Ind i en stjerne

Vidunderligt velskrevet selvbiografisk debutroman om dyb sorg, tabet af en ægtemand og livet som mor for to helt små drenge. Puk Qvortrup sætter ord på det ubeskrivelige.

Puk er 26 år og gravid. Hun skal føde sit og manden Lasses andet barn om få måneder. Sammen har de også den 2-årige Elmer. Han har fødselsdag, og Puk er ved at forberede kagemanden til festen om eftermiddagen. Imens løber Lasse et halvmaraton. Alt er i vinkel.
Men Lasse får hjertestop under løbet. Og han vågner ikke igen. Dagen efter er han død. Og alt skrider ud af kurs. Dette er en selvbiografisk debutroman, der formår det umulige: At sætte ord på sorgen og på dét, der følger efter: Mere liv.

”Hjerteskærende” er ikke en beskrivelse, der er dækkende nok i dette tilfælde. Puk Qvortrup, der er uddannet journalist, har begået en roman, der ikke efterlader et øje tørt – og det er ikke kun på grund af den massive tragedie, den handler om. Det er indiskutabelt, at det er dybt ulykkeligt, at en ung mand og far skal dø fra sin familie og et ufødt barn. At der nu står en ung kvinde tilbage med en ulykkelig 2-årig, et barn i maven, knuste familiemedlemmer omkring sig samt sin egen sorg. Alt det er i sagens natur rystende. Men oveni dét har Puk Qvortrup sprog til at beskrive sorgen og smerten på en måde, så den bliver næsten håndgribelig og mærkbar for læseren, og dét gør netop romanen til det, den er: En sorg-beskrivelse af allerfineste kaliber.

Når man tager den unge Puks situation i betragtning, kan man næsten ikke forestille sig, hvordan livet nogensinde skal blive godt igen. Men Puk er jo stadig mor, selvom hun også med ét er blevet enke. Og ved en scanning efter Lasses død kommer hun til erkendelsen: Jeg havde mistet, men jeg havde ikke mistet alt. I maven ligger Elmers lillebror og har det godt, og Puk skal skabe en ny form for tilværelse for sig selv og sine – snart to – drenge. Men det er en lang og sej kamp at bevæge sig gennem sorg-sumpen som enlig mor i konstant underskud på alle fronter.

Puk Qvortrup skriver godt. Ganske enkelt. Og så skaber hun nogle billeder i sorgprocessen, som for mig at se er spot on. Fx fortæller hun, at præsten i begravelsestalen bruger ordet ”meningsløst”, og det var det mest meningsfulde, jeg havde hørt i en uge. Skriver hun. Sorg er et mangelfuldt sprog, konstateres senere, ligesom Jeg var omgivet af mennesker og fuldstændig ensom. Og endelig spørgsmålene hun stiller sig selv efter at have født sønnen Kaj tre måneder efter Lasses død: Hvordan kunne jeg være så ulykkelig, når jeg lige havde født Kaj? Hvordan kunne jeg være så lykkelig, når Lasse lige var død? Spørgsmålene synes at besvare hinanden.