Bedårende

'Bedårende' er et værk, der kredser om alle de ting, der er umiddelbart frastødende i denne verden. Men i samme åndedrag insisterer teksten på, at døden, råddet og bakterierne indtager deres egen skønne plads i tilværelsen.

Ida Marie Hedes nyeste værk på stammen er et uregerligt værk. En tekst, der både nægter at tilpasse sig og som også vækker umiddelbar utilpashed hos sin læser. For hvad er det med denne kredsen om kropsvæsker og det bakterielle, om udsondringer og ulækkerheder?

Værkets titel er et godt sted at begynde. Det umiddelbart skurrende ord ’bedårende’ er ikke blot anvendt som kontrastskabende titel, men optræder også undervejs i teksten.

For når det lille barn i teksten, Æ, møder verden med sin umiddelbarhed, får vi som læsere foræret barnets blik på tilværelsen – et blik, der opfanger og opfatter detaljer uden skelen til, hvad vi senere i livet lærer at opfatte som frastødende. Det er så at sige Æ, der tager os i hånden og fører os ind i et univers befolket af mikrober, væv og spyt. Dette møde med omgivelserne bliver ved lån af barnets blik et begejstret og netop bedårende møde. Men det lille barn er samtidigt en dåre, et uvidende og lidt tåbeligt væsen, endnu ude af stand til at begribe verden fuldstændigt. Æ vælter begærligt ud i tilværelsen og sluger edderkoppespind og forældreomsorg med samme selvfølgelighed.

Værkets sproglige udtryk er også værd at bemærke i denne sammenhæng, for undervejs i læsningen kommer en slags overlæssethed i sproget også til syne. I tråd med nogle af sine samtidige digterkolleger som eksempelvis Sofie Diemer og Cecilie Lind, benytter Ida Marie Hede sig også af det såkaldt ’gurleske’ som stilistisk virkemiddel. Det gurleske er et begreb, der dækker over en optagethed af det umiddelbart klassisk ’pigede’ og ornamenterede, men på en måde, hvor alle de skinnende, glimmerbeklædte og lyserøde objekter optræder som noget næsten perverteret i deres vulgaritet og for-meget-hed.

Det yndige, florlette og feminine antager halv-grotesk karakter og bliver altså virkemidler, der skal fremskrive det skønne som uskønt og vice versa. Tekstens sprog gør i forlængelse af dette brug af en række forskellige modi, som væver sig ind og ud af hinanden som teksten skrider frem. En af disse måder at bruge sproget på er for eksempel det helt konstaterende afsæt i bogens begyndelse, hvor der står: 'B er en voksen kvinde, hun har en rombeformet røv//Q er en voksen mand, han har en firkantet røv//Æ er lille. Hendes røv er hjerteformet.'
Her får vi serveret en række – tilsyneladende – objektive og konstaterende informationer, men humoren i kommentarerne om de tre hovedkarakterers anatomi er også til stede og får derigennem slået en af tonerne – den humoristiske – i bogen an. En anden måde er den førnævnte ornamenterede sprogbrug, hvor myriader af ting og begreber væves sammen til nye udgaver af verden og tingene i den.

Teksten skifter så at sige fra et fortættet, informerende og konstaterende niveau til mere vildtvoksende ordkonstruktioner, hvor det konkrete bliver abstrakt og omvendt. I Hedes univers kan nyligt overståede skænderier for eksempel hænge i gardiner og ulme, og B’s afdøde far kan tage bolig i hendes tarme, hvor han stifter ny familie: 'Er familier smukkere i tarmenes verden, mindre ødelæggende?', spørges der.

Disse perspektivskift - fra det helt nære og mikroskopiske til makroniveau - betyder, at der skabes sammenhæng og forbindelse mellem det sjælelige og det materielle. Derfor kan man argumentere for, at et af tekstens allervæsentligste ærinder er at vise kontinuiteten mellem genstande og tilstande – mellem det menneskelige og materielle – mellem fysik og metafysik.

For selvom 'Bedårende' indtager prosaens form, er Ida Marie Hedes lån fra poesiens verden konstant synlig. Og dette muliggør eksempelvis, at kærligheden kan beskrives som en konkret fysisk energi fra en telefon, eller at moderen kan se på sit barn og se et evigt lyserødt landskab.

Ida Marie Hedes tekst er altså en insisterende påmindelse til sin læser om, at verden hænger sammen. At skellet mellem det frastødende og tiltrækkende egentlig ikke er et skel, men måske nærmere en del af den samme helhed. Og at det groteske også kan være uendeligt bedårende.

Kilder, links og centrale værker