Min lille horror

Seks noveller med en moderne tilgang til den magiske realisme. Zingenbergs genrebrug og stil fungerer bedst i de sidste noveller, hvor hun for alvor har skrevet sig varm.

’Min lille horror’ er Mette Zingenbergs debutnoveller. De behandler en række mere eller mindre sære problemer mellem mennesker og i kroppen. Størstedelen af novellerne lægger mange fortællestrenge ud, der ikke bliver samlet op igen, hvilket i nogle tilfælde efterlader et ufærdigt indtryk. Dog er de sidste to noveller ’Everything OK’ og ’Min lille horror’ gode fortællinger, hvor sproget flyder og den magiske realisme fungerer som en naturlig del af historien.

Fortællingerne i novellerne tager udgangspunkt i alt fra stoffer, sygdomme, usagte problemer og mørke sider af den menneskelige psykologi og foregår under sydlige himmelstrøg. I ’Joan’ er det to veninders usagte ting, der skaber komplikationer i deres relation, mens ’Eugenios klagesang’ er en beretning om, hvordan sygdomme kan tage liv i kroppen – her i stakkels Eugenios’ testikler.

En del af novellerne løber ind i det problem, at de skriver sig frem mod en interessant fortælling, men ikke når i mål. Fordi der er mange sproglige gentagelser, og universet sidder fast i hovedpersonens tanker og beskrivelser frem for at udmønte sig i en decideret handling. Desuden virker det til tider som om, den magiske realisme er indskudt, fordi den også lige skulle med. Den viser sig i en enkelt passage, hvor en drømmesekvens opstår og forsvinder igen. Andre gange virker genregrebet dog rigtig godt. For eksempel er det stærkeste afsnit i ’Eugenios klagesang’ der, hvor goiteren (på dansk: struma, en ekspandering af thyroid kirtel på en persons hals) får liv i Eugeinos’ testikler, sygdommens liv beskrives og Eugenios´ smerte retfærdiggøres: ”Goiter har vokset sig stor og stærk. Er blevet en tæt, lille, sort mand, der banker på døre. Som åbner sig for ham. Han sidder i det inderste af dit øre. Om natten når du sover, kan du høre ham gå rundt og skumle i hjørnerne”.

Særligt i titelnovellen ’Min lille horror’ folder Zingenberg fortællingen flot ud. Her bruger hun også fornemt den magiske realisme, forlaget har italesat og understreget i forbindelse med udgivelsen. De sære syner og den underlige sygdom i næsen, hovedpersonen Daniel oplever, fungerer og er glimrende læsning. Faktisk er den novelle hele læsningen værd og slår med halen, som den sidste novelle. Måske den skulle have været omdrejningspunktet for samlingen eller begyndelsen?

Gennem samlingen bliver sproget mindre opbrudt, og de unødvendige bemærkninger, ligesom de ubrugte metaforer og konstateringer er skåret fra i slutnovellerne – som om forfatteren lige skulle skrive sig varm. Når hun træder ud af karakterernes hoveder og bygger en scene op omkring en fortælling, fungerer det rigtig godt og virker lovende for fremtidige udgivelser. Andre stærke elementer er de brutale beskrivelser af stoffernes og sygdommenes effekt på menneskets krop og sind, ligesom der er smukke beskrivelser af sydens varme, hvilket også er interessant læsning.