Skruen strammes

Tiden er omkring 1850. En ung præstedatter er blevet guvernante for 2 forældreløse børn, der bor på deres onkels gods. Hvad er historien bag de tavse skikkelser, der viser sig?

En society-læge i Harley Street annoncerer efter en guvernante til sin nevø og niece på henholdsvis 10 og 8; de en anbragt på hans landsted, og den flotte overklasselæge ønsker ikke at blive inddraget.

Den unge, naive og meget følsomme pige ønsker at skærme de yndige børn fra alt ondt, men hun oplever snart, at der faktisk hersker sære ting på den smukke gård.

Guvernantens forgænger i jobbet rejste og døde siden under mystiske omstændigheder. Samtidig forsvandt en tjener, som ligeledes er død. Husbestyrerinden, guvernantens fortrolige, vil ikke rigtig ind på omstændighederne.

Denne tavshed, dette uudsagte er historiens mest markante træk. I flere analyser af Henry James står der, at det er netop spændingen kædet sammen med dagligdagens helt almindelige hændelser, der er hans særkende.

Guvernanten mærker sig iagttaget af tavse figurer, der udstråler ondskab. Hun oplever ved forskellige lejligheder både en kvinde og en mand nærme sig for at forvinde igen. Hvem er disse 2? Hun finder ud af, at det må være hendes forgænger i embedet samt tjeneren.  Hvorfor kommer de?

Hun er overbevist om, at deres åbenbare ondskab er rettet mod børnene; ligeledes er hun vis på, at selvom de små intet siger, er de helt klar over spøgelsernes tilstedeværelse.

Uhyggen i historien ligger i højere grad i det, der IKKE siges end i det, der siges. Samtidig kan Henry James fortælle i én flydende bevægelse; man trækkes ind i universet med følelser, billeder og tanker. Jeg kunne komme til at tænke på både Proust og Joyce i måden at sanse på.

Flere litteraturhistorikere har ment, at guvernantens seksualfortrængninger lå til grund for spøgelsernes tilstedeværelse; alene ideen om det afdøde pars mulige forhold var åbenbart nok til at fodre fantasien med gys. Og åbenbart er det også for den ”almindelige” læser, der ikke analyserer målrettet, at tidens følelsesstemninger spiller en meget stor rolle.

Men historien fungerer også formidabelt, hvis man ”bare” oplever den som en helt almindelig spøgelseshistorie. Kulisserne er til stede, mysteriet er til stede, hvad forgik der egentlig?

Det kan faktisk anbefales at læse Henry James´ lille sprogligt virtuose gyser på engelsk, hvis man har muligheden. Opmærksomheden skærpes, og det tidsmæssige billede står tydeligere.

Jeg læste:
Henry James: The Turn of the Screw. An authoritative text, backgrounds and sources, essays in criticism. Norton & Company. 1966,

Analyse på dansk: Rene Rasmussen: Psykoanalyse og tekstanalyse, d. 114 i afsnittet: Det psykotiske begær.

Glimrende gennemgang på wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Turn_of_the_Screw

En af de typiske litteraturafhandlinger, der debatterer, om det nu bare er en spøgelseshistorie, eller det hele handler om hysteri:
http://www.literature-study-online.com/essays/henry-james.html