Anmeldelse
Blå lys af Jon Brændsgaard Toft
- Log ind for at skrive kommentarer
Forfatteren til denne letlæste krimi mestrer egentlig ganske fornuftigt spændingslitteraturens elementære kneb, men historien savner ordentlige personbeskrivelser og mere kød og fylde på handlingen.
Et lig findes flydende i Aarhus å. Det er totalt indtørret og virker nærmest udsuget, og snart findes flere døde på samme måde rundt omkring i Aarhus. Politifolkene Jens Thorstrup og Frank Nielsen bliver sat på opklaringsarbejdet, men de har for det første svært ved at forklare ligenes gådefulde tilstand, og for det andet var der tilsyneladende overhovedet ingen fælles lighedstegn mellem ofrene.
Den unge journalist Rebecca Laursen får nys om de mange døde, og nødtvungent indser politifolkene, at et samarbejde vil være deres eneste løsning og til gavn for begge parter, hvis de skal komme videre med sagen. Det viser sig, at de døde udsender radioaktiv stråling, og sporene peger nu i retning af Atomforsøgsstationen Risø, som angiveligt er ved at undersøge et nyt grundstof. Men stærke kræfter og den mystiske Afdeling 42 vil sætte alt ind på, at opklaringen mislykkes, og deres metoder omfatter både direkte mord, afpresning og kidnapning. Hemmeligheden bag de døde mennesker skal vise sig at være af hidtil uanede dimensioner.
Dette er en historie, som det er lidt svært at forholde sig positivt til. På det ene side er plottet og hele romanens opbygning faktisk ganske spændende, men på den anden side udvikler handlingen sig til den rene gang ”røver og soldater”, som det er svært at tage helt alvorligt.
Forfatteren mestrer egentlig ganske fornuftigt spændingslitteraturens elementære kneb med de korte kapitler og skiftet mellem de forskellige hovedpersoner, men man savner i den grad ordentlige personbeskrivelser (personerne forbliver klichéer) og i det hele taget mere kød og fylde på handlingen.
Historien er som nævnt let at gå til og minder vel mest af alt om en spændende ungdomsroman, men det er altså ikke tilfredsstillende nok for den kræsne og forvænte spændingslæser. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad en ordrig forfatter som Stephen King kunne have fået ud af det i og for sig ganske interessante og spændende plot. Romanen er forfatterens syvende, og tidligere har han nok mest udmærket sig ved en ganske glimrende science fiction-trilogi, som startede med ’Den knaldrøde zone’.
Brugernes anmeldelser