Trækopfuglens krønike af Haruki Murakami

Toru Okada lever et stilfærdigt liv i Japan sammen med sin kone Kumiko

Okada har sagt sit arbejde på et advokatkontor op, og han passer hjem, kat og kone, som er redaktør på et forlag. Pludselig en dag forsvinder katten sporløst, og kort tid efter også konen.

Efterfølgende modtager Okada mystiske telefonopkald og bliver kontaktet af mærkelige mennesker. Langsomt nedbrydes grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige.

Toru Okada bliver kaldt Hr. Trækopfugl af en ung pige fra nabolaget. Trækopfuglens skrig lyder som et ur der trækkes op og den er lille og ubetydelig men samtidig bestemmende for om verden går i stå eller kører videre.

Handlingen i Trækopfuglens krønike lader sig ikke referere, men jeg har den samme fornemmelse storhed og uforglemmelighed indeni efter læsningen, som da jeg læste "Troldmanden" af John Fowles, "Hændelser ved vand" og "Guds barmhjertighed" af Kerstin Ekman og "Sidste nyt fra havnen" af Annie Proulx.

Romanen er en over 600 sider lang krønike med et mylder af historier og fortællinger, mystik og virkelighed som væver sig ud og ind af hinanden. Det er en slags japansk (selv om Murakami er meget vestligt orienteret) dannelsesroman, hvor hovedpersonen Okada drager ind og ud af virkeligheden og historien for at finde Kumiko og sig selv.

Trækopfuglens krønike er sprogligt let og enkel og som læser lever og ånder man med Okadas kamp for at gennembryde den dybe brønds mørke. Det er stor, stor læsning hvor psykologi, filosofi, historie og fortællekunst går hånd i hånd.

Der er tidligere oversat to Murakami-romaner til dansk, men ingen af dem har slået rigtigt an. "Trækopfuglens krønike" er uden tvivl Murakamis hovedværk, og jeg håber og tror, at den vil få stor gennemslagskraft.

Klim, 2001 - 635 sider

Andreas Kommode - 13. februar 2002