Velsignelser

Sjældent beskrives sorgen, tilfældet og retningsløsheden så rent, rammende og usentimentalt som i Caroline Albertine Minors novellesamling. 

Hvor går man hen med sin sorg, når man har mistet? Hvor går man hen med sin tvivl og sin overdimensionerede selv-analyse som ung voksen? Hvad gør man, når man ligger inde med måske afgørende viden om en anden? Dét og meget andet tager Minor smukt, usentimentalt og potent fat på i ’Velsignelser’. Novellesamlingen følger flot op på forfatterens roste debutroman ’Pura Vida’ fra 2013. 

 Glæd dig til syv noveller, der emmer af sprøde iagttagelser og stemninger og læner sig frem mod læseren med et fantastisk sprog. Hør her, hvor fortælleren Helena i ’Villages de France’ sidder over for sin fars kæreste, Nete, som hun ikke har set i 10 år. De to gør deres bedste for at rumme situationen, nu hvor Helenas så godt som fremmede far er indlagt på hospitalet: ”Jeg smagte på teen. De våde blade ramte min overlæbe. Det var svært at komme videre derfra. Jeg gled ud af situationen eller igennem den og ned på undersiden. Nete lukkede øjnene og smilede. ”

Minor har en usædvanlig og næsten ubærlig evne til at ramme og indramme sorgen. I novellen ’Sorgens have’ har fortællerens kæreste mistet sin hukommelse og i en periode sin førlighed efter en trafikulykke, og fortælleren må nu se en forandret mand og far til deres fælles barn i øjnene. En mand, hun ikke er færdig med at elske, men som hun ikke desto mindre mister grebet om: ”At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere. ”

I ’Glem Archie Pey’ vender handlingen vrangen ud på sig selv og styrer lukt ind i mørket allerede i tredje nøgterne linje: ”Man kan ikke se på hende, at hun har mistet en datter. ” Herefter skrider handlingen frem, som om grusomheden ikke netop har afsløret sig selv. Det er fantastisk effektfuldt!  Resten af novellens komposition gør heldigvis ikke den nådesløse indledning til skamme. På overraskende steder refereres der til, at Gedskes datter har hængt sig selv i sin australske værtsfamilies figentræ (bemærk symbolet). Eksempelvis her: ”Franciska har lagt en flaske på køl til dem, omkring halsen var der bundet en seddel” og ”Hun tager sin venindes fletning i hånden, men så løst, at den vil glide ud, hvis hun skulle vende sig om i søvne”. 

Er der slet intet håb i novellesamlingen? Jo, det er der på sin vis. Der er eksempelvis præsten, naboen og faderens kæreste, som griber ind og tilretter fortællernes livsbane. I hvert fald for en tid. 

Som læser føler jeg mig forstået, informeret og forkælet efter mødet med ’Velsignelser’. Her er noveller om afskeden og mødet med noget nyt, tilfældighedens magt, troens mulighed, sorg, seksualitet og meget mere. De har ramt mig et sted langt inde og bliver lagret samme sted – et sted i nærheden af Christina Hesselholdts fortællekreds Selskabet. Sådan noget sker kun med rigtig, rigtig god litteratur.