Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Døden vibrerer ubærligt i alle fragmenter af Naja Marie Aidts bog om tabet af sin 25-årige søn.

Det er en umulig opgave – eller en særlig form for litterær vold – at skulle skrive sammenhængende og meningsfuldt om Naja Marie Aidts bogværk Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En bog, der må have været en nærmest overmenneskelig kraftpræstation at skrive, og som for læseren fremstår som en ubærlig skildring af det, der i bogen ikke bare hedder sorg, men rå sorg.

Naja Marie Aidts 25-årige søn Carl døde i en ulykke i marts 2015. Bogen beskriver de første år efter forfatteren modtog den frygtelige besked om sønnens styrt fra et vindue. Den beskriver nøgternt, hvordan det er at have mistet et barn, og hvordan sorgen forandrer den sørgende. Læseren får lov at komme tæt på sorgen og fortvivlelsen helt fra øjeblikket lige før, tragedien slår huller i forfatterens liv:

”Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. ”For livet!” siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke.

Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”

Herefter famler læseren sig frem gennem de korte, springende tekststykker og følger forfatteren, der må sammenstykke den fragmenterede viden, hun modtager, til et billede af, at hendes søn har indtaget svampe og i en psykotisk tilstand er sprunget ud af et vindue, og at den krop, der holdes i live med respirator på hospitalet, ikke står til at redde.

Men ud over at være en personlig beretning er ”Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage” også en bog om poesiens sprog, om tab og kærlighed. Der refereres til og citeres fra værker, der beskriver sorgen og tabet. Læseren præsenteres bl.a. for Jacques Roubaud, Inger Christensen, Denise Riley, Nick Cave, Cicero, Walt Whitman, Gilgamesh, Anne Carson og Mallarmé. Forfatteren søger gennem læsningerne efter et sprog eller en form, der kan beskrive sorgen:

”Det meste af det, jeg læser, som handler om rå sorg og klage, er fragmenteret. Det er kaotisk, ikke-kunstfærdigt. Ofte orker den der skriver ikke at skrive versaler efter punktum. Ofte orker den der skriver ikke at fuldføre den påbegyndte tekststump. Den kan ikke fuldføres. Skriften står åben og pøser sin uformåen ud gennem alt det, der ikke kan stå. Et hul hvori døden vibrerer. Det er ikke muligt at skrive kunstfærdigt om rå sorg.”

Sådan skriver forfatteren om de værker, hun læser, men beskrivelsen dækker også forfatterens eget værk, der består af sammenstykkede fragmenter. Nogle tekststykker er poetiske, andre består af korte, nøgterne prosastykker, atter andre rummer refleksioner, litterære citater, referater af drømme og dagbogstekster. Og der skiftes stadigt skriftstørrelse og skrifttype, lige som der arbejdes med kursivering af tekstdele og med tekstdele skrevet med versaler. På den måde understøtter bogens pluralistiske visuelle udtryk værkets udsagn om, at dens indhold og beskrivelsen af sorgen ikke kan gives en sammenhængende form.  

Som et led i forsøgene på at forstå og acceptere sønnens bortgang kredser bogen flere steder tematisk omkring forudanelser, spor og mønstre. Et eksempel er titeldigtet, som Naja Marie Aidt skrev, da Carl var 16 år gammel, og som hun har skrevet med sønnen i tankerne. ”Det er dig, der gemmer sig i hættens mørke”, hedder det på et tidspunkt:

”Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var i dit hjerte

giv det tilbage til en rose

et kontinent, en vinterdag

en dreng der ser dig an

fra hættens mørke”

Et eksempel på forfatterens opmærksomhed på mønstre findes i det armbånd, der er blevet klippet af sønnens arm, da hun når frem til hospitalet, og som mimer det armbånd, han fik hæftet om håndleddet, da han blev født på samme hospital 25 år tidligere. Armbåndet på en gang slutter den cirkel, der er sønnens liv, og bliver samtidig brudt op, så det, der har været holdt fast i livet kan slippe fri.

Med Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage har Naja Marie Aidt skrevet en klagesang til sin afdøde søn, som står uden sidestykke i dansk litteratur. Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung og har siden udgivet en lang række bøger. Hun har bl.a. modtaget Beatriceprisen, Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris.

Skrevet af cand. mag. Mette Østgaard Henriksen, maj 2017.