Forestillinger om Ana Ivan

For Ana Ivan står tidsbegrebet til diskussion. Det har Mikkel Rosengaard skrevet en fængende og finurlig roman om, som efterlader læseren tænksom og nysgerrig.

’Forestillinger om Ana Ivan’ er Mikkel Rosengaards debut som voksenbogsforfatter.  Det er værd at nævne, fordi romanen rent sprogligt har en legende lethed, som jeg normalt forbinder med børne- og ungdomsbøger. Ikke at det gør noget, tværtimod: Sproget er utvungent og uprætentiøst, hvilket passer til den måde, historien folder sig ud på. For det er en forunderlig historie, Ana Ivan beretter for romanens jeg-fortæller. Jeg-fortælleren er en ung mand, der arbejder som assistent for sin kunstneriske bror i New York, og det er her, han støder på den rumænske kunstner Ana Ivan. Ana Ivan går op i tid. Hun stiller hele tiden spørgsmålstegn ved tiden og det, at vi har lagt den ind i civilisationens rammer. Ana Ivan er optaget af naturvidenskab og af tiden som begreb. En hændelse i hendes tidligste barndom – jeg skal ikke afsløre hvilken – forstyrrede hendes forståelse af tid så voldsomt, at hun ikke siden dengang har kunnet forliges med den gængse tidsopfattelse. Hun eksperimenterer med tiden; så meget at jeg-fortælleren til sidst frygter for hendes mentale helbred.

Ana Ivan er vokset op i Ceausescus Rumænien, og romanen er fyldt med historiske facts. Jeg endte med at google både Ceausescus familieforhold og Rumæniens historie, fordi Ana Ivans historie på en gang er eventyrlig og meget faktuel. Men det ER historiske fakta, Mikkel Rosengaard gør brug af som litterært virkemiddel. Og det virker! Jeg blev nysgerrig og måtte undersøge tingene nærmere, da jeg havde læst bogen.

’Forestillinger om Ana Ivan’ er en historie med mange lag, uden at den af den grund bliver tung og svær at holde styr på. Jeg-fortælleren forsvinder så meget ind i Ana Ivans historie, at den sluger hans tid og derved ødelægger vigtige menneskelige relationer for ham. Tiden er omdrejningspunkt for hele romanen, som er både udfordrende og underholdende, og anskuelsen af tiden som en vedtaget konvention er finurlig. Igen er det romanens sproglige lethed, der gør, at emnet ikke føles påtaget filosofisk. Vi taler ofte om, at tiden enten går langsomt eller flyver af sted, men samtidig ved vi godt, at det bare er sproglige udtryk. En time er en time, uanset hvordan den føles. Men hvad nu, hvis det ikke var sådan? Der er noget kalejdoskopisk over romanens univers, som hele tiden ændrer sig en lille smule, rykker sig, så man er nødt til at læse videre for at få næste forunderlige billede med. ’Forestillinger om Ana Ivan’ er en bog, man læser hurtigt, men som bliver hængende i bevidstheden længe.