Ø

Barsk og besnærende debutroman om tilhørsforhold, slægtens betydning og om længsel mod noget, der er fjernt og nært på samme tid.

Lige inden besættelsen rejser den unge færøske kvinde Marita til Danmark for at bosætte sig der. Hendes forlovede Fritz er et år forinden flyttet i forvejen, og nu er tiden så kommet til, at også Marita rykker teltpælene op. Men inden hun kan stige om bord på båden, der skal bringe hende til Fritz og til Danmark, har hun et vigtigt gøremål. Om det skal der ikke røbes mere om her.

Fortællingen om det unge færøske par, der udvandrer til Danmark, om deres liv i et andet land, og om deres datter, der bliver taget med tang og derfor ser farlig ud som spæd, men vokser sig køn med tiden, fortælles af barnebarnet – den med tang-tagne datters datter. Det færøske blod, der her i tredje led måske nok er blevet lidt udvandet, knytter stærke bånd til det Færøerne, som barnebarnet nostalgisk længes mod, men som hun også samtidig ved, at hun aldrig bliver et fuldgyldigt medlem af. Dén følelse beskrives som om, man er gæst i sin egen familie.

Ikke desto mindre er fortællersken draget af Færøerne. Denne dragning formår forfatteren gennem slægtens historie, den færøske natur og den i kulturen iboende overbevisning om, at der-er-mere-mellem-himmel-og-jord, at skildre så poetisk og så præcist, at man som læser også lige så stille begynder at længes mod det lille øsamfund. Det er yderst besnærende og barskt på samme tid. 

Romanens styrke skal ikke mindst findes i sproget, som Siri Ranva Hjelm Jacobsen forvalter forbilledligt. Den unge Maritas lange nat om bord på skibet, der sejler mellem Færøerne og Danmark, går for eksempel sådan her: ”Minutterne falder på gulvet i løse sekunder. Natten samler dem op ét for ét”.

Romanen er – fra inderst til yderst - meget nordisk, og det er absolut et kompliment. Både tematisk og sprogligt har ’Ø’ fællestræk med værker af store nordiske forfattere som Jon Fosse og Jón Kalman Stefánsson, og disse sammenligninger har Siri Ranva Hjelm Jacobsen ærligt fortjent. Det er nemlig en både poetisk, lavmeldt og alligevel storladen roman, hun her er debuteret med. Enhver der holder af ny, nordisk litteratur bør unde sig selv at læse den.