Arièl

Romanen om det følsomme cykelbud Arièl og hans skrøbelige, drikfældige mor skulle ifølge forlaget være sørgmunter, men den er noget mere sørgelig end munter.

Arièl er den skrøbelige hovedperson i Juliane Preislers nye roman. Han er en ung, følsom mand, der har job som cykelbud. Han bringer pakker ud i en storby, der kunne være København. Arièl bor stadig hjemme hos sin mor, Adèle, der underviser i fransk, drikker lidt for meget rødvin og hele tiden skifter frisure for at forsøge at se yngre ud, end hun er.

På sine ture rundt med pakker i byen møder Arièl mange forskellige mennesker: Skæve eksistenser, hvor nogle skræmmer ham, andre tiltrækker ham, nogle hjælper han og andre hjælper ham. Hver dag skal han hjem til sin mor bagefter, og han ved aldrig, hvilken tilstand hun befinder sig i. Ofte virker Adèle ikke som om, hun kan klare sig selv, hun er tit fuld og i opløsning.

Arièl mener, at han har helt særlige evner, at han kan noget med sine hænder, som han har kunnet, siden han var lille. Han mærker, når andre har ondt et eller andet sted, og så kan han skubbe det væk. Det hjælper bare ikke på Rosa, som han engang har gået i klasse med, og som nu er syg og taber håret i totter. Rosa, som han møder rundt omkring i byen, ofte udenfor hospitalet. Rosa, som han forelsker sig i.

Jeg holder meget af Juliane Preislers forfatterskab, jeg holder af beskrivelserne af de skæve eksistenser, af det anderledes, de anderledes og af den nænsomhed, forfatteren beskriver sine personer med. Jeg synes, denne roman er trist og sørgmodig. I forlagsmaterialet er romanen beskrevet som sørgmunter. Jeg finder den ikke munter overhovedet. Dertil er Arièl og måske især Adèle for skrøbelige. Arièl siger et sted i romanen om sin mor, at hun er og bliver en lille pige, der ikke er blevet voksen. Sådan virker Adèle også på mig, og det bliver ligesom bare mere og mere udtalt igennem historien, hvor det går op for hende, at hun bliver ældre, og at der ikke er noget at gøre ved det. Ariél derimod begynder så småt at finde ud af, hvad han skal stille op med sig selv, også selvom han ikke kan skubbe Rosas smerter væk.