Anmeldelse
En sorgens dagbog af C. S. Lewis.
- Log ind for at skrive kommentarer
Narnia-bøgernes forfatter mistede sin kone og for at komme igennem sin monumentale sorg, skrev han sine følelser ned. Her er megen livsvisdom at hente.
Stedsønnen Douglas H. Greshams indledning giver læseren en opfattelse af det særlige forhold, der var mellem de to ægtefæller, som mødte hinanden i en sen alder. Man fornemmer en intellektuel symbiose og en stærk kærlighed i de år, de fik sammen.
Det er en bog, der er fuld af tro på Guds eksistens. Alligevel fylder tvivlen meget. C.S Lewis stiller de spørgsmål, som mennesker til alle tider har stillet: Er der en Gud? Hvorfor tager han liv, og hvorfor lader han os lide? De fire afsnit er fyldt med guldgruber og kan genlæses igen og igen i håb om at blive lidt klogere. Ligeså filosoferer forfatteren over muligheden for at gense sin elskede, men her er han meget afklaret.
Om noterne ræsonnerer han, at skriblerierne har handlet mest om ham selv, dernæst den afdøde hustru og så Gud . ”Må vi ikke ligefrem sige at det er et tegn på Guds tilstedeværelse at vores forestillinger om ham sprænges i stumper og stykker”. Meget brydes ned for så at blive rekonstrueret.
Der er udgivet mange bøger om døden og sorgen. Denne lille bog kan give håb og opklaring, fordi den er dyb og samtidig letlæst. Bogen er for alle, som uundgåeligt vil opleve tab og sorg i livet.
Nyligt har Karl Ove Knausgård skrevet en lille roman om livet og eksistensen af en Gud, der tager sig af liljen på marken og fuglen på himlen, som fint kan supplere denne udgivelse: Fuglene under himlen.
Flere titler fra forlaget ProRex af C. S. Lewis er på vej, oversætteren er Helge Hoffmann.
Brugernes anmeldelser