Sorg er et væsen med fjer

Lille sort-humoristisk roman, der med udgangspunkt i et poetisk sprogunivers, fortæller om sorgens væsen på en smuk og surrealistisk måde.

’Sorg er et væsen med fjer’ er Max Porters debut, og den er på mange måder original og eksperimenterende - nogle gange så meget, at det næsten står i vejen for kernen i fortællingen; beskrivelserne af sorgen. Men efterhånden som siderne bliver vendt, går det mere og mere op for mig, hvorfor det forholder sig sådan. For romanen – eller den poetiske fabel – handler om sorg og heling. Den handler om, hvordan denne proces gør sit indtog i livet, når man pludselig har mistet en, man elskede. Når faderen mister sin kone og drengene mister deres mor. Hvad træder i stedet for? I dette tilfælde tropper Krage op foran hoveddøren og flytter ind i London-lejligheden.

Fortællingen er overordnet opdelt i ’Drengene’, ’Far’ og ’Krage’, som er de tre spor, der flyder sammen og afskiller fortællingens linjer. Især afsnittene med Far eller Drengene som synsvinkel er smukke, sarte og poetiskpræcise i deres beskrivelser og fabler om morens død og forsvinden fra denne verden. Krages afsnit er kendetegnet ved ødelagt grammatik, reptilhjernens tanker og meningen forskydes til surrealismens kringelkroge. I starten frustrerede det mig, men pointen må være, at sorgen (Krage) netop sætter det normale ud af spil. At grammatikken nedbrydes som resten af tilværelsen, at man mister fokus og at man genfinder, som også Krage efterhånden bliver mere forståelig. Sorgen sætter sig i sproget, i meningsdannelsen og genfinder også sin form igen, når sorgen begynder at heles.

Men eksperimenterne bryder sommetider den sarte og sort-humoristiske poesi i fortællingen. Temaet sorg træder ligesom til siden, hvilket i nogle tilfælde er en skam, fordi eksperimentet virker overflødigt for fortællingen. Det er fx tilfældet, når Krage fortæller en historie, hvor der efterfølgende er stillet, hvad der ligner en opgave til gymnasieelever med en række tolkningsspørgsmål. Stemningen brydes midt i læsningen. Sproget og relationen mellem Far og Drengene bærer ellers fint fortællingen frem, med alle de digressioner som sorgen kræver. Et eksempel på undersøgelsen af sorgen er her illustreret i faderens tanker:

”At komme videre, som koncept, er for dumme mennesker, fordi ethvert begavet menneske ved at sorg er et langvarigt projekt. Jeg nægter af skynde mig. Den smerte der er påtvunget os bør intet menneske bremse eller fremskynde eller fikse”.

En smuk og interessant læseoplevelse om et tungt emne, der gøres lettere ved fjerenes kraft, men som fint indkapsler en søgen efter mening i en tilværelse, der ikke længere er den samme.