Ovenpå er der stille

Lavmælt og meget velfortalt roman om en stille eksistens – en af den slags romaner, som går ind under huden og som er svær at slippe.

”Jeg ved ikke præcis, hvordan det forholder sig med tvillinger” sagde han, ”men jeg forestiller mig, at de trods alt må skilles på et tidspunkt.” Helmer og Henk er tvillinger, og de er blevet skilt – og det på en hård og brutal måde. Da drengene var omkring 20 år, døde Henk i en bilulykke. Indtil da var de to drenge uadskillelige, selv om de var vidt forskellige. Henk var faderens dreng, og det var bestemt, at han skulle overtage gården, mens Helmer ville til Amsterdam for at studere. Men efter Henks død, får Helmer at vide af faderen, at der nu venter ham et liv under køerne.

Det er Helmer, der fortæller historien, han er blevet 57 år. Han lever alene sammen med sin gamle far, som er blevet gammel og svagelig. Helmers liv er stilfærdigt, ensomt og ensformigt, men en dag beslutter han sig til, at nu skal der ske ændringer, han flytter faderen ovenpå, og indretter stuehuset til sig selv. Endnu større ændring sker der, da han pludselig – efter næsten 40 år – bliver kontaktet af Riet, som var kæreste med Henk, og som var med i bilen. Hun har en søn, som hun har lidt problemer med, og hun beder Helmer, om han kan komme til at arbejde på gården.

Kontakten til Riet og hendes søn bliver det, der skal til for at vække Helmer, og i en alder af 57 bliver det endelig ham selv, der bestemmer og det er hans behov og længsler, der står i første række.

Godt nok er der stille ovenpå, som titlen antyder, men det er kun på overfladen, følelserne og længslerne er der. Følelser over for den forhadte far, længslen efter broderen, og med endnu et møde med den gamle gårdskarl sker det endelige opbrud.

"Ovenpå er der stille" er hollandske Gerbrand Bakkers første roman for voksne, og jeg synes, han er sluppet ualmindelig godt fra det. Det er en stemningsfyldt roman med megen dybde og jeg kunne godt tænke mig mere fra forfatterens hånd.