Bog

Brummstein

Af (
2003
)

Anmeldelse

Brummstein af Peter Adolphsen

22 sep.03

I nærheden af Chur i Schweiz blev nogle drypstenshuler åbnet for publikum i 1906. En af de besøgende i Hölloch året efter var en tysk bankdirektør, Josef Siedler, som alene, dybt nede i grotten, fandt en mærkelig sten, der udsendte en brummende lyd.

"Josef lagde højre øre til klippen, og lyden af omtrent ti geologiske døgn eller 125 millioner års jordskælv buldrede mod hans trommehinde" (s. 22). Josef slog en skærv af klippen. Det lille klippestykke brummede ikke, men vibrerede i fingrene.

Den sære, dirrende sten går efter Josefs død fra hånd til hånd. En kvindelig kunstner gør stenen til et kunstværk ved at binde et gult bånd omkring den og erklære den for kunst, med titlen Zentraleuropäisches Mysterium.

Hun får værket solgt til et kunstsamlerpar, der siden testamenterer deres samling til et museum i Düsseldorf. Her sidder Ulrike og registrerer effekterne. "Efter et år med det centraleuropæiske mysterium rumsterende i hovedet opsøgte hun geologen Frank Kaufmann på ny for at spørge, om han ville med til Schweiz. "Hölloch?".

Egentlig havde også Frank spekuleret en del over stenen, hvis dirren oversteg de til rådighed stående forklaringsmodeller, men havde alligevel af karrierehensyn parkeret spørgsmålet" (s. 64). Ulrike tager af sted alene.

På kun 68 sider får Peter Adolphsen ikke alene fortalt om stafetten gennem Schweiz og Tyskland med klippestykket som omdrejningspunkt. Beretningerne om de ikke så få involverede personer opruller Tysklands historie i det 20. århundrede. Kort og præcist giver forfatteren et ganske klart billede af de enkelte personers skæbne og mission her i livet.

Oven i købet er bogen spækket med uoversatte citater (flest på tysk) og videnskabelige forklaringer på geologiske fænomener. Man snyder sig selv, hvis man lader sig skræmme af de første siders videnskabelige anslag og mange citater. Man kan springe let hen over dem uden at tabe tråden, og det bliver meget hurtigt bedre, dvs. færre intellektuelle øvelser og mere fortælling.

Bogen er usædvanlig, men et fascinerende bekendtskab, skrevet i en stil, der veksler mellem det nøgterne og det ironiske, mellem videnskab og eventyr.

Analyse

Adolphsen, Peter - Brummstein

Peter Adolphsen mestrer en ekstrem formbevidsthed. Med Brummstein har han skabt en form for præcis, men dog stadig grotesk realisme.

Brummstein er på overfladen en historie om en brummende sten, der ved et tilfælde en nat i begyndelsen af 1900-tallet bliver fundet af ægteparret Josef og Andrea Siedler fra Augsburg i et hulesystem i Silberenbjerget i de schweiziske Alper. Men fortællingen starter noget før. Faktisk forekommer den alvidende fortæller uhyre nøjagtig og pertentlig i sin redegørelse for begyndelsen af historien – bogstavelig talt.

Fortællingen og historien tager nemlig sin begyndelse ved universets begyndelse og jordens skabelse. Læseren bliver kastet ind i en større geologisk skabelsesberetning om, hvorledes diverse jord- og bjergarter er skabt, og hvordan jordens kontinenter engang for millioner af år siden rent faktisk har hørt sammen og udgjort et hele.

Med denne videnskabelige indgangsvinkel kan grotterne og de forbundne underjordiske huler, Hölloch, så endelig opdages i 1875 af bjergbonden Alois Ulrich, der finder indgangen til de uendelige underjordiske labyrintsystemer. Herefter åbner ingeniøren og huleforskeren, Hans Julius Widmer-Osterwalder, grotterne som turistattraktion, hvor netop familien Siedler finder den brummende sten i en dyb og afsides hule og bringer den med tilbage til Augsburg.

Hermed er plottet sat i gang, og fortællingen bliver nu en beretning om stenens tilfældige rejse både gennem et helt århundrede og fra Schweiz igennem Tyskland, altså både i tid og rum. Stenen er så at sige hovedpersonen i dette epos, hvorimod de faktiske karakterer er tilsidesat som bipersoner.

Ved ægteparret Sielders død efter 1. Verdenskrig overtager nevøen, anarkisten og krigsveteranen, Franz Zweiwälder, stenen. Han forelsker sig ulykkeligt i jøden Judith, som han forærer den til. Under den ulmende nazisme flygter hun til Ålborg, men mister imidlertid stenen, gemt i en kuffert, som havner på et tysk hittegodskontor, hvor den forbliver under 2. Verdenskrig.

Her opholder den tidligere togbilletsælger, Georg Weide, sig, og i sit forsøg på at overleve sulten roder han glemte kufferter igennem og finder her stenen, som han, efter et møde med en efterladt dreng, tager med til en afsides skov i Østtyskland. Her dør Weide og efterlader stenen til drengen, Ferdinand Höffel, som havner på et børnehjem.

Stenen giver han videre til sin eneste ven Jürgen Eberharder, der senere i sit liv gifter sig med kunstneren Marianne Hecht, der i 1964 udstiller den brummende sten på et kunstmuseum. Her sælges stenen som et kunstværk videre til et kunstinteresseret ægtepar, der efter deres død omkring midten af 1980’erne efterlader stenen til kunsthistorikeren Ulrike Breslauer, der søger at opfylde den kontrakt, som følger med værket: at søge stenens mysterium og oprindelse.

Dette kan lade sig gøre, fordi hver ejer har efterladt en sproglig kommentar med stenen, som til sammen ender med et udgøre hver sin del af den historie, som ”Ulrikes efterfølger på kunstsamlingen – den, der nu har skrevet dette …” søger at konstruere.

Dette tilsyneladende ustrukturerede og forvirrende plot viser sig imidlertid at udgøre et paradoksalt komplekst netværk af årsagskæder, der kobles sammen, men som udfoldes ved rene tilfældigheder, enten på grund af kærlighed, grådighed eller lyst, på grund af liv og død, på grund af (verdens)historiens narrativitet og naturlige udvikling.

Plottet i virkelighedens historie, jordens evolution, der, videnskabeligt set, har grobund i tilfældigheder, mimes i fortællingens årsagskæde. Grotterne er forbundet, men grotterne er samtidig også en del af den større udvikling. Stenen fra grotterne binder altså hele historien sammen - og også fortællingen. Dens brummen breder sig igennem århundredet som en anakronisme og peger i sidste ende på en form for transcendens, der ikke kommer til live i en guddommelighed, men derimod i form af fiktionens egen fortæller.

Peter Adolphsen har før Brummstein skrevet Små historier (1996) og Små historier 2 (2000). De tre værker giver alle udtryk for en ekstrem minimalisme og formbevidsthed, samtidig med at der spilles på den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ postmoderne litteraturfilosofi. Dette gør Brummstein til et værk, der skaber en form for præcis, men dog stadig grotesk realisme. Efter Brummstein har Peter Adolphsen skrevet endnu en intelligent, underfundig kortroman Machine (2006).

Stud.mag. Henrik Romby Smith Madsen, januar 2007 

Kilder, links og centrale værker

06 jun.19

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
24624331
ISBN
9788756817233
Antal sider
68

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer