Helt og heltinde

Hans Otto Jørgensen har om nogen i moderne dansk litteratur beskrevet miljøer og mennesker, hvis erfaringer kun undtagelsesvis bliver bragt i litterær form.

Især i sine noveller og kortprosa har Hans Otto Jørgensen med sin karakteristiske blanding af traditionsbevidsthed og eksperimenterende modernisme skildret provinsens og udkanternes mennesker, hvis erfaringer og normer synes mere og mere trængte og marginaliserede i forhold til "udviklingen" og det moderne.

Handlingen i den lille, tætte roman 'Helt og heltinde' er henlagt til den (nord)jyske provins i tiden fra 1930erne og frem til omkring 1950.

I to adskilte spor krydsklippes der i en række brudstykker mellem romanens to hovedpersoner. Ejnar er bondesøn, arbejder med jorden og dyrene på forældrenes gård og overtager deres normer og livsværdier, men er samtidig sært utilpasset - en drømmer hvis "længsel er for ubestemmelig, for stor, for omfattende".

Ida er datter af en forhutlet landarbejder, trodsig og sky. Hun kommer i huset hos en sagfører-familie, tilpasser sig bylivets omgangsformer og sociale normsæt og ender i 1940erne i København, hvor hun får et barn med en tysk soldat.

På et tidspunkt krydser Ida og Ejnars veje hinanden, og det ender med et afgørende møde og ægteskab.

I kort referat kommer romanen - i lighed med titlen - let til at tage sig banal og klichéfyldt ud. Hans Otto Jørgensens geniale greb ligger imidlertid i måden, han fortæller sin historie på. Romanens realistiske form - med inspiration fra de store folkelige fortællere fra starten af 1900´tallet - er kombineret med en enestående sproglig sensibilitet og lydhørhed for det talte sprog, der med et væld af nuancer indfanger alt det usagte og næsten stumme hos personerne.

Forfatteren undgår den historiske romans forkærlighed for at ophobe kendsgerninger og facts. Det er i stedet blevet et indtrængende, nuanceret psykologisk portræt af to stille eksistenser - nærmest antihelte - der nok tilpasser sig og næsten forsvinder i hverdagslivets grå anonymitet, men samtidig udstyret med et andet, indre liv, hvis stærke længsler og lidenskaber gør dem stolte og usårlige i forhold til omgivelserne.

Hans Otto Jørgensens roman fortjener mange læsere. Ikke i kraft af sin "dokumentarisme", men fordi den sansende giver stemme til et næsten glemt stykke virkelighed -som ikke  er så fjernt endda! Men mest af alt skal den læses og nydes for sprogets skyld, der er lavmælt, intenst som et stykke kammermusik.