Tiden er en mor

Brutalt smuk digtsamling om sorg, tab, kærlighed, minder og om livet nu og her, som digteren forsøger at gribe og rumme.

Ocean Vuong gør mig mundlam. Hans digte rør, rammer, rusker, vælter, bærer og skævler. De rammer, alle de følelser, der slår så ægte og rent, at det er svært helt at beskrive, hvor særligt, rørende og hårdt, det er. Det er svært ikke at blive højstemt.

Digtsamlingen kredser bl.a. om Vuongs tab af sin mor. Hendes tilstedeværelse titter frem i flere digte og lader sorgen og minderne flyde, men også refleksioner over barndommen, deres relation og hans kamp med at være til i denne verden. Vuong viser et meget nuanceret billede af, hvad det vil sige at miste. ’Tiden er en mor’ er i høj grad en digtsamling om afsked og kærlighed i deres mange former.

Flere af digtene er henvendt til personer, fx moren Rose, hans kæreste Peter og venner. Igennem sproget og digtene prøver Vuong at nå dem, ære dem, være nær dem, men også vise dem sig selv. Igennem sine digte prøver han at fastholde tiden og de mennesker, han har mistet, for at der skal være et sted, hvor de ikke er forsvundet. Men samtidig sætter han også langsomt dem og sig selv fri.

Hvis man har læst Vuongs roman Vi er kortvarigt smukke her på jorden, ved man, at relationen til moren, der har været både svær og nær, gennemgribende og fjern, har været med til at præge Vuongs liv og skabe det mørke, han kæmper med. Det mørke møder vi også her i form af sorg, depression, stofmisbrug og indlæggelser. Vi får en fornemmelse af en ung mand, der er præget af et hårdt liv med krænkelser, døde venner, racisme og giftig maskulinitet.

Et fællestema for mange af digtene er minder. De minder Ocean Vuong gennemlever igen pga. sin mors død, men også mindernes natur, hvordan de er en tid, der er forsvundet, men samtidigt altid eksisterer og præger livet. Som digtsamlingens titel siger, så er moren i den grad knyttet til tiden. Der er et før og et efter hende. Hun er fortiden, og igennem hendes status som mor, er hun knyttet til hans livshistorie og de oplevelser, der har præget ham. Hun er den tid, som er hans fortid, men også en del af hans fremtid. I løbet af digtene oplever vi tiden som noget linært, noget som kan gå fremad og baglæns, men også noget, der hele tiden krydser ind i hinanden og blandes sammen, som tiden jo gør.

I digtsamlingen møder vi også en ung mand, som lever og ånder gennem sin sproglighed, og som finder frihed, styrke, sårbarhed og forståelse i sproget. Sproglighed og det at skrive digte er også et tema i samlingen. Vuong reflekterer over, hvad sproget er og kan. Hvordan det kan ændre os og vores verden, hvordan det kan indfange og sætte fri, og hvordan vi skaber og former det.

Oceans Vuongs sprog er brutalt, fint, dansende, let og stærkt. Det er hårdtslående og rent. Han bruger linjeskift kunsterisk og elegant, så betydningen skifter, danser og drejer. Sproget er også svævende og fuld af stærke, overraskende og poetiske billeder. Billedsproget er blomstrende, smukt og meget originalt.

Ocean Vuong skriver digte, der slår i takt med noget dybt inde i mig på trods af, at vores liv er meget forskellige. Med hans intelligente, følsomme, blomstrende, velovervejede og instinktive sprog beskriver han sig selv, sin mor, sin sorg, sit misbrug, kærligheden og tomheden på en måde, så læserne kan forstå mørket og genkende det.