Bog

Fryden

Af (
2016
)

Anmeldelse

Fryden af Andreas Pedersen

Andreas Pedersens digtsamling, som vandt Blixenprisen 2017 for årets litterære talent, er en yndefuld rumsteren i erindringen og et dybt kærlighedsbrev til familien.

Bogomslag er lidt som hoveddøre: De er det første man møder og tager fat i for at træde ind til resten. Nogen står på klem, andre er låst med syv nøgler og et skilt med en bister hund på. Andre har en lille måtte liggende på trappen, hvor det står ”velkommen”. Hvis Andreas Pedersens debutsamling, som er udkommet på forlaget Gladiator, og som allerede er ude i sit andet oplag, var en dør, tror jeg den ville den være en japansk Shōji – én af de der rispapirvæge som definerer rummene, men som samtidigt lader lyset skinne igennem fra det ene til det andet.

Selve bogobjektet er meget yndefuldt i en varm guldfarvet paperback med seks enkelte tegn i asiatisk stil, som fylder det meste. Titlen og forfatterens navn er trykt nederst på forsiden, tilsyneladende uden at ville gøre alt for meget væsen af sig, ikke desto mindre træder de tydeligt frem som en kontrast til tegnene, der er frihåndsmalet med pensel. Det gullige papir digtene er trykt på er på én gang let og kraftigt, ligesom de tekster der står på dem.

Layoutet er en helt perfekt spejling af tonen i digtene, hvor Pedersen dypper sin pensel i stemninger og relationer med et sprog som på én gang er ungt og gammelt, som eksempelvis i dette digt (s. 37) som jeg læser som et indblik i et computerspillende ungt menneskes inderste tanker og følelser:

”Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life (…) min krop er som vinden og selv når den er stille, er den forjaget”.

Digtsamlingen holder i det hele taget en noget nær perfekt balance mellem det gamle og det unge. Både i stilen, formen og tematikken drejer det sig om jeg-personens familie, både skildret som konkrete relationer og som historier der foregår i tidligere generationer. Det er særligt let at få øje på i anden halvdel af samlingen, hvor tekstens udtryk nærmer sig en novelles, men det er hele tiden nærværende, også i den mere udfordrende første del.

Andreas Petersens ”Shōji” står elegant i skellet mellem ungt og gammelt, samtidigt med at den håndterer berørings- og brudfladerne mellem individ og familie og mellem stilhed og larm. Hele tiden med en delikat sprødhed, både når nogen bærer en valmue og når nogen drømmer om at ”lave en Tyson”.

Samlingen kan både læses ud i et, som en roman eller en novelle, eller plukvist med vægt på særlige digte. På begge måder er den, virkelig, en bog man kan fryde sig over!

Analyse

Pedersen, Andreas: Fryden

Andreas Pedersens debut Fryden er samvittighedsfuldt sansende, og noget så sjældent som en socialt begavet digtsamling. Med dens overlegent umiddelbare balance mellem præcise, mådeholdne registreringer og åbensindede poetiseringer reddede Fryden i 2017 Pedersen en Blixenpris og Munch Christensens Kulturlegat.


Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Victor Ovesen, oktober 2017


Poesi er, blandt andet, et værktøj man kan bruge til at ændre sin forståelse af verden. I poesi kan man lave friere sammenligninger og metaforer end man ellers normalt slipper af sted med. På den måde kan man lade betydning fra én ting smitte af på noget andet, forstærke eller fordreje det eller give nye nuancer til det. Man kan forandre ved at forbinde, kunne man sige.

Men fordi poesi arbejder med at skabe nye sproglige forbindelser i verden, kan man også bruge den til at forstå andre mennesker. Det er i høj grad det, Andreas Pedersens debutbog Fryden går ud på. Igennem digtsamlingen møder vi et jeg, der lader sig betage af ting han ser på, men også af de familiemedlemmer, venner og fremmede, der omgiver ham.

Men Fryden er andet og mere end en højstemt ung mand, der besynger sin verden med blanke øjne. Forfatteren veksler nemlig velovervejet mellem forskellige greb og strategier - vi skal i denne analyse se på nogle forskellige sproglige modi som Andreas Pedersen anvender, og hvordan de fungerer.

Et kerneord i forhold til Fryden er opmærksomhed. Digtenes jeg er tydeligt engageret i detaljerne, når der er noget, der opleves. Det er også sådan, bogen starter – vi hører fra jeg'et, at han noterede ordet Fryden som resultat af at høre nogen synge i gården. Helt fra første færd er det at registrere verden forbundet med en glæde.

