Til minde om en betingelsesløs kærlighed

Autofiktiv roman beskriver forfatterens forhold til sin mor og opvæksten som klassens mobbeoffer. Det er rørende læsning, men heldigvis iblandet en god portion humor.

Den svenske forfatter Jonas Gardell er nok bedst kendt som forfatteren til den prisbelønnede romantrilogi Tør aldrig tårer bort uden handsker, der omhandler bøssemiljøet i Stockholm i starten af 80’erne, hvor den frygtede ”bøssepest” pludselig begyndte at brede sig.

I denne autofiktive roman tager Jonas Gardell udgangspunkt i sin egen dødsulykke, en sen aften på vej hjem i tågen fra en optræden, og lader en jeg-fortæller, som forbliver ukendt i det meste af romanen, overtage formidlingen af Jonas’ historie i en biografisk, dokumentarisk romanfortælling.

Det er en ganske tør og nøgtern jeg-fortæller, der tager os med ind i Jonas Gardells delvist virkelige historie. Hvor virkelighed og fiktion skiller er ikke til at sige, men ud over omdrejningspunktet med Jonas’ egen død, virker bogen i grove træk til at svare til den virkelighed, som Jonas har oplevet, når man læser andetsteds om hans opvækst.

Jonas vokser op som næstyngste barn i en meget troende familie på to voksne og fire børn. Moren og faren, Ingegärd og Bertil, er begge forskere ved universitetet, men da de får børn bliver Ingegärd hjemmegående, og aftalen lyder, at når børnene er blevet større, skal Bertil gå hjemme og Ingegärd genoptage sit arbejde. Sådan kommer det dog ikke til at gå.

Ved fødslen af Jonas er Ingegärd tæt på at dø, men ved et mirakel overlever hun og har herefter knyttet et helt særligt bånd til Jonas, som er mors dreng. Faren forlader familien, da børnene endnu er små og efterlader moren alene tilbage med bristede drømme, en dårlig økonomi og et altoverstigende behov for at bevare facaden, da man i familien ikke har tradition for at vise svaghed.

Begge forældre dør af nogle frygtelige sygdomme. Faren af ALS i en relativ ung alder, og senere viser det sig, at Ingegärd lider af demens, som hurtigt bliver fremskreden og ikke efterlader børnene med andet valg end at sende hende i et ældrebofællesskab.

Sideløbende fortælles også om Jonas’ svære barndom, hvor det går skævt i skolen allerede fra dag ét, og hvor han efterfølgende er et oplagt mobbeoffer. Alle forsøg på bortforklaringer og retfærdiggørelse af Jonas’ opførsel og væremåde får ham til at fremstå utrolig ynkelig og går lige i hjertet.

Det er meget barsk læsning, og især skildringerne af morens demens kommer for mit vedkomme meget tæt på, men det er samtidig skrevet med tør humor og i et let tonefald, så det ikke bliver alt for sørgeligt.

Man skal dog holde tungen lige i munden, primært i første halvdel af bogen, hvor forfatteren konstant foretager alverdens krumspring og væver rundt i forklaringer af  og fodnoter om forskellige småting, der er afledt af den egentlige hovedfortælling. Man har en tendens til at tabe tråden i forhold til den egentlige fortælling, men samtidig bliver det et humoristisk og uhøjtideligt indslag i en roman, der elles godt kunne være blevet meget tragisk.