Hestens fødselsdag

Tragikomikken er til at tage og føle på i Sidsel Falsig Pedersens herlige roman om at være at være på skideren og i tvivl om, hvem man selv er.

Hestens fødselsdag! Hvilket herligt og finurligt udtryk, som for mange sikkert er gået lidt i glemmebogen. Og netop finurlig er også, hvad Sidsel Falsig Pedersens nye roman er. På én gang deprimerende og sært livsbekræftende læsning.

Historien følger en unavngiven kvinde uden alder i en periode af hendes liv, hvor tilværelsens faste holdepunkter er smuldret væk, og det hele er blevet en tand for meget. Så meget for meget, at hun ikke engang magter at skære en ”normal” skive rugbrød, men ender med nogle ordentlige humpler, som hun flovt må skjule med hånden i frokostpausen. Om der er tale om et psykisk sammenbrud eller en depression, vides ikke. Hun er nyligt blevet fyret fra sit arbejde, efter at have haft et seksuelt forhold til sin nye chef Ulven, som har indført, at alle skal hilse på hinanden med håndtryk og særlige runder, hvor man skal sige noget ”procesagtigt” om sit arbejde uden at blive for privat. Det ender med, at hun bider hun ham i armen, så blodet sprøjter. Hun bor heller ikke mere sammen med sin ekskæreste, den dyreglade Pip med sit helt eget totemdyr, omend de stadig ses jævnligt. Om det er et gensidigt brud vides heller ikke. Og så har hun fået et mærkeligt udslæt på kroppen, der ikke vil gå væk.

Læseren dumper ind i romanen samtidig med, at kvinden får et rengøringsjob i en forlystelsespark. Et job, som hun allerede på forhånd hader men alligevel holder fast i, for hvad skal hun ellers stille op med tilværelsen? Den nye arbejdsplads byder på mange aparte opgaver og bekendtskaber. Der skal skrabes spytklatter af i spøgelsestoget, og hver morgen er der rift om de bedste moppehoveder blandt kollegerne. Hun møder en række skæve eksistenser såsom kollegaen, der starter arbejdsdagen med at lave mavebøjninger, mellemlederen med de klicheagtige sprogblomster a la ”halløjsovs” og kvinden, der hver dag tager det bedste moppehoved med hjem i håndtasken.

Man må som tilskuer indimellem krumme tæer, når man følger kvindens kamp for at føle sig normal og passe ind i de uskrevne sociale normer. Vi mærker hendes mindreværd, når hun i desperation inviterer sig selv til sin kusines fest og ender med at stjæle en kunstig arm. Det er så rørende sørgeligt og komisk på samme tid. Denne utilpashed i et menneske er rigtig godt indfanget af Falsig Pedersen, hvis skrivestil er nedtonet uden at det bliver direkte minimalistisk og uden for mange forklaringer på, hvorfor tingene er, som de er. Hendes stil leder tankerne hen på Helle Helles (fortabte) kvindetyper og skæve, finurlige miljøer. Hvis du er til forfattere som Katrine Grünfeld, Dorthe de Neergaard, Sissel Bergfjord og Helle Helle, har du noget godt i vente med Falsig Pedersens forfatterskab.

Igen har Falsig Pedersen begået en komprimeret tragikomisk roman, som handler om ikke at vide, hvem man er, eller hvad man skal blive til. En ganske velkendt tematik i litteraturen, men det holder bare hele vejen og byder på en vedkommende læseoplevelse. Samtidig synes romanen at være en venlig knockout til en arbejdskultur, der i disse år er i højsædet: En kultur, hvor vi hele tiden skal udvikle os og være forandringsparate. Her står forlystelsesparken i stærk kontrast til kvindens tidligere moderne arbejdsplads med sin overraskende rummelighed og plads til det skæve.

Jeg får lyst til at råbe hip hip hurra for Hestens fødselsdag og så det lange for Sidsel Falsig Pedersen!