Jeg'et kan være helt tyst, næsten holde vejret: ”ved skrivebordet, om aftenen / vi er de sidste til at forsvinde fra kontoret / slukke for en lampe”. Andre gange er der en næsten humoristisk side ved Pedersen, når han fornøjer sig over sin forundring: ”Den mindste kande jeg nogensinde har set, havde arrangørerne fyldt med fløde”.

Opmærksomheden angår selvfølgelig ikke blot den fysiske verden, men også beskrivelsen af følelser: ”man kunne gifte sig med os / vi kunne stå tavse og stolte i kirken / gribe om hinandens skuldre / den mærkelige, lidt bistre eufori”. Læg mærke til hvordan Pedersen beskriver den ophøjede, lidt mytiske lykkefølelse, man normalt associerer med det at blive gift. Som valget af adjektivet ”bister” til beskrivelsen af euforien antyder en besværlig intensitet, måske endda en kamp med følelsen. Adjektivet fungerer nærmest som en slags kontrastvæske her, modsætningen tegner  et mere menneskeligt billede af følelsen.

Som vi også ser i det netop nævnte citat er der en optagethed af forholdet til andre mennesker i digtsamlingen: ”At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt. ”Meget ofte, når der optræder andre mennesker i digtsamlingen, er Pedersens strategi ikke at beskrive, hvordan jeg'et bliver påvirket af de andre, men at forestille sig, hvordan de andre sanser, som en måde at prøve at nå ind på livet af andre, ganske  forsigtigt. Her får den empatiske strategi endda et ekstra led: ”Nogen kigger ind i et tomt rum for at se, om man ikke sidder der og kukkelurer, bøjet ned over en lille legetøjsbil”. Ideen om at blive ledt efter, vækker (sammen med legetøjsbilen, selvfølgelig) mindelser om den barnlige følelse af tryghed, at nogen våger over én. Men samtidig empatiseres der – næsten voksent – med det blik der holder øje.

Familierelationer synes at være det vigtigste for Pedersen at nå til bunds i, som når han beskriver måden farfaren siger morens navn på: ”uden umage, som man ville tiltale en engel, med en undrende taknemmelighed”. Det er værd at bemærke, hvordan han efterfølgende bevæger sig umærkeligt mellem abstrakt og konkret, når han beskriver den nævnte ømhed: ”Det er som at have skåret sig med den lille kartoffelkniv med orange plastikskaft og dvæle og gå videre samtidig, omgivet af solskin.”

Altså: En bestemt ømhed mellem to familiemedlemmer sammenlignes med blod, der flyder. Blod er i forvejen en hyppig metonymi (dvs. et billede hvor en del betegner en helhed) for familie, men bliver her også en til en decideret metafor. Ligesom blodet synes ømhedsfølelsen at være dyrebar, den er forbundet med smerte, når den flyder. Men samtidig er der en underlig fortrolighed i det, man kan ”dvæle og gå videre samtidig”, det er ikke rigtig dramatisk.

Jeg'et registrerer noget så flygtigt som nuancerne i et tonefald mellem de ældre familiemedlemmer, og henter sin forståelse af det fra sin egen børneerfaring af at have skåret sig. Den parring af erfaringsrammer kunne man vel kalde en slags følelsesmæssig impressionisme, associationen er i al fald abstrakt og lettere solfalmet – og så en svag antydning af en dødsymbolik nedenunder (”engel”, blodet der flyder, skridt der tages ind i lyset).

Andre af de poetiseringer, som Pedersen laver, virker kirkeligt højstemte: ”Man går mod skønheden. / Der bliver tændt lys ud til vejen, og biler kører forbi. / En valmue bæres i hånden.” Andre gange er de på kanten til det vidtløftige: ”Jeg skynder på stenene, jeg skynder på vandet og freden...” Men i stedet for at lade metaforerne eskalere opad, bruger Pedersen dem gerne til at lave pauser med. Det gør han blandt andet ved at placere dem som en slags konstateringer før eller efter en mere ligefrem følelsesmæssig tilkendegivelse, der så igen får lov at låne lidt stemning og tonefald fra de poetiske billeder der omgiver det.

