Nora Webster

Irske Colm Tóibín beskriver et kvindesind i ensom kvindekamp med en fortryllende nænsomhed og indsigt. Smuk roman om en enkes kamp tilbage til livet i 1960’ernes Dublin.

Nora Websters mand er død og hun kæmper sin helt stille kamp for at finde fodfæste. Tre år er gået, og udfordringer er der masser af med fire børn og beslutninger der skal træffes. Stedet er Irland i de sene 1960’ere, hvor konflikten katolikker/protestanter ulmer.  Maurice, en velanset lærer, er død af et hjerteanfald og efterlader Nora med fire børn, hvoraf de to drenge Conor og Donal stadig bor hjemme.

Allerede på første side ved man, at denne roman bliver opløftende. Naboen antyder overfor Nora, at de mange kondolencebesøg må være en belastning, men Nora afviser: ”Folk mener det jo godt”. Sandheden er, at det faktisk er en belastning for hende at have rollen som den stakkels enke. Toibin fører læserne helt ind under huden på Nora. Det bliver en langsommelig tilbagevenden til et liv, hvor hun skal træffe afgørelser og disponere selv.

Igennem romanen bliver Nora mere selvstændig og handlekraftig. Hun får et job, hun får håret klippet udfordrende, hun genoptager sin interesse for musik og køber en grammofonpladespiller og begynder at synge. Maurices foragt for al musikudfoldelse har hidtil været bestemmende for Noras udfoldelser. Nu virker musikken forløsende på den smerte, hun lever med. Forholdet til de to drenge er helt usædvanligt flot og samtidig afdæmpet beskrevet. Hun trænger sig ikke på. Drengene er iagttagende overfor moderen og stiller ingen spørgsmål.

Romanens force skyldes forfatterens evne til at gøre Nora så virkelig at det gør ondt/godt. I et afgørende, gribende drømmeafsnit møder Nora sine afdøde. Alt sammen beskrevet så intenst og samtidigt afdæmpet som kun en gudbenådet forfatter som Toibin kan. Det er en bog der går lige i hjertet. Den minder meget om ’Brooklyn’ af samme forfatter, og en sammenligning med nobelprismodtager Alice Munro er nærliggende.  Hvor ville jeg ønske, jeg havde denne læseoplevelse til gode!

Originally published by Helle Regitze Boesen, Litteratursiden.