Vi er kortvarigt smukke her på jorden

En poetisk og stærk roman om en søn, der prøver at blive set og hørt af sin mor, men også at forstå denne kvinde, som han har elsket og hadet.

'Vi er kortvarigt smukke her på jorden'  er udformet som et brev fra hovedpersonen til sin mor. En mor, der er præget af et krigshærget Vietnam, vold og de brutale vilkår for flygtninge i USA.

Hovedpersonen vokser op med to psykisk ustabile kvinder i et samfund fyldt af giftig maskulinitet, fordomme, racisme og nedbrydende krav om normalitet. Det er en historie om et barn, der vokser op med meget mørke og isolation, og som lærer at se og udtrykke verden på en helt særlig måde. Han lægger sig selv og sin historie frem for sin mor, ærligt, rørende og barskt, for at hun skal se ham. I den proces udforsker han både sin egen opvækst, morens fortid og sin relation til hende.

Romanen er til dels et forsøg på gennem sproget at nå og forstå sin mor og det, der har skabt hende. Et forsøg på nærhed, som paradoksalt nok er udformet på et sprog, moren ikke kan forstå. For hovedpersonen er sproget en vej, et redskab, en mulighed, men også et skjold og et våben. På en og samme tid er romanen en udstrakt hånd mod den mor, han ikke kan nå, og et tag ind i sig selv og det af hans mor, han finder der. Det er kraften i at fortælle sig selv og sin egen historie, og smerten i ikke at blive hørt.

'Vi er kortvarigt smukke her på jorden' er en smertelig og afslørende fortælling om krigens sår, klasse, maskulinitet, afhængighed, vold og transnationalitet i USA. Men det er også en utroligt rørende og smuk skildring af vores forsøg på at finde og nå hinanden, af kærligheden mellem en mor og en søn og af kærligheden mellem to elskende. På trods af alt det, der formørker hovedpersonens forhold til sin mor, så er deres relation også beskrevet med utrolig ømhed og kærlighed.

Oceans Vuongs sprog er knitrende, dansende og poetisk. At følge med i de blomstrende billeder, der forskyder sig, forvandler sig og nogle gange pludselig vender tilbage til udgangspunktet, er en oplevelse i sig selv. Man mærker tydeligt, at forfatteren er digter og en sproglig mester. Vuongs billedsprog og beskrivelser er nytænkende og overraskende. De rammer præcist og giver genlyd i hele kroppen, som var der ingen andre måder at beskrive netop det på. Detaljerne er sanselige og nærværende.

Romanen er springende og fragmentarisk i sin form, men det bliver på intet tidspunkt uoverskueligt. Det er nærmere som en uforudsigelig strøm, man har lyst til at være i, mærke, nyde, flyde med. Nogle gange er det vildt og springende, andre gange er det roligt og dvælende, men man har hele tiden lyst til mere.

Det giver så meget mening, at en digter som Caspar Eric står for oversættelsen, og det har han gjort virkelig godt.