Der er altså noget mådeholdende ved Pedersens poesi. Som om der ligger en visdom i ikke at presse citronen for meget: ”Jeg gør ikke dette stykke længere, det er som måltidet, antallet af dartpile. Der er ikke mere.” Det er nok i virkeligheden netop det, der er omdrejningspunktet i Fryden. Pedersen har udformet sig en egen stil i sine billeder, en følelse af at verden ikke er opbrugt, at der er mere at komme efter.

Derfor er så mange af billederne fyldt med små ufuldendtheder, potentialer og uafgørligheder: ”Fuglene sang for den ene af dine hænder / uden egentlig at have valgt hvilken. Måske mærkede de en kulde / som de ville skåne dig for.” Bemærk igen hvordan noget højstemt lyrisk bliver iblandet en følelse af tvivl og dernæst hensyn.

I digt-jeg'ets associerende endevendinger af minder,  ligger der en bearbejdelse af familierelationer, som en måde at nå ind til forståelse af sig selv. Man undersøger sin sjæl gennem sin forbundethed. Det er relationerne, der definerer én – men også ved den tanke stopper Pedersen op, opholder sig ganske kort i udkanten af ideen i stedet for at sømme den fast: ”jeg fornemmer, at jeg er soldat / som alle, der er alene, fornemmer de er noget andet”. Igen den her flygtighed, jeg'et drages af noget andet, der ligger uden for relationerne.

Netop den tekst er lidt et dødsbillede – og deri ligger en stor del af, hvad der får”Fryden til at fungere. Pedersen maler et billede af livet som noget ganske tyndmasket, men også foranderligt og fuld af mulighed. Som i det afsluttende stykke, hvor han besynger Mandelstams sætning om kun at ville læse børnebøger: ”jeg ved, at vi ikke har prøvet at leve sådan endnu // det sker, at jeg bare ligger og læser / glemmer at spise / det eneste, jeg tænker på / er, hvordan jeg skal leve mit liv / for at leve som den sætning”.

Det interessante er, at livsbesyngelsen og håbet i de linjer også bærer selvforglemmelsen og livets mulige ophør med sig som en følgesvend. Og lige netop dét er den tynde line, hvorpå Fryden går sin balancegang. Det liv, bogen maler frem, er livet som noget åbent og udefineret, det potentielle. Det der både kan være, men også lige så godt ikke kunne være. Jeg tænker netop også, at den sætning, jeg'et vil leve som, dels kan være Mandelstams omtalte idé, men også sætningen, at ”vi ikke har prøvet at leve sådan endnu” –  i så fald runder bogen til aller sidst af med en paradoksal definition: livet som det radikalt udefinerede. En fin lille sløjfe, der binder sig selv op. 

 

En særlig tak til Anne Skov Thomsen for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hende på Instagram, hvor hun deler ud af sine læseoplevelser. 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Hanne Thusgaard Madsen, Vejle Bibliotekerne.


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser


Politiken
(heri 11/12 2016: Silke Fensman: Der, hvor jeg kommer fra er skønheden farlig, fordi den er uproduktiv).
Artikel i anledning af udgivelsen af Fryden.

Anmeldelser i tidsskrifter

81.17
Standart : anmeldelser af ny litteratur.
(heri 2017, nr. 1, s. 49: Victor Ovesen:  Fornemmelseskunst).

Anmeldelser i aviser

2/1 2017 Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-posten
9/12 2016 Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i Politiken
4/11 2016 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Floret. se
(Floret är en digital, skandinavisk litteraturtidskrift med redaktioner i Sverige, Danmark och Norge. Huvudredaktionen finns i Malmö. Floret utkommer en gång per månad, och innehåller ny lyrik, prosa, litteraturkritik och essä).
Josefine Højholt: I fryden bæres håbet om et flag

Gladiator
Andreas Pedersen modtog Blixenprisen for årets litterære talent 2017.

Gladiator
Andreas Pedersen vinder Munch Christensens Kulturlegat for debuten Fryden
Link til Lars Bukdahls tale.

Kulturkapellet
Mathias Anker Kure: Fryden er en moden og insisterende bog

Litteratursiden

Munch-Christensens Kulturlegat på 2 x 50.000 kroner blev uddelt til Liv Nimand Duvå for romanen Vi er vel helte og til Andreas Pedersen for digtsamlingen Fryden

Littuna.nu
Anne Sophie Parsons: Skønheden i alt

Modspor.dk
Hans Otto Jørgensen: Velkommen til blindgyden

Bogdetaljer

Forlag
Gladiator
Faustnummer
52664225
ISBN
9788793128484
Antal sider
56

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer