Månestenen

Lifligt endelig at kunne læse "den første, den længste og den bedste engelske kriminalroman" på dansk.

Ovenstående citat tilskrives T.S. Elliot, og dermed må bogens uomgængelige klassikerstatus være slået fast. Det er derfor på tide med en dansk oversættelse, for "Månestenen" blev allerede udgivet i 1868 og betragtes som verdenslitteraturens allerførste litterære suspense novel.

Wilkie Collins var meget populær i sin samtid og meget produktiv på trods af et turbulent privatliv med et stadigt stigende opiummisbrug.

Netop opium spiller en stor rolle i "Månestenen", som sammen med "Kvinden i hvidt" er hans bedste roman. Den berygtede kæmpediamant Månestenen stjæles af englændere fra et indisk hindutempel. Diamanten har enorm religiøs betydning, og efterstræbes derfor desperat vedholdende af højtstående hinduer. Stenen har ry for at bringe uheld med sig, så læseren er straks på vagt, da stenen skænkes til den skønne heltinde på hendes 18-års-fødselsdag. Allerede samme nat stjæles månestenen dog igen, og den berømte kriminalbetjent Cuff tilkaldes. Mistanken falder på ægte britisk vis på den ene efter den anden, men den ellers geniale efterforskning slutter i første omgang uden opklaring. Hvad værre er, ender Cuff med at mistænke heltinden selv! Den ulykkelige forelskede helt, som komplet uforstående er blevet genstand for heltindens glødende vrede i forbindelse med stenens forsvinden, samler efter nogen tids mistrivsel i udlandet alle gode kræfter for at finde den rigtige tyv. Bl.a. kommer den nu pensionerede Cuff på banen igen, og det viser sig, at netop opium bliver til uvurderlig hjælp i opklaringen.

Det er oplagt at sammenligne med Poe, Conan Doyle, Christie og Sayers, som lægger sig umiddelbart i denne romans slipstrøm. Det er dog meget betegnende, at de nævnte slet ikke kan leve op til Wilkie Collins formfuldendt smukke sprog. Her er det mere nærliggende at tænke på hans forfatterven Charles Dickens, som han dog knap kan matche. Til gengæld holder Collins effektivt sin læser i neglebidende ånde hele vejen igennem. En diskret desillusioneret og kynisk tone leder også tanken hen på de mere hårdkogte Dashiell Hammett og Raymond Chandler som Collins arvtagere.

Det kan jo kun være et gigantisk kompliment at blive betragtet som grundlæggeren af den gode gamle engelske krimitradition. Under alle omstændigheder er det ren fryd at læse "Månestenen" – også selv om man normalt ikke tilhører krimifolket.