Fryden

Andreas Pedersens debut 'Fryden' er samvittighedsfuldt sansende, og noget så sjældent som en socialt begavet digtsamling. Med dens overlegent umiddelbare balance mellem præcise, mådeholdne registreringer og åbensindede poetiseringer reddede 'Fryden' i 2017 Pedersen en Blixenpris og Munch Christensens Kulturlegat.

Poesi er, blandt andet, et værktøj man kan bruge til at ændre sin forståelse af verden. I poesi kan man lave friere sammenligninger og metaforer end man ellers normalt slipper af sted med. På den måde kan man lade betydning fra én ting smitte af på noget andet, forstærke eller fordreje det eller give nye nuancer til det. Man kan forandre ved at forbinde, kunne man sige.

Men fordi poesi arbejder med at skabe nye sproglige forbindelser i verden, kan man også bruge den til at forstå andre mennesker. Det er i høj grad det, Andreas Pedersens debutbog 'Fryden' går ud på. Igennem digtsamlingen møder vi et jeg, der lader sig betage af ting han ser på, men også af de familiemedlemmer, venner og fremmede, der omgiver ham.

Men 'Fryden' er andet og mere end en højstemt ung mand, der besynger sin verden med blanke øjne. Forfatteren veksler nemlig velovervejet mellem forskellige greb og strategier - vi skal i denne analyse se på nogle forskellige sproglige modi som Andreas Pedersen anvender, og hvordan de fungerer.

Et kerneord i forhold til 'Fryden' er opmærksomhed. Digtenes jeg er tydeligt engageret i detaljerne, når der er noget, der opleves. Det er også sådan, bogen starter – vi hører fra jeg'et, at han noterede ordet Fryden som resultat af at høre nogen synge i gården. Helt fra første færd er det at registrere verden forbundet med en glæde.

Jeg'et kan være helt tyst, næsten holde vejret: ”ved skrivebordet, om aftenen / vi er de sidste til at forsvinde fra kontoret / slukke for en lampe”. Andre gange er der en næsten humoristisk side ved Pedersen, når han fornøjer sig over sin forundring: ”Den mindste kande jeg nogensinde har set, havde arrangørerne fyldt med fløde”.

Opmærksomheden angår selvfølgelig ikke blot den fysiske verden, men også beskrivelsen af følelser: ”man kunne gifte sig med os / vi kunne stå tavse og stolte i kirken / gribe om hinandens skuldre / den mærkelige, lidt bistre eufori”. Læg mærke til hvordan Pedersen beskriver den ophøjede, lidt mytiske lykkefølelse, man normalt associerer med det at blive gift. Som valget af adjektivet ”bister” til beskrivelsen af euforien antyder en besværlig intensitet, måske endda en kamp med følelsen. Adjektivet fungerer nærmest som en slags kontrastvæske her, modsætningen tegner  et mere menneskeligt billede af følelsen.

Som vi også ser i det netop nævnte citat er der en optagethed af forholdet til andre mennesker i digtsamlingen: ”At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt". Meget ofte, når der optræder andre mennesker i digtsamlingen, er Pedersens strategi ikke at beskrive, hvordan jeg'et bliver påvirket af de andre, men at forestille sig, hvordan de andre sanser, som en måde at prøve at nå ind på livet af andre, ganske  forsigtigt. Her får den empatiske strategi endda et ekstra led: ”Nogen kigger ind i et tomt rum for at se, om man ikke sidder der og kukkelurer, bøjet ned over en lille legetøjsbil”. Ideen om at blive ledt efter, vækker (sammen med legetøjsbilen, selvfølgelig) mindelser om den barnlige følelse af tryghed, at nogen våger over én. Men samtidig empatiseres der – næsten voksent – med det blik der holder øje.

Familierelationer synes at være det vigtigste for Pedersen at nå til bunds i, som når han beskriver måden farfaren siger morens navn på: ”uden umage, som man ville tiltale en engel, med en undrende taknemmelighed”. Det er værd at bemærke, hvordan han efterfølgende bevæger sig umærkeligt mellem abstrakt og konkret, når han beskriver den nævnte ømhed: ”Det er som at have skåret sig med den lille kartoffelkniv med orange plastikskaft og dvæle og gå videre samtidig, omgivet af solskin.”

