At skille sig af med en kat: hvad jeg taler om når jeg taler om min far

Veludført og smukt illustreret erindringsessay om Murakamis problematiske forhold til sin far og om erindring som fænomen og skriftform.

Mange læsere vil kende den japanske storfatter Haruki Murakami for hans romaner og noveller. Nu er Murakami bogaktuel igen, denne gang med et lille erindringsessay, som blev skrevet og udgivet i Japan starten af 2020, lige før coronapandemien fik fat i hele verdens opmærksomhed.

‘At skille sig af med en kat’ begynder med en barndomserindring om, hvordan Murakami og hans far forsøgte at skille sig af med en kat ved en strand for senere at vende hjem og opdage, at selv samme kat sad og ventede på dem. Dette lille uløselige mysterium bliver startskuddet til en tekst, der handler om det uløselige mysterium, som Murakamis far Chiaki Murakami var for sin søn. Faren var, forstår man, et menneske, som var dybt præget af Anden Verdenskrigs rædsler og tab. Dertil var han, som søn af en buddhistisk præst, også et enormt privat menneske og en far, som stillede høje krav til sin egen søn.

Murakami forsøger at læse og forstå nogle haiku-digte, som faren skrev, mens han var udsendt som soldat under Anden Verdenskrig, for at prøve at komme tættere på, hvem hans far var og måske for at forstå, hvorfor han altid følte, at han skuffede faren med sine livsvalg. Ud af farens historie og ikke mindst farens haiku-digte reflekterer Murakami over sin egen adfærd som ung og voksen og tegner et personligt mini-selvportræt af en kunstner, som blev til i en brydningstid efter krigen, hvor alle muligheder stod åbne. De store kontraster i opvækst og vilkår for den unge og den gamle Murakami gav anledning til mange tavse konflikter mellem far og søn. Med disse refleksioner lægger Murakami op til, at læseren selv kan reflektere over sin eget generationsaftryk og forhold til de ældre generationer:

“Vi kan ikke andet end at indånde den luft, der omgiver vores generation, bære de byrder, der bliver pålagt, og blive voksne inden for de rammer, der bliver sat for os. Det er hverken godt eller skidt, sådan er det bare. Og de næste generationer vil også nu, fuldstændig som før, opføre sig på måder, der irriterer de ældre generationer.”

Denne bog er ligesom resten af forfatterskabet (på nær enkelte tidlige værker) mesterligt oversat af Mette Holm, som bliver ved med at brillere med sin skarpe pen, der danner bro mellem os danskere og Murakamis forfatterskab.

Bogen er smukt illustreret af den unge taiwanesiske illustrator Yan Gao, og når man læser bogens efterskrift, forstår man, at Murakami selv har valgt Gao pga. hendes særlige nostalgiske streg, som rammer forfatterens erindringstekst umådeligt godt ind.

I sin seneste bog på dansk Første person ental var der en novelle, som gjorde stort indtryk på mig, fordi den omhandlede Murakamis forhold til sin far og deres gensidige kærlighed til baseball. Murakami har før udgivet personlige essays, eksempelvis bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe som udkom i 2007. Selvom rygtet siger, at Murakami bruger sig selv meget i sine romaner, har man aldrig før teksten i ’Første person ental’ og ’At skille sig af med en kat’ oplevet forfatteren være åben om sit eget liv på så direkte en måde. Jeg håber, det viser en ny vej i forfatterskabet, selvom jeg også håber på mange flere mystiske og magiske romaner fra forfatterens skarpe pen.