Bog

De nærmeste

Af (
2019
)

Anmeldelse

De nærmeste af Lotte Kirkeby

17 jan.19

Anna og hendes søskende skal begrave deres forældre, men der er noget, de er uenige om, i tankevækkende familieroman om de nærmeste, som ikke altid er nærmest.

Kvinden Anna og hendes to søskende, storesøsteren Eva og lillebroen Christian, er i færd med noget både uomgængeligt og naturligt og samtidig dybt dramatisk. Deres gamle forældre er døde – begge på samme dag. Eller nat, rettere sagt. Romanen indledes nemlig med ordene: "De dør natten til søndag"…

Disse fem ord vendte jeg tilbage til flere gange, mens jeg læste romanen. Nutidsformen og det faktum, at nogen tager herfra på samme indeholder kimen til noget tankevækkende. Og tankevækkende er romanen. Så tankevækkende at jeg ikke var nået ret langt, før jeg måtte blinke kraftigt, for at mit tåreslørede syn ikke skulle bremse læsningen.

De tre søskende skal begrave deres forældre. De skal rydde op i deres barndomshjem. De skal aflægge besøg hos præsten. Beslutte ting. Og sørge. Men de nærmeste, som romanen også har taget navn efter, er ikke altid de nærmeste. Heller ikke selvom de burde være det, eller selvom det er dem, der via blodets bånd hænger sammen med én selv.

Anna har, som den eneste af de tre, børn, teenagedøtrene Ida og Marie. Og også i forholdet til sine piger har fortælleren Anna noget på spil. De glider hende langsomt af hænde (som teenagere har for vane), og hun savner sådan at gøre noget for dem.

Kombinationen af at miste sine forældre – også selvom tiden og alderen gør, at det er forventeligt – og samtidig ”miste” sine børn, fordi de løsriver sig, var åbenbart mere, end jeg kunne holde til. Og det skal så absolut forstås positivt! Den samme historie kunne have været skrevet med andre ord og i en anden stil, og så ville den selvsagt fremstå ganske anderledes. Men i min optik kan den ikke fortælles finere eller mere følsomt end det gøres her, uden at det bliver sentimentalt eller fortænkt. Lotte Kirkeby er fænomenal til at afdække ganske langsomt og til at give læserens hints om eksempelvis de tre søskendes forskelligheder, så man pludselig opdager, at man ved meget mere, end man troede.

Endelig er de familiære forhold mellem såvel søskende som børn og forældre så almengyldige, at de, ligesom det både ulykkelige og naturlige ved at skulle begrave sine forældre, bliver genkendelige og derigennem yderst vedkommende (hvor nødigt jeg end vil indse, at jeg også kommer til at stå i Annas situation en gang.)

I 2016 debuterede Lotte Kirkeby med den yderst vellykkede novellesamling Jubilæum. Nu har hun begået en roman, så på sin vis er der atter tale om en debut – denne gang altså en romandebut. For min skyld må Lotte Kirkeby skrive både noveller og romaner og alt muligt andet – jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke vil synes om det.

 

Analyse

Kirkeby, Lotte - De nærmeste

'De nærmeste' er en fortælling om sorg og om familie. Et indblik i den proces det er at forlige sig med sine forældres død, men også med, at ens historie om dem er væsensforskellig fra den historie, ens søskende har at fortælle. 

Af Louise Salling, cand. mag.

Det begynder med to dødsfald: ”De dør natten til søndag…” Men hvem er ’de’? Allerede fra første linje i Lotte Kirkebys romandebut har vi spørgsmål til teksten. Hvem er døde, og hvem er det jeg, der taler? Der er en indforståethed i Kirkebys fortælling, hvor vi som læsere er en slags medsammensvorne fra første færd. Men samtidig skaber teksten også distance til sin læser ved at mystificere os og nævne en masse navne og begivenheder uden yderligere introduktion. Først når vi læser frem i teksten, begynder brikkerne at falde på plads og vi lærer, at vi er trådt ind i en fortælling om en familie, hvor tre søskende rydder op (i både overført og bogstavelig betydning) i deres barndomshjem efter forældrenes død. 

Nutid beskriver datid – synsvinkler og fortællergreb
Fortællersynsvinklen er hovedpersonen Annas, og vi lærer hende at kende som historiens ’jeg’. Anna er en subjektiv fortæller – og til tider en upålidelig én af slagsen. De andre karakterer kommer ikke til orde i andet end de få dialoger, der udspiller sig – og de er alle fortalt gennem Annas hukommelsesfilter. Dette understreges yderligere af, at bogen mestendels er skrevet i nutid. Det får en konstaterende og subjektiv effekt, hvor Annas indre monolog sanseligt beskriver og registrerer omgivelserne. Således også det blik, der kastes på Annas børn, søskende og forældre.

