Bog
Landet et sted
Af
(
2003
)
Martin Jensen er kendt for sine historiske romaner, hvoraf især hans "Eske Litle"-serie er uhyre populær. Med 'Landet et sted' bevæger forfatteren sig ind i nutiden, idet vi følger to generationers hverdag med tilbageblik til fortiden.
Martin Jensen er kendt for sine historiske romaner, hvoraf især hans "Eske Litle"-serie er uhyre populær. Med 'Landet et sted' bevæger forfatteren sig ind i nutiden, idet vi følger to generationers hverdag med tilbageblik til fortiden.
Anmeldelse
Landet et sted af Martin Jensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Martin Jensen er kendt for sine historiske romaner, hvoraf især hans "Eske Litle"-serie er uhyre populær. Med "Landet et sted" bevæger forfatteren sig ind i nutiden, idet vi følger to generationers hverdag med tilbageblik til fortiden.
Den ca 30-årige Tilde lever et privilegeret liv i hovedstaden med sin mand, Erik. De kommer på de rigtige restauranter, går i det rigtige tøj og kører i en lækker bil. Tilde er ved at afslutte sin universitetsuddannelse, og Erik er inde i den politiske magts centrum, idet han netop er blevet spindoktor for den nye venstreregering. Således tegner Tildes fremtid sig lys og lykkelig…, lige indtil den dag, hun finder Erik i armene på sin bedste veninde. Ude af sig selv af vrede og skuffelse flygter hun over til sin farfar, Marius, på Fyn. Den farfar, hun ikke har set de sidste 20 år, efter at han og Tildes far blev uvenner.
Efter den for farfaren noget overraskende ankomst bliver Tilde installeret i sin fars gamle værelse, og imens hun forsøger at gøre sit speciale færdigt og få styr på sit forhold til Erik, lever Marius sit sædvanlige stille liv på den nedlagte gård. Han er så småt ved at komme sig over sin kone Emmas død og får i store træk sin dag til at gå med at passe sin gamle hund og de par grise, der er tilbage. Sit behov for menneskelig kontakt får han dækket ved at komme i forsamlingshuset til borgermøder og andre sammenkomster.
Som dagene går, nærmer Tilde og Marius sig efterhånden hinanden så meget, at de kan tale om, hvad det var, der gik galt den sommer, hvor far og søn røg uklar. Og jo mere de får snakket ud om fortiden, jo mere synes de begge at blive afklaret om fremtiden.
Parallelt med, at vi følger Tildes og Marius' indbyrdes forhold, er der tilbageblik på Marius' og Emmas liv sammen, på deres forhold til sønnen, der flyttede tidligt hjemmefra, og på de dejlige somre, Tilde tilbragte på gården, mens alt endnu var fryd og gammen. Romanen tegner ligeledes, via Marius' lokale engagement, et godt billede af, hvordan magt kan (mis)bruges, også i de små samfund.
Martin Jensen har skrevet en god og nærværende roman, der i tone og indhold får en til at tænke på Knud Sørensens fine beskrivelser af livet på landet, men med den rammende beskrivelse af det "hotte" københavnerliv vil den også appellere til læsere af storbyromaner.
Klim, 2003. 277 sider. Kr. 285,-
Brugernes anmeldelser