Bog

Hvis det er

Af (
2014
)

Anmeldelse

Hvis det er af Helle Helle

26 sep.14

En berusende læseoplevelse! Med en stærk undertone af vemod er Helle Helles stemme endnu smukkere og mere insisterende end nogensinde i den nye roman.

I sin nye roman skræller Helle Helle den ydre handling bort ved at lade en mand og kvinde møde hinanden i Rold Skov og være afskåret fra omverdenen et par dage i et shelter. Uden mobildækning vel at mærke. De er faret vild, fryser, har vabler og er uden mad og drikke. Kort sagt, handlingen er på nulpunktet, de er hensat til mørket og skovens foruroligende lyde, og der er intet andet at foretage sig end at være til stede i dette møde. De begynder at tale sammen, og en afgrund af mangel på levet liv folder sig ud for læseren.

Som noget nyt i forfatterskabet foregår romanen i den jyske natur, og fortælleren er en mand med navnet Roar. Vi får på den måde præsenteret kvinden,  og hendes livshistorie via det mandlige blik, og det er med til at skabe en mere livlig kvinde end vi ellers kender fra forfatterskabet. Samtidig higer man som læser efter at få mere at vide om Roar. Hans afmålte replikker og kejtede handlinger afslører en stille eksistens: Har altid boet alene, bortset fra at der engang var ”en der hed Grete”, og om hans arbejde hører vi, at hans kontor ”ligger lidt for sig selv”, selvom han reparerer pc’er for kollegaerne i det, der paradoksalt hedder Drop it Shoppen.

Den vildfarne mand og kvinde forsøger langsomt at nærme sig hinanden, men de taler også forbi hinanden, som mennesker nu gør. Som læser mærker man de sorte huller mellem dem, men ved at skabe et møde mellem to, der umiddelbart er faret vild både i det ydre og indre, bliver den måde, mennesker taler sammen og forbi hinanden, meget nærværende i romanen.

Roar minder i sin apati og afventende attitude om de kvinder, som forfatterskabet er så fyldt af, men samtidig er der en stærkere klang af livets meningsløshed, og på den anden side også de øjeblikke, der er uendelig fyldt med mening: ”Det havde at gøre med efteråret. Svarende til tidspunktet sidst på eftermiddagen, hvor dagen alligevel ikke stod til at redde. Der har jeg oplevet at blive ramt af livslyst, jeg har ryddet pludseligt op i en skuffe eller sågar telefoneret, alene fordi det ikke var meningen. (…) Jeg tænkte på togrejser. På et bord i eg. En hånd rundt om en hånd, den lille tørre neglerod, der ikke var min”.

Roar er en mand, hvis identitet er ved at krakelere, men under overfladen er der noget på spil med hovedpersonen og den forfatter, som dumper ind historien og giver bogen en både overrumplende og elegant drejning til sidst. Koblingen mellem Roar og forfatteren forstærkes også af, at han er 48 år ligesom Helle Helle. Romanen indledes med ordene: ”Det er ikke mig”, og formuleringen gentages senere i forskellige variationer og peger både på den skrøbelige identitet og på skriften, ligesom den underspillede tøven, som ses i den dobbelttydige titel Hvis det er.

Romanen bringer med naturen som sted og den mandlige fortæller nye toner ind i forfatterskabet, samtidig med at der skæres ind til benet: Ved at skrue helt ned for den ydre handling, skruer Danmarks mest stilsikre forfatter op for det store drama om livets mening. Med en stærk undertone af vemod og tomhed er Helle Helles særlige stemme endnu smukkere og mere insisterende end tidligere i forfatterskabet. Hvis det er er et mesterværk, og en berusende læseoplevelse, der både giver lyst til at græde og læse bogen igen og igen.

Analyse

Helle, Helle - Hvis det er

Ordene agerer rundt i Helle Helles roman 'Hvis det er' med triste og komiske effekter omkring sig.

”Det er ikke mig. Jeg står ikke sådan bag et træ i skoven. Bladene drysser. Det er uge 44, det er de sidste blade.”

Med disse fire skarptskårne sætninger indledes Helle Helles 'Hvis det er', som på to afgørende punkter skiller sig ud i forhold til hendes tidligere forfatterskab: Fortælleren er en mand, og han er anbragt i en højdramatisk, på grænsen til livstruende situation. Efter i tyve år at have skrevet novellesamlinger og romaner med kvindelige fortællere og med sin nøgterne realisme have indfanget hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form, ryster Helle Helle posen grundigt, og den forundrede læser tænker: Det er ikke Helle Helle. Hun skriver ikke sådan i en bog. Ordene falder. Der er 144, det er de sidste sider.

Allerede fra første sætning - ”Det er ikke mig” - er romanen i gang. Der er slået en tone an (på en gang drilsk og alvorlig), fortælleren begynder at afsløre noget om sin karakter (han har den distance til sig selv, der også kendetegner Helle Helles kvindelige fortællere, og han sætter den på spidsen), og situationen karakteriseres (vi er i en ekstraordinær kontekst, som fortælleren ikke kan genkende sig selv i).

”Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko,” fortsætter fortælleren, Roar. Han er taget på løbetur i skoven og farer vild og møder en tyggegummityggende kvinde (kaldet Vejmand) med pandebånd om hovedet og en træningsjakke bundet om hofterne. De slår følge og løber forvildede rundt i de jyske skove uden mobildækning, mens mørket bliver uigennemtrængeligt, blodvabelen brænder, kulden og tørsten plager, og der lyder ugleskrig og fjerne lyde fra en ambulance.

Mens de to løbere forfrosne og skræmte indtager en shelter i skoven og forsøger at finde varmen under efterladte tæpper, bliver det klart, at historien om de to vildfarne løbere er en rammefortælling, og at Roar ikke er fortællingens hovedperson, det er derimod Vejmand. Mens læseren kun får sporadiske oplysninger om Roar og hans liv uden for den aktuelle undtagelsessituation, udrulles Vejmands historie i tilbageblik, først som en dialog mellem jegfortælleren og hende, senere glider det over til en udfoldet tredjepersonfortælling, der måske kan læses som indirekte tale.  

Fortællingen om Vejmand er langt mindre dramatisk end rammefortællingen. Her føres læseren ind i et genkendeligt Helle Helle-univers med fokus på detaljer og sans for det akavede. Vi får historien om en ung kvinde, der flytter i kollektiv, forelsker sig ugengældt i en af de andre beboere, men år senere forenes med ham på en ferie til Hamburg. Hun finder kærligheden og blomstrer i alle de roller, forholdet fører med sig: kæreste, papmor, svigerdatter og medarbejder i hans familievirksomhed, en møbelforretning. Senere kommer der afstand og irritation mellem de to, han forlader hende, og hun finder arbejde i sin gamle ven Torbens tøjbutik på hovedgaden i Aars.

Indholdet af fortællingen er genkendeligt på grænsen til det banale, og det er skrevet i en på en gang trist, bizar og munter tone med Helle Helles særlige lydhørhed over for den ordknappe replik og den lille drejning i sproget. Fx når Roar omtaler sine løbesko som ”såkaldte løbesko” og dermed skaber en distance til et helt almindeligt hverdagsord, som virker komisk, men også stærkt karakteriserende for den person, der måtte vælge at udtrykke sig med den distance. Samtidig skærpes læserens opmærksomhed på selve ordet løbesko, og der opstår gennem den opmærksomhed en ny nærhed til sproget og til personen, der taler. Som læsere kommer vi til at holde af ordene på samme måde, som vi holder af personerne. De agerer rundt i fortællingen med komiske effekter omkring sig. Og står som skæve, akavede eksistenser et sted både midt i og i udkanten af sproget.

Helle Helle mestrer om nogen denne evne til at balancere det aparte og det genkendelige på en måde, så læserens evne til at sanse og opleve fortællingen vækkes. Hendes fortællinger vækker en sorgfuldhed over det, som tabes, men samtidig en stor lyst til og nærvær omkring det, som er:

”At læse Helle Helle forstærker livsfølelsen, empatien og oplevelsen af at være menneske og at have med mennesker at gøre. Romanerne minder en om, hvad man konstant går glip af og forsømmer og glemmer; sorg eller savn over alt det, man ikke oplevede, opfattede, tog sig af; eller en utålmodighed efter at opleve og tage ind; eller en udmattelse over at gøre det i så høj grad, en lykke og angst over alle de indtryk. Det er en vekslen mellem intens mening og meningsløshed, eller jeg får følelsen af begge dele samtidig: Så tomt er livet; så stærk er oplevelsen af livets tomhed”. (Trude Marstein i Dagbladet)

Hvor rammefortællingen signalerer nybrud med den mandlige fortæller og den dramatiske undtagelsestilstand, lægger fortællingen om Vejmand sig i fin forlængelse af Helle Helles øvrige forfatterskab, når det er stærkest og når læseren konfronteres med det almindelige livs absurde tilstande, tragikomiske konflikter og forgængeligheden, der ånder alle i nakken.

Helle Helle debuterede i 1993 med tekstsamlingen 'Eksempel på liv', og har siden udgivet tre novellesamlinger og seks romaner. Bortset fra debuten bliver Helle Helles skrivestil betegnet som minimal realisme, fordi den i kort form beskriver det, der sker på overfladen, mens understrømmene kun antydningsvis kigger frem. Hun er ofte blevet sammenlignet med Ernest Hemmingway, som også er et af hendes forbilleder, og ved udgivelsen af 'Ned til hundene' (2008) dukkede sammenligningerne med Herman Bang op. Mere nutidige litterære pendanter er amerikanske Raymond Carver, norske Kjell Askildsen og danske Simon Fruelund.  

Kilder, links og centrale værker

 

17 dec.14

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
51280431
Graphic
Neel Dich
ISBN
9788763832410
Antal sider
143

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer