Svaret kommer med posten

Absurd kafkask kortroman om ensomhed og om at finde mening i en meningsløs verden.

Med sin stramme minimalistiske stil tegner Sidsel Falsig Pedersen et portræt af en kvinde i krise i et kontrolleret samfund, der med sine meningsløse systemer og regler sender en hilsen til Kafkas Processen. Det er både tragikomisk, utrygt og tankevækkende på samme tid.

Sidsel Falsig Pedersen er eminent til at beskrive personer, der er ude af takt med resten af samfundet, og jeg håber, hun snart får det store, brede gennembrud, som hun fortjener.

Romanens hovedperson, en navnløs kvinde, arbejder i et unavngivet firma på et kontor med et eller andet og går muligvis også til hånde i kantinen. Hun har brudt med ekskæresten Villy, som er leder i et af firmaets andre afdelinger, og nu er hun lige flyttet ind i en af firmaets boliger. Der er pligt til at deltage i foreningsarbejde, så hun kommer med i en eller anden form for indkøbsforening.

Da kvinden flytter ind i sin nye lejlighed, er den tidligere beboers ejendele der stadig. Når nogen forflyttes til en anden afdeling eller fyres i firmaet, får de ikke besked og kan ikke finde deres skriveborde. Hvis man vil spise frokost i kantinen eller alene på kontoret, skal man søge om tilladelse. Hvis man vil skifte forening, skal man skrive en skriftlig ansøgning. Grænserne mellem privatliv og arbejdsliv flyder sammen.

I krydsklip mellem fortid og nutid fortælles en historie om en ensom kvinde lidt ude af trist med sine omgivelser, som har svært ved at svare for sig og sætte grænser. Hun har lidt socialt med kollegaen Arne, som er noget for sig, og kollegaen Gerda må hun ikke ses med mere, siger Gerdas datter uden nærmere forklaring. Alle synes at behandle hende ret skidt. Nogen råber ud af en forbikørende bil, at hun ligner en sæk kartofler, når hun går. Hendes chef sender hende hjem for at rense ukrudt hos sig selv i arbejdstiden. Nogen foreslår hende at være med i en læseklub, hvorefter der alligevel ikke er plads til hende. Arne spørger, om hun går og tager på.

Det er et klaustrofobisk og absurd miljø, Sidsel Falsig Pedersen lader sin handling og hovedperson udfolde sig i. På samme tid genkendeligt, men med overdreven kontrol, bureaukrati og uden formål. Frygten for at blive optaget, filmet eller for at ens handlinger og udtalelser bliver ført til referat ligger hele tiden i baghovedet. Man skal blive på sporet, gøre hvad der forventes, hvor meningsløst det end føles, og stiller man spørgsmål, får man sjældent svar.

Sidsel Falsig Pedersen er en fortæller, der med sin minimalistiske stil overlader meget til sin læser. Man kan som læser ikke helt vide sig sikker på, om hovedpersonen er helt ved sine fulde fem, for hun svarer sjældent for sig og flyder meget af tiden bare med strømmen. Er hun i krise og oplever verden gennem en osteklokke, eller er der vitterligt noget helt rivravruskende galt med alle de andre? Uanset hvad så håber jeg virkelig, at kvinden i denne roman får sit svar med posten, for det fortjener hun.