Plastic

Hvad er det perfekte menneske i 90’erne? Er det af plastic ligesom Ken og Barbie? Det mener Mona, som vi følger i denne hurtiglæste, men tankevækkende roman.

Mona er kun overflade, hun har intet indhold. For hende drejer det sig om at spare nok penge sammen, så hun kan få rettet først ansigtet, derefter hele kroppen. Hun går heller ikke af vejen for at stikke en finger i halsen, hvis hun er kommet til at spise andet end yoghurt naturel. Vi ved, hun er på bistand og arbejder sort i en videoforretning for at tjene penge til operationerne. Vi ved ikke meget om hendes baggrund og om hendes motiv for at være ”perfekt”, derfor fremstår hun yderligere overfladisk.

Hun har ingen venner, og det ville de fleste af os synes var meget ensomt, men for Mona spiller det ingen rolle. Hun kommer en del på café, for hun vil gerne ses. Hun går kun op i, hvordan hun ser ud og vil kun være sammen med mænd, som er ligesom hun selv, uden indhold. Hun ser sig selv stå i et rustikt køkken og lave kakao til sine børn, men det er kun illusionen, der tiltrækker hende, virkeligheden vil hun aldrig kunne håndtere.

Et møde med virkeligheden får hun, da hun møder sin lesbiske nabo Vera, en meget naturlig pige. Hun både tiltrækker og frastøder Mona, og bekendtskabet bliver dog også et problem, da Mona møder en ”perfekt” mand, som hun kan gifte sig med. Man har sådan på fornemmelsen, at Vera er en del af Mona, den indre Mona, den naturlige Mona.
Mona gør noget dumt, og bogen får en anden afslutning, end man kunne forvente.

Bogen kunne lige så godt være skrevet i dag, den er stadig højaktuel. Jagten på ”det perfekte” er ikke blevet mindre - tværtimod! Folk verden over får ordnet bryster, lavet fedtsugninger, fjernet hår på alle lemmer, rettet og bleget tænder, som aldrig før.

Absurd historie i en til tider absurd verden!

Lindhardt og Ringhof, 1995. 129 sider.