Penelope er syg

Ole Robert Sundes essayistiske skrivemåde, fyldt med associationer, gør romanen helt usædvanlig og uforglemmelig. En hel verden udtrykkes i en enkelt sætning.

En forfatter forlader sin lejlighed i Thereses gade i Oslo for at gå den korte vej til hen til sushibaren og bageren for at købe sushi og brød til sin kone, som ligger syg derhjemme.

Ligesom i James Joyces Ulysses foregår det hele i hovedet på fortælleren i indre monologer. Han møder mange mennesker. Der er nogen, han gerne vil snakke med, og andre forsøger han at undgå, som for eksempel Osloforfatteren, som løber i stramme træningsbukser. Om ham tænker fortælleren: ”men der var ikke noget ondt i ham, bestemt ikke, kun forknyt generthed og ret banale bøger, men han ville sikkert sige det samme om mine håbløse bøger.”

De mange indtryk af bittesmå og store ting fylder fortællerens tanker, og den ene iagttagelse fører den anden med sig. Han kalder sig selv for et omvandrende leksikon af ufuldstændige citater, og meget må han huske at slå op, når han kommer hjem. Hans tanker bringer ham vidt omkring, der er masser af associationer til den nordiske gudeverden , til verdenshistorien, kunsten og verdenslitteraturen, til Homers Odysseus, Shakespeare, Goethe og Imre Kertesz.

De vilde tankespring er indimellem meget overraskende og fulde af humor. Forfatteren møder en tidligere skolekammerat, som nu er blevet begravelsesagent, og tanken fører ham videre til agent 007, og hvad nu hvis han begynder at skyde vildt om sig på parkeringspladsen med sin automatpistol. Synet af fem mødre og en far med hver sin barnevogn fører til billeder af et drabeligt slag med barnevognstanks, der skyder med modermælk, og derfra bliver der skabt billeder med engelske missionærer, som sidder i store gryder omgivet af kannibaler.

En tanke kommer dog hele tiden kommer tilbage, og det er tanken om hustruen, Penelope, som ligger syg derhjemme. Først i enkelte sætninger: ”og selvfølgelig min kone, dengang var hun rask”, men efterhånden fylder hun mere og mere i hans tanker, og senere forstår vi, at hun er meget syg, så syg at hun er døden nær. Og dermed bliver bogen et meget stærkt vidnesbyrd om sorg og angsten for at miste.

Jeg har næppe forstået alle tanker og henvisninger til litteraturen, men det afholder mig ikke fra at mene, at bogen er en stor læseoplevelse, som også kræver noget af sin læser. Mange af de lange, snoede og indskudte sætninger skal læses flere gange, det er en hel verden, der bliver udtrykt i en enkelt sætning.