Om et klaver

Underskøn og særdeles vellykket debutroman om klaverstemmeren Henning, som en dag beslutter sig for at bygge et klaver. Et storstilet projekt, som han lægger mange følelser i.

Salig Søren Kierkegaard havde mange meninger om gentagelsen. Bl.a. at kun dén, som lærer at elske gentagelsen, bliver lykkelig.

I – og lad det bare være sagt med det samme – den aldeles storartede og elskelige debutroman fra Signe Brønserud følger vi den midaldrende og samvittighedsfulde klaverstemmer Henning, der (jævnfør ovenstående) er meget glad for rutiner. ”Stramme, ensformige, ja måske ligefrem rigide rutiner. For at holde afgrunden fra døren”, som han selv siger. Og for nu at knytte Kierkegaards påstand om gentagelsen og lykken sammen med Henning og hans tilværelse, er man naturligvis nødt til at spørge: Hvis Henning er så vild med sine rutiner, som primært består i at passe sit job som klaverstemmer, sit husmandssted (som også er hans fødehjem), dyrene og haven, er han så herigennem lykkelig? Det er et godt spørgsmål, som hverken kan eller skal besvares her – det skal man selv læse sig til. (Tillad mig at lægge tryk på ”skal”; der findes ingen gode grunde til ikke at læse denne bog.)

Mellem sine faste rutiner, sit samvær med barndomsvennen Mogens og den første kærlighed Elise får Henning en dag den idé, at han vil bygge et klaver. ”Jeg savner følelsen af fremdrift og mening”, siger han. At stemme egnens gamle, udtjente klaverer er ham ikke nok – han vil til at skabe! Projektet tager form, og inden længe er han i fuld sving med at bygge klaveret. Han foretager optegnelser over forløbet, og på den måde kan læseren følge med i, hvordan det skrider frem. Hans sindsstemning skifter mellem vild eufori, når noget lykkes ham, og dystre betragtninger, når noget driller. Men hvorom alting er: Henning er meget følsom omkring sit klaverprojekt.

Da julen oprinder, er det Henning, der vanen tro lægger hus til, når Mogens, Elise og hendes søn Robert kommer for at holde juleaften. Men aftenen ender med, at Henning smider dem alle tre på porten, da de har den fælles frækhed at more sig over hans klaverprojekt. Dét skulle de aldrig have gjort! Henning er edderspændt – og stædig, viser det sig. En stædighed der desværre kommer til at koste dyrt.

Historien om Henning er også historien om et forholdsvis stille liv i provinsen, hvor alle kender hinanden, og på trods af Hennings genvordigheder hviler der en rolig og afdæmpet tone over fortællingen, som er en ren fryd at læse.

Det er et helstøbt og formfuldendt værk, Signe Brønserud har begået, og som læser følte jeg mig let og afslappet under læsningen, fordi jeg havde en næsten helt fysisk fornemmelse af at være i gode hænder. Miljø- og personbeskrivelser er ægte og vellykkede, og så er det hele serveret med et lunt humoristisk anstrøg, der samtidig nærer respekt for Henning såvel som for hans projekt.

Jeg håber, at Signe Brønserud også holder af gentagelser, for jeg vil meget gerne læse en bog mere i samme ånd fra samme hånd.

Oprindeligt skrevet af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.