Jeg slog min far ihjel

Digtkredsen udforsker tabuer om selvmord og manglende sorg efter dødsfaldet af en forælder. Dorph stiller spørgsmål, som får lov til at hænge i luften længe efter endt læsning.

"Kan savnet komme før døden?", spørger digter-jeget i Christian Dorphs digtkreds, der handler om en fars selvmord og om manglende sorg.

Det er ikke et selvmedlidende eller desperat jeg, men et jeg, der går nysgerrigt og undersøgende til værks i forhold til sine oplevelser med faren og specielt sin egen reaktion på farens død. For der eksisterer et tabu omkring ikke at føle den forventede sorg efter et dødsfald i den nære familie.

Efter en opvækst med megen sorg og usikkerhed, præges jegets oplevelse af forældrenes død af følelsesløshed. En følelse af at have fået frataget sin sorg og en vis ambivalens over at vælge ensomheden til tider over sin relation til faren, mens han stadig levede.

Der er mange temaer på spil på samme tid i denne digtsamling. Erindring, far-søn-forholdet, ensomhed, sorgprocesser og ikke mindst selvmord bliver berørt på de lettere fragmenterede 117 sider. En lille bog med stort indhold, kan man vist betegne det, for det er virkelig de store emner,  der berøres.

“Er der kroppen der ønsker at dø, eller er det sjælen?”, spørger digter-jeget i relation til sin syge fars beslutning om at ende sit eget liv. Og det virker yderst relevant at stille spørgsmålstegn ved, om et dødeligt sygt eller lidende menneske skal have lov til at ende deres liv, før kroppen giver op, men hvad så med de efterladte, som ikke får lov til at sige farvel?

Christian Dorph skaber nogle stærke billeder i sproget ved at stille de mange spørgsmål. Flere sider indeholder kun en enkelt sætning, et enkelt spørgsmål, og flere af spørgsmålene bliver gentaget flere steder i bogen. Det skaber noget genklang med de tanker og følelser (eller ikke-følelser), man som man menneske kan bære rundt på i forhold til sin familie. Vi får tegnet et billede af en mand, som både “er der” og “ikke er der” for sin syge far som med jegets ord er “sunket ned i sygdommen”. Og da faren endelig har gjort det forbi, sidder den efterladte søn med en masse eksistentielle spørgsmål, som kun kan siges højt, men aldrig blive besvaret: “Er det angsten, der gør, at vi ikke?/ Er der angst, at vi ikke?/ Er det lyset?”

Denne digtsamling er ikke hyggelæsning til søndagskaffen, tværtimod kræver disse 117 sider noget af sin læser. Til gengæld bliver man belønnet for sit engagement, for lader man de kraftfulde billeder og spørgsmål runge i sit indre, får man optegnet et billede af et jeg, som god nok hævder sig som følelsesløs, men som i virkeligheden udstråler stor kærlighed til sin afdøde far og ikke mindst det liv, som han ikke selv har bedt om, men har i sinde at leve.

Jeg mærker et vist håb med et digtsamling som denne, som tør berøre op til flere tabuer, og som heldigvis gør det med værdighed og sproglig finesse.