Romanens fortalte tid, altså den tid, handlingen strækker sig over, udgør en uge i familiens liv. Her kommer vi ved hjælp af Annas blik helt tæt på den sorgproces, der følger i kølvandet på forældrenes dødsfald. Langsomt dukker – den ikke altid idylliske – familiehistorie frem i glimt af erindring, hvor vi hen ad vejen får stykket en historie sammen om de traumer og fortielser, familien bærer på. 

Ved at tilbageholde information for læseren, må vi hele tiden selv fylde de tomme pladser i fortællingen ud, og det får den effekt, at vi faktisk bevæger os længere ind i den enkelte karakters psykologi, end hvis vi havde fået alle brikkerne foræret. Der er en slags isbjergsteknik på færde – en teknik, som forfatteren Ernest Hemingway har lagt navn til med sin devise: ’Show it, don’t tell it’. Vi ser altså hele tiden kun toppen af isbjerget og må gætte os til karakterernes bevæggrunde for at handle, som de hver især gør, ved at sammenstykke de stemninger og beskrivelser, vi får undervejs. På den måde spejler romanens fortællemåde den fortielse, vi ser hos familien: ”Det lod til at komme bag på min mor, at hun havde sagt så meget. Hun stoppede, selv om jeg havde en fornemmelse af, at hun ikke var færdig, og der var meget mere, som hun gerne ville sige.”

Titlens tvetydighed 
'De nærmeste' bærer en tvetydig titel. På den ene side skal de tre søskende Anna, Christian og Eva forestille at være hinandens og forældrenes nærmeste, som samles i fælles sorg over forældrenes død. På den anden side trevler Annas fortælling også deres fælles fortid op, og det står mere og mere klart, at de tre børn har meget forskellige opfattelser af deres forældre. Og vi aner, at forældrene på en eller anden måde har været distancerede fra deres børn og haft nok i hinanden. Deres ægteskab beskrives som lykkeligt, men måske har prisen været, at børnene er blevet holdt ud i strakt arm?  ”Deres seng var sat sammen af to, og det brugte min mor altid som undskyldning, hvis vi kom ind til dem, når vi ikke kunne sove. Hun sagde, at det ikke var rart for os at ligge mellem dem, og hun fulgte os altid tilbage i seng, så snart vi var faldet til ro.” Den afstand har de tre søskende taget med ind i deres egne voksenliv, og det er næppe tilfældigt, at de alle tre er ugifte, at Christian og Eva ikke har børn, og at Anna kæmper med sit forhold til sine egne halvstore døtre.
Anna beskriver afstanden og kærligheden til sine børn, der er på vej ud af barndommen og langsomt glider hende af hænde på følgende måde:

”Kærligheden bliver ikke mindre, men en anden, og man bliver nødt til at lægge afstand, hvis man vil beskytte sig selv, for de forlader en. De gør det hele tiden, de bliver og forsvinder i samme bevægelse, og man bliver nødt til at trække sig, så man ikke selv forsvinder sammen med dem, så man ikke går til grunde.”

Beskrivelsen indkredser faktisk romanens tema – at den kærlighed, der kan synes tilstede i en familie, den nærhed, familien kan påstå at have til hinanden – hele tiden udfordres af de respektive karakterers forskellige erindringer og individuelle psykologi. Og at de fortielser, de kollektivt bygger op, må frem i lyset, hvis de for alvor skal blive hinandens nærmeste igen. 

16 okt.19

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
45970272
ISBN
9788763860017
Antal sider
205

Tema

Tema

Deltag i debatten

18 indlæg
AfTina Karina Mortensen
man, 06/01/2020 - 16:06

Tak for mange gode kommentarer til "De nærmeste".
Især tak til Lotte Kirkeby for spændende og uddybende svar. Jeg er ret vild med at dine svar, sætter os læsere, igang med videre undersøgelser.
Jeg er sikker på at "De nærmeste" bliver læst og diskuteret af mange læseklubber i de kommende år. 

