Anmeldelse
Forår på Ansar af Ib Johansen
- Log ind for at skrive kommentarer
”Forår på Ansar” af Ib Johansen er ottende bog i Science Fiction Cirklens serie med science fiction noveller af danske forfattere. Fem af novellerne har tidligere været udgivet i anden sammenhæng, men er blevet omarbejdet til udgivelsen af denne samling. Andre forfattere, der er udkommet i serien, tæller f.eks. Lars Ahn Pedersen, Manfred Christiansen, A. Silvestri og Flemming R. P. Rasch.
Johansen gør allerede i sit forord klart, at her er tale om en samling noveller som beskæftiger sig med de fantastiske genrer i bred forstand, og det må man sige, de gør.
Blandt mine favoritter i samlingen er ”Skiftningen”, som er historien om drengen Mathias, der under et besøg hos det omrejsende tivoli pludselig opdager en dværg, der står lidt væk fra hurlumhejet, ved siden af en dør som tilsyneladende ikke fører nogen steder hen. Dværgen tilbyder Mathias at træde igennem den og komme til et eventyrrige, og han fortæller en mærkelig historie først. Stemningen i historien fik mig til at tænke på folkeeventyr, og tanken om at træde gennem en dør og pludselig være et helt andet sted, og måske selv være blevet en helt anden fandt jeg rigtig spændende.
En anden favorit er ”En vampyrs dagbog”. Hovedpersonen er vampyr og bor i skoven, hvor han gemmer sig i en hytte. Hver aften tager han ind til byen for at betragte sin tidligere familie, som fortsætter deres liv uden ham. Men hen over sommeren begynder både familien, byen og hele verden at ændre sig i takt med, at hovedpersonen selv ændrer sig. Historien fortælles gennem en række dagbogsoptegnelser, hvor vi kan følge det langsomme forfald, uden dog at få nogen forklaring. Men måske rummer den sidste optegnelse en løsning på gåden? Jeg læser novellen som en udforskning af tings begyndelse og slutning, som – måske – ikke er så forskellige.
Også ”Ravnen – et vintereventyr” betog mig med sin næsten gotiske fortælling om Fåre-Lars, der forfølges af en ravn. Jeg-fortælleren besøger ofte Fåre-Lars, og hans beretning er i starten skeptisk overfor Lars’ påstand om ravnen, men mod slutningen indhenter ravnen også ham. Novellen her fangede mig med sin dystre stemning og ikke mindst slutningen.
I novellen ”Trans” kan jeg rigtig godt lide det bagvedliggende idé, men fanges ikke helt ind af novellens univers. Hovedpersonen er blevet sendt på en mission for at undersøge nogle uautoriserede forsøg på at skabe en nul-tidszone, der ophæver tiden. Flere agenter er blevet sendt ud på samme mission, men ingen er vendt tilbage, og fortælleren er fast besluttet på at finde svaret. Jeg var fascineret af Ib Johansens tanker om tiden, men det abstrakte univers, fortællingen foregår i, fangede mig ikke.
Og jeg må faktisk indrømme, at jeg var lidt i et dilemma, mens jeg læste ”Forår på Ansar”. På den ene side tog det jo ikke lang tid at opdage, at Johansen skriver godt og har nogle interessante idéer og tanker i sine noveller. På den anden side er mange af novellerne meget abstrakte, og det er noget, jeg normalt ikke bryder mig voldsomt om.
Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om, at der er masser af substans i ”Forår på Ansar”, og at Ib Johansen både forstår at skrive og har en stor viden om de fantastiske genrer og deres virkemidler. Så er man til magisk realisme og mere grænseoverskridende science fiction, tror jeg bestemt, at man vil blive fanget ind af Ib Johansen.
Brugernes anmeldelser