Graceland

Tankevækkende og meget velskrevet roman, der udspiller sig over få timer en eftermiddag i december. Om det vi siger til hinanden og alt det, vi ikke får sagt.

Romanen fortæller om en familie, der opholder sig forskellige steder og lever forskellige liv. Daisy på 12 år keder sig i familiens store villa, mens hun ser ’Friends’. Hendes skuespillermor Sylvia er på vej hjem fra Jylland i et voldsomt uvejr. Hendes storebror Theo på 24 år er på vej til det fly, der skal bringe ham fra New York til København. Under taxaturen ser han på byen og tænker på de mænd, han har haft et forhold til. Ida Holmegaard har givet de tre familiemedlemmer hver sit kapitel, mens faren og lillebroren på 6 år slet ikke kommer til orde. Der sker ikke ret meget på det ydre plan, men vi kommer alligevel til at kende familien ganske godt.

Theos´ kapitel er skrevet i jegform og er bogens længste. Han sidder i en taxa meget tidligt om morgenen på vej til J.F.K. lufthavnen sammen med Kamal, som har haft et forhold til i nogle måneder. Kamal sover under hele turen, mens Theo reflekterer over tiden i New York.  Han glæder sig til at komme hjem, især savner han sin lillesøster Daisy. Mens han kører gennem det julepyntede New York tænker han på, at den julepyntede by kan sammenlignes med Graceland, og han husker en sekvens fra den Paul Simon plade, som han hørte sammen med Kamal få dage i forvejen. ”But I've reason to believe. We all will be received. In Graceland.”

Daisys og Sylvias kapitler er væsentligt kortere og skrevet i tredje person. Sylvia virker distanceret og selvoptaget, og hun er ikke voldsomt begejstret for, at den TV- julekalender, hvor hun engang havde hovedrollen, igen bliver genudsendt. Lillebror Kim er til gengæld glad for at se sin mor på TV. Daisy beskrives som en lidt frygtsom pige, der glæder sig til jul, til at få sin storebror hjem og til at familien skal være sammen. Samtidig tænker hun på nogle af de frygtelige ting, der kunne ske, som hvis flyet faldt ned.  Man får ikke fornemmelsen af en fasttømret kernefamilie, snarere en familie hvor man lever hver sit liv og inderst inde er ensom. Både Theo og Daisy kalder således konsekvent deres forældre Sylvia og Jesper - aldrig mor og far.

Det er en stille bog, skrevet i et godt sprog. Bogen har en lidt trist undertone, men har dog også visse humoristiske passager, som den minutiøse beskrivelse af Theos mareridtsagtige tur gennem security i J.F.K. Bogen handler om det, vi siger til hinanden og ikke mindst om det, vi ikke får sagt. Da Theo sidder i taxaen, tænker han på, hvad kan skal sige til Kamal til afsked. Om de skal skrives ved, om de skal ses i New York, i København, i Europa? Men han får det ikke sagt.

Ida Holmegaard debuterede med den lille roman Emma Emma. Jeg synes, hun er blevet langt mere stilsikker både sprogligt og indholdsmæssigt med ’Graceland’, som vil appellere til et langt større publikum.  Jeg nød virkelig at læse denne fine, lille roman, og jeg glæder mig til mere fra Ida Holmegaard.