Igen tak til Lotte Kirkeby, som hopper ud af debatten her på Litteratursiden.
Alle andre er velkomne til at fortsætte snakken .....
mange hilsner
Tina




 

AfTina Karina Mortensen
fre, 27/12/2019 - 07:57

Kære Alle
Det må være nisserne som har været på spil.
Før jul skrev jeg et indlæg, som nu desværre er forsvundet. Jeg vil forsøge at skrive det samme igen.
Jeg er nemlig ret optaget af den kontrast mellem sanselighed og kontrol som i bogen er så tydelig allerede fra starten.
Anna er lige vågnet og genkender ikke med det samme lyden af sengetøj som blafrer på tørresnoren, men husker så tilbage til sin barndoms rene sengetøj. ”Dengang vidste jeg ikke noget bedre end at krybe ned under det rene sengetøj, som var stift og duftede af sol og strygejern, og jeg forestillede mig, at det var min mor, som jeg kunne lugte på det stribede stof, selv når det var rent, og at jeg tog lidt af hende med i seng, når jeg lagde mig om aftenen”. (s.19)
Py ha, jeg får klumper i halsen over den lille pige, som i den grad savner nærhed fra sin mor. En nærhed hun forsøger at finde i det rene sengetøj, som moren har vasket.
Et par sider inden (s.16) kæmper Anna med ikke at lade morens væremåde, med ikke at vise følelser, blive en vane hos sig selv. ”Jeg prøver at lade være med at smile, da jeg siger det, for jeg ved, at jeg minder om min mor, når jeg gør det. Hun smilede altid for at skjule, hvad hun tænkte, og det er en vane, som jeg har arvet, og gerne vil lægge af mig”.
Det er ikke let at frigøre sig fra mønstre, man har med dig hjemmefra!
Mange hilsner
Tina

 

tir, 17/12/2019 - 14:15

På Halsnæs bibliotek havde vi en livlig diskussion om familierelationer ,hvad der former os som mennesker? vi sammenlignede familien i bogen med vores egen opvækst og vores børns .

Vi var enige om at bogen er velskrevet og har et godt sprog. 

Flere havde undret sig i starten af læsningen hvad denne roman gik ud på,men blev grebet af fortællingen.

Vi talte også om at de 3 søskende havde svært ved relationer. Annas forhold til hendes børn, de skal ikke blive voksne og hendes forhold til Uffe.

Der er mange facetter i fortællingen,godt skrevet.

Dette er en bog der er værd at læse.

god jul og godt nytår til alle 

Annette Thomsen

 

 

 

AfÓluva Isaksen
fre, 13/12/2019 - 11:47

På Biblioteket Sønderborg afholdt vi i går vores allerførste møde i DR Romanklubben, og vi fik os en rigtig god diskussion med udgangspunkt i romanen.

Vores oplevelse var meget lig Ishøjs oplevelse – medlemmerne var lige så splittede, og det var langt hen ad vejen de samme problemstillinger, vores snak handlede om.

 

Vi har også et par spørgsmål til Lotte Kirkeby:

Hvad var din inspiration til romanen?

Hvornår foregår romanen? – Og hvor? Hvad er overvejelserne omkring ikke at have nogen tids- og stedsbestemmelser i teksten?

Hvordan ser forholdet mellem de tre søskende ud i fremtiden?

 

Tak fra os i Sønderborg!

 

søn, 29/12/2019 - 21:36

Som svar til af Óluva Isaksen

Kære Óluva og Sønderborg

Mange tak for jeres spørgsmål.

Inspirationen til romanen kommer egentlig fra en bekendt, der fortalte, hvordan hans familie forandrede sig - og hvordan de hver især fik nye roller - da hans mor døde, selv om hun var i halvtredserne og de voksne børn i trediverne. Det gjorde stort indtryk på mig, fordi jeg måske nok forestillede mig, at ens rolle i familien på et eller andet tidspunkt blev sømmet fast - at der ikke skete SÅ meget i en familie, fordi en aldrende mor eller far døde. I begyndelsen var jeg mest interesseret i at undersøge, hvordan forholdet mellem de tre søskende forandrede sig i kølvandet på forældrenes død, men undervejs i processen blev jeg mere og mere interesseret i Anna og i hendes ganske særlige livssituation med gamle forældre, der bliver syge og dør fra hende, og med halvstore børn, der også er på vej væk fra hende. Så hun kom til at fylde mere og mere undervejs.

