Bog

Til min far

Af (
2021
)

Anmeldelse

Til min far

02 jun.21

Bevægende debut om at være søn af en far, der er døende. Romanen er fuld af kærlighed og observationer fra en parallelverden i håbløshedens ventesal.

Niels Erling, der er teaterinstruktør, debuterer som forfatter med en digtroman om tiden op til sin fars død. Faren har prostatakræft og er lam i store dele af kroppen efter en blodprop. Første halvdel af bogen foregår på hospitalet, den sidste i hjemmet, hvor familien er samlet og tager afsked med en mand, der forsvinder for øjnene af dem, mens forår bliver til sommer og syrenerne springer ud.

”Jeg tror vi kan få en fin sommer (…) Min far var døende. Det vidste jeg godt. Jeg sad på en hård stol ved siden af hans hospitalsseng. Enhver, der har siddet sådan et sted, vil vide, at den største del af tiden foregår i tavshed. En døende sover meget”

Hvordan skriver man om tavshed, og hvordan finder man ord i en sådan situation? ”Hvad skal jeg sige, mine ord vil ikke meget sige”, skrev Brorson i en salme, der ofte benyttes ved begravelser. Niels Erling har skrevet sine tanker ned ved farens dødsleje og får sagt så meget med få ord og også mellem linjerne.

'Til min far' er en smuk og poetisk bog om kærlighed, forgængelighed og om at miste. Det er ikke et portræt af faren, men en registrerende fortælling om at være til stede i det mærkelige nu, hvor livet har en snarlig udløbsdato.

Bogen indeholder mange fine observationer af praktiske gøremål, farens forvirring, glæden ved musik, sundhedspersonals omsorg, ture på apoteket, infektionstal og morfin kombineret med registreringer af omverden, der fortsætter ufortrødent udenfor. Studentervognene kører for eksempel larmende forbi, mens Niels lytter intenst til farens åndedræt.

Niels Erling formår at beskrive den parallelverden, der eksisterer for den syge og de pårørende, der venter på døden i den såkaldte terminalfase. "DET ER ONSDAG. Du er her stadig" (...)”Dør han i aften?”. De sidste vejrtrækninger får en side hver.

’Til min far’ er en meget præcis, poetisk og bevægende fortælling fra dødslejet for alle, der har siddet der eller en dag kommer til det.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
38874012
ISBN
9788740670424
Antal sider
268

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer