1Q84 - bog 3

Dybt originalt overbeviser Murakami os om, at størst af alt er kærligheden. ’1Q84’ afsluttes med masser af løse ender, men det gøres så elegant, som kun mesteren Murakami kan.

Så kom den endelig, Murakamis ’1Q84’ bog 3. Og med denne finale cementerer han sin absolutte kongestatus blandt de største nulevende forfattere. Ingen kan som han appellere bredt til både brugere af det populærlitterære og til det smalt finlitterære på én og samme tid.

Elegant bevæger han sig mellem referencer til den moderne europæiske kultur, for så råt og brutalt at bruge asiatiske films mere brutale genretræk, for dernæst at sende os blidt til associationernes land fyldt med musikalske referencer. Som ingen anden formår Murakami at overbevise mig, en ynder af litteratur, der primært bevæger sig på realplanet, at det er i orden at acceptere, at tid og verdensopfattelser ikke nødvendigvis er lineære, og at den almene definition og forståelse af verden sagtens kan være en anden. Uh, jeg bliver så metafysisk af at læse Murakami.

Nå, hvad handler bog tre så om? Vi får tilføjet et fortællespor yderligere. Før var det Aomame og Tengo, der skiftevis fortalte historien, nu er der en tredje fortæller, privatdetektiven Ushikawa, der er hyret af den religiøse kult, Sakigake, til at finde Aomame. Han er både snu og begavet, og han finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem Tengo og Aomame. Nu skal han bare finde dem!

Imens sidder Aomame i en sikringslejlighed og venter på at få en ny identitet. Hun ved, at hvis folkene fra Sakigake finder hende, er hun færdig. Samtidig bærer hun på en hemmelighed. Tengo er rejst op til ”Kattenes by”, hvor hans far ligger i koma. I ugevis læser han højt for faderen, og da han en dag ser en luftpuppe med den lille Aomame indeni i faderens seng ved han, at han kun har en mission i livet: at finde sin elskede.

Skillelinjen mellem den virkelige verden i efteråret 1984 og fantasiens verden ’1Q84’ er helt visket ud. Og som læser ved vi noget, uden at vide noget som helst. Lyder det indviklet? Det er det også, ellers måske slet ikke.

Dybt originalt overbeviser Murakami os om, at størst af alt er kærligheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt – men først skal vi så grueligt meget igennem. Jeg er fuld af lovprisning for Murakamis tredje bog. Det er en vidunderlig bog. Pyt med masser af løse ender, historier og personer, der ikke bliver fulgt til dørs, måske har de aldrig eksisteret?