Jeg havde skrevet en del på romanen, før det gik op for mig, at jeg ikke havde ret mange tids- og steds-markører med. Faktisk var en mobiltelefon det eneste, og så prøvede jeg at pille den ud og dermed køre romanen i en helt renset form. Jeg havde vist egentlig forestillet mig, at det kunne blive en universel fortælling, men Helle Helle gjorde mig opmærksom på, ved en fælles samtale til en festival i Aarhus, at det er en umiskendelig nutidig fortælling, fordi Annas forhold til sine piger er moderne - det kunne næppe være sket på den måde i 1950'erne. Og romanen foregår ikke et bestemt sted, i hvert fald ikke et sted, der findes, men jeg har helt klart tænkt på den egn, hvor jeg selv voksede op, omkring Skive i Salling ved Limfjorden, mens jeg skrev. Men det er sjovt, for de fleste tror, at den udspiller sig lige netop det sted, hvor de selv er vokset op, eller hvor de selv har sommerhus, eller hvor de selv plejer at bade - se gerne min kommentar om de tomme pladser til Risskov - og det illustrerer meget godt pointen om, at det er læseren, der fylder de tomme pladser ud med det, som de nu engang har med i bagagen.

Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad der sker med de tre søskende i fremtiden. Hvad var jeres bedste bud? Jeg håber, at de finder sammen igen, men måske på en ny måde, men jeg er faktisk usikker på det ... 

 

Mange hilsner, tak for gode spørgsmål og rigtig godt nytår fra Lotte

AfKarina Høyer
tor, 12/12/2019 - 15:28

I gruppen på Risskov Bibliotek var der udpræget enighed om, at det er en god og smuk roman, der på en god måde kommer omkring store eksistentielle tematikker, som sorg, fortrydelse, kærlighed og livkrise. Der var et par stykker til stede, der havde lidt udfordringer med de mange tomme pladser, som romanen efterlader til sin læser, men alle var enige om, at romanen indbød til utroligt gode snakke om store ting.

Vi talte om, at Lotte Kirkeby tidligere har udgivet noveller, og at der næsten er noget novelle-agtigt over romanen, og vi blev introduceret til et nyt begreb; novella. En blanding mellem en novelle og en roman.

Romanen handler enormt tit om det, der ikke sker. Eller måske især det, man ikke fortryder. Og fortrydelsen som tema, talte vi rigtig meget om.

Vi talte også meget om de mange måder, man kan elske på og de forskellige former for kærlighed, som findes i familier. Kærlighed mellem forældre. Mellem børn og biologiske forældre og stedforældre og ikke mindst kærlighed mellem søskende. Der var dog også stor enighed om, at søskende i en kærlighedsrelation kan opleve familieforholdet og deres opvækst ganske forskelligt uden, at der er noget mærkeligt i det.

I det hele taget talte vi meget om den historie, man kan fortælle om sig selv og sit liv og sin opvækst. At man kan komme til både at idealisere eller demonisere sin opvækst eller et menneske, man har haft en relation til. Både en forældre, en søskende eller en partner. Men tanken om, hvad det er, der skaber vores historier optog gruppen meget.

Skyld og skam var også tematikker, vi diskuterede. Hvornår man skammer sig og hvornår man har skyld i noget. Hvornår man tager skyld på sig eller hvornår man skubber den fra sig. Er man kold og steril, hvis man ikke oplever skyld eller er man over emotionel og ikke-rationel, hvis man føler det for meget?

Romanens titel optog også gruppen. For hvem er ’de nærmeste’? Er ’de nærmeste’ som begreb i forandring? Venskaber og ikke biologiske relationer kan være stærkere end blodets bånd, og man kan i høj grad selv definere sine nærmeste blev konklusionen hos os.

Helt naturligt drejede samtalen sig også om sorg. Om de mange typer af sorg, man kan opleve. Sorgen over at miste nogen eller noget. Sorgen over at ens liv forandre sig, fordi børnene vokser op. Eller sorgen fordi noget ikke blev sådan, som man gik og drømte om.