Altså: En bestemt ømhed mellem to familiemedlemmer sammenlignes med blod, der flyder. Blod er i forvejen en hyppig metonymi (dvs. et billede hvor en del betegner en helhed) for familie, men bliver her også en til en decideret metafor. Ligesom blodet synes ømhedsfølelsen at være dyrebar, den er forbundet med smerte, når den flyder. Men samtidig er der en underlig fortrolighed i det, man kan ”dvæle og gå videre samtidig”, det er ikke rigtig dramatisk.

Jeg'et registrerer noget så flygtigt som nuancerne i et tonefald mellem de ældre familiemedlemmer, og henter sin forståelse af det fra sin egen børneerfaring af at have skåret sig. Den parring af erfaringsrammer kunne man vel kalde en slags følelsesmæssig impressionisme, associationen er i al fald abstrakt og lettere solfalmet – og så en svag antydning af en dødsymbolik nedenunder (”engel”, blodet der flyder, skridt der tages ind i lyset).

Andre af de poetiseringer, som Pedersen laver, virker kirkeligt højstemte: ”Man går mod skønheden. / Der bliver tændt lys ud til vejen, og biler kører forbi. / En valmue bæres i hånden". Andre gange er de på kanten til det vidtløftige: ”Jeg skynder på stenene, jeg skynder på vandet og freden...” Men i stedet for at lade metaforerne eskalere opad, bruger Pedersen dem gerne til at lave pauser med. Det gør han blandt andet ved at placere dem som en slags konstateringer før eller efter en mere ligefrem følelsesmæssig tilkendegivelse, der så igen får lov at låne lidt stemning og tonefald fra de poetiske billeder der omgiver det.

Der er altså noget mådeholdende ved Pedersens poesi. Som om der ligger en visdom i ikke at presse citronen for meget: ”Jeg gør ikke dette stykke længere, det er som måltidet, antallet af dartpile. Der er ikke mere.” Det er nok i virkeligheden netop det, der er omdrejningspunktet i 'Fryden'. Pedersen har udformet sig en egen stil i sine billeder, en følelse af at verden ikke er opbrugt, at der er mere at komme efter.

Derfor er så mange af billederne fyldt med små ufuldendtheder, potentialer og uafgørligheder: ”Fuglene sang for den ene af dine hænder / uden egentlig at have valgt hvilken. Måske mærkede de en kulde / som de ville skåne dig for". Bemærk igen hvordan noget højstemt lyrisk bliver iblandet en følelse af tvivl og dernæst hensyn.

I digt-jeg'ets associerende endevendinger af minder, ligger der en bearbejdelse af familierelationer, som en måde at nå ind til forståelse af sig selv. Man undersøger sin sjæl gennem sin forbundethed. Det er relationerne, der definerer én – men også ved den tanke stopper Pedersen op, opholder sig ganske kort i udkanten af ideen i stedet for at sømme den fast: ”jeg fornemmer, at jeg er soldat / som alle, der er alene, fornemmer de er noget andet”. Igen den her flygtighed, jeg'et drages af noget andet, der ligger uden for relationerne.

Netop den tekst er lidt et dødsbillede – og deri ligger en stor del af, hvad der får 'Fryden' til at fungere. Pedersen maler et billede af livet som noget ganske tyndmasket, men også foranderligt og fuld af mulighed. Som i det afsluttende stykke, hvor han besynger Mandelstams sætning om kun at ville læse børnebøger: ”jeg ved, at vi ikke har prøvet at leve sådan endnu // det sker, at jeg bare ligger og læser / glemmer at spise / det eneste, jeg tænker på / er, hvordan jeg skal leve mit liv / for at leve som den sætning”.

Det interessante er, at livsbesyngelsen og håbet i de linjer også bærer selvforglemmelsen og livets mulige ophør med sig som en følgesvend. Og lige netop dét er den tynde line, hvorpå 'Fryden' går sin balancegang. Det liv, bogen maler frem, er livet som noget åbent og udefineret, det potentielle. Det der både kan være, men også lige så godt ikke kunne være. Jeg tænker netop også, at den sætning, jeg'et vil leve som, dels kan være Mandelstams omtalte idé, men også sætningen, at ”vi ikke har prøvet at leve sådan endnu” –  i så fald runder bogen til aller sidst af med en paradoksal definition: livet som det radikalt udefinerede. En fin lille sløjfe, der binder sig selv op. 

Kilder, links og centrale værker