Det var nok det bedste!

En meget smuk billedfortælling om at miste en forælder. Dorte Karrebæks karakteristiske stil fremstår koncentreret og forfinet.

Dorte Karrebæk er nok mest kendt for de mange billedbøger, hun har skrevet og illustreret, og hun er en af tidens mest markante danske tegnere. Hendes stil er stærk og letgenkendelig: Lidt store næser, hager og ansigtstræk. Tegningerne i denne bog er enormt udtryksfulde og formidler stemningen meget umiddelbart, selv i situationer, hvor der ikke rigtig sker noget. Med farver og vinkler formidles noget, der ligger i luften, stemningerne og personernes sindstilstand.

Enkelte fotografier, der er indsat i bogen, illustrerer tydeligt, hvor godt Karrebæk har formået at indfange essensen af sin mor, og dette får læseren til totalt at overgive sig til forfatterens gengivelse af moren. Hun henvender sig her direkte til sin mor med ord, der ikke blev sagt, da moren levede. Det bliver til historien om en mor med alle hendes fejl og mangler og om om forfatterens barndom med en mor, der var døv, men også en mor, der var et livstykke, der fyldte sin plads i verden ud.

Bogen begynder med moderens død på plejehjemmet, og man ser datteren få opkaldet med den efterfølgende reaktion. De mange stærke følelser flyder over og gennem Karrebæks tegninger af sig selv, og hun rammer virkelig noget, man som læser kan genkende og mærke. Datteren tager hjem og åbner sit fotoalbum, og læseren bladrer igennem Karrebæks tegninger af fotos taget op igennem moderens liv. Efter denne lange indledning begynder forfatteren sin tekst som en slags brev til den mor, der nu er død, men som selv efter døden fylder meget.

Der er ingen bebrejdelser trods det, at det tydeligvis har været svært at vokse op med hende, men der er ubesvarede spørgsmål, som for eksempel spørgsmålet om, hvorvidt moren nu også var helt døv, eller om hun kunne høre lidt, når børnene kaldte.

Dorte Karrebæk er eminent til at gå tilbage i tiden og få læseren til at se den store, stærke, smukke og også ret frygtindgydende mor fra barnets vinkel. Der bliver vist og beskrevet stærke følelser, men de til tider groteske tegninger er også fuld af humor. Mod slutningen af bogen er der en stor, frustreret kærlighed tilbage, der nu ikke længere har en modtager. Alligevel kan forfatteren og hendes søskende stå ved kisten og sige farvel til en kvinde, der levede et fuldt liv, med morens egne ord: ”Det var nok det bedste…”

Denne bog er virkelig en fryd for øjet. Jeg vil ikke tage noget bort fra Karrebæks mange andre bøger, men for mig er det som om, de alle leder op til denne bog. Det er en meget smuk og særdeles læseværdig bog om at miste og om, hvor meget vi tager med os fra vores forældre.