I Risskov havde vi en meget god og på mange måder seriøs samtale om de helt store ting i livet, men der var også plads til både grin og smil og personlige anekdoter om familieliv, forandringer og tab.

søn, 29/12/2019 - 21:16

Som svar til af Karina Høyer

Kære Karina

Det lyder, som om I kom dejligt vidt omkring hos jer i Risskov. Det er jeg glad for. Jeg har forsøgt at svare på spørgsmålet om de nærmeste i kommentaren til Thomas fra Ishøj, hvor jeg også kommer ind på de tomme pladser, som man (vist) enten elsker eller hader. Og jeg tror ganske rigtigt, at det kan være en rest fra novellerne. Men faktisk blev jeg lidt klogere på alle de tomme pladser, da jeg lige inden jul anmeldte Lars Theil Münsters 'Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser litteratur?', som jeg i øvrigt gerne vil anbefale til alle, der interesserer sig for læsning, både i privat og i mere professionelt regi. Her citerer han den tyske litteraturteoretiker Wolfgang Iser, der mener, at det netop er de tomme pladser i en tekst, der udgør koblingsleddet mellem tekst og læser - at de er forudsætningen for, at læseren kan være medskaber af en tekst og dermed også forudsætningen for, at læseren kan læse sig selv ind i teksten på sin egen helt personlige måde. Ifølge ham er de tomme pladser selve betingelsen for, at teksten kan gøre indtryk på læseren - og jo flere af dem, der er, jo større bliver læserinvolveringen. Den udlægning giver meget god mening i forlængelse af det, som du skriver - at I kom langt og vidt omkring i jeres snak, fordi I selv endte med at byde ind med en masse erfaringer. Hvorvidt man holder af de mange tomme pladser i en tekst, er formentlig en smagssag, og jeg tror også altid, at man kan diskutere, om de falder på de rigtige steder. Og der ER mange hos mig, for eksempel også omkring personerne, som vi jo egentlig ikke ved ret meget faktuelt om, men som jeg har forsøgt at give flere dimensioner og nuancer i kraft af deres handlinger. Forhåbentlig er det lykkedes i en grad, så man føler, at det er hele personer, man læser om - men det afhænger jo (hvis vi skal tro Münster og Iser) af, hvad man selv kommer med og så at sige placerer på de tomme pladser. Nå, det blev en længere smøre, men der var meget, der faldt på plads omkring det spørgsmål, da jeg læste en mere teoretisk forklaring på, hvad det er, som de gør ved læseren. Jeg håber, at det besvarer nogle af jeres spørgsmål. Ellers skriver I bare igen.

Mange hilsner og rigtig godt nytår til jer alle fra Lotte

tor, 12/12/2019 - 12:01

I Fredericia syntes de fleste det var en RIGTIG god bog. Enkelte var decideret begejstret, andre havde dog et par forbehold.

Alle var enige om at den var meget velvalgt til romanklubben, da der var virkelig meget at snakke om: selvmordets etik, forældre/barn relationer, søskendeforhold, demens osv.

Der viste sig desuden at være mange lag i de forskellige tråde i bogen.

Grundlæggende leverer bogen en meget tankevækkende beskrivelse af et almenmenneskeligt vilkår: at relationer ændrer sig/forsvinder i en konstant strøm og hvor smerteligt det kan være at forholde sig til. Men også om menneskets forbandede tendens til konfliktskyhed og til at feje ting ind under tæppet. Ikke at turde gå ind i de snakke der kan gøre ondt, noget som desværre i sidste ende udmønter sig i afstand, selv til de nærmeste.

Her er lidt af hvad vi kom omkring:

Vi brugte en del tid på at snakke om Anna og hendes forhold til sin mor. Fx. hvorfor valgte moren at bede Anna om hjælp til hendes selvmordsplaner? Hun var jo ellers en kvinde der holdt sig meget for sig selv, så hvorfor åbne op lige pludselig? Det undrede os meget og passede ikke ind i hendes reserveret stil. Så hvorfor? Forsøgte moren på en måde at gøre Anna til medskyldig? Eller var det nærmere et råb om hjælp? Forhåbentlig kan Lotte Kirkeby kaste lys over dette.

Bogens helt store dilemma omkring morens selvmord, var vi meget splittet omkring. På den ene side havde nogle forståelse for hendes beslutning, på den anden side var flere enige med Eva om at det var egoistisk og at hun burde tænke mere på sine børn og børnebørn. Dette blev til en god lang snak, bl.a. med en afstikker til aktiv dødshjælp.

Anna skabte også grund til debat. Var hun for vag? Hun kendte jo til morens planer og alligevel forsøgte hun ikke at forhindre det. En ultimativ udgave af konfliktskyhed.

Hun var generelt ikke helt nem at holde af. Hendes tvetydige følelser omkring sine børn og selvfølgelig utroskab, som hun får fortalt til Uffe på en knap så medfølende måde.

På den anden side, repræsenterer hun jo bare nogle sider der gemmer sig i de fleste mennesker og i sidste ende får Lotte Kirkeby udfoldet et meget nuanceret menneskeportræt. Stærkt!

Og sproget! Simpelthen en stor fornøjelse. Så præcist og sanseligt. Og en meget fin og elegant måde naturen flettes ind på.

Plus et virkelig godt greb, at meget står mellem linjerne og kun antydes - det harmonerer jo til punkt og prikke med personernes manglende evne til at få snakket om tingene!

Det var som sagt også enkelte forbehold: romanen føltes lidt som en novelle og der var flere segmenter i bogen der føltes uafsluttet eller som unødvendige. Hvad skulle vi f.eks. med Christians kæreste og forholdet mellem kærestens søn og Marie? Én anden syntes bogen var for trist og at Anna var et skvat.

Vi var dejligt enige om at bogen trods alt slutter på en positiv tone. Der er måske håb for Uffe og Anna, og den sidste (flotte) sætning tolker vi som at Anna har udviklet sig og accepterer at livet er forbundet med tab og at det kan ikke være anderledes.

PS:

Lige på falderebet blev der dog smidt en bombe i klubben - var Marie egentlig resultatet af et incestuøst forhold mellem Anna og Christian?

Muligvis et godt stykke ude på det kulørte overdrev, men der var alligevel noget med at Christian altid kom ind til Anna om natten og at Christian er tilstede den aften Eva bliver gravid (s.53)... dog manglede der flere spor ift. til denne spekulative teori - måske har vi bare læst for meget Maren Uthaug :)

ons, 18/12/2019 - 09:12

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Kære Michael og Fredericia

 

Tak for jeres tanker om 'De nærmeste'. Det er virkelig sjovt at få lov til at lytte med, og der dukker hele tiden nye aspekter af romanen op, selv her et år efter at den er udkommet. Det er fedt. Jeg vil prøve at besvare jeres spørgsmål så godt, som jeg nu kan.

Anna og hendes mor, ja, det er et interessant sted at dykke ned. Jeg har tidligere diskuteret med folk, om det er for vagt eller udtryk for en ekstrem konfliktskyhed, at Anna ikke gør noget aktivt for at forhindre moderens selvmord. Men sådan har jeg faktisk aldrig tænkt det. Jeg har måske snarere tænkt det som en accept af moderens beslutning, og for mig er det egentlig en kærligheds-handling, at hun ikke blander sig, en respekt for moderen. Der var en, der sagde, at hun måske godt forstod den del, men at hun ikke forstod, at Anna ikke gik med hende ind den sidste aften og var hos hende. Men også det tolker jeg som en form for respekt for det reserverede menneske, som moderen var. Og at den reservation bliver brudt, da hun begynder at se sin mand forsvinde, kan jeg  egentlig godt forestille mig. Mennesker har brug for mennesker, siger de vist i SKAM, og det tror jeg også, at selv de mest reserverede af slagsen har. Så kan man måske godt ærgre sig over, at der først bliver plads til Anna, da faderen er ved at forsvinde, men i min optik når de frem til en forståelse i den sidste tid, som måske ikke er fuldt forløst, men som jeg alligevel godt kan se som smuk på sin egen mangelfulde måde. Og jeg tror ikke, at hun ville pålægge Anna et ansvar, men snarere tage hende i ed, måske så hun kan forsvare hendes valg over for de andre, som hun jo også ender med at gøre.

Og formen med de springende erindringer og det uafsluttede, ja, måske er det rester fra min debut som novelleforfatter, det er slet ikke utænkeligt, selv om jeg har forsøgt (også) at få de enkelte glimt af erindring til at skabe et samlet hele. Jeg tror, at jeg med scenen med Christian og kæresten gerne ville vise, at det for Anna og hendes søskende var svært med kærlighedsforholdene, som en kontrast til forældrenes livslange ægteskab, og med kærestens søn og pigerne tegne et billede af, at de var ved at blive store og vokse væk fra Anna. Men måske sidder den ikke lige i skabet. 

Og Maries far. Allerede den første anmelder mente, at det var FOR sløret med ham, og der er flere, der har spekuleret i netop Christian. Men sådan er det nu ikke tænkt, uden at jeg dog har lagt mig fast på, hvem det er. Men at jeg skriver, at Marie ligner Christian, er helt bevidst, for Anna føler samme lidt magtesløse kærlighed over for sin yngste datter, som hun følte over for Christian, da han var lille (og måske stadig gør) så der er mange lighedspunkter de to imellem, men de er ikke far og datter. I hvert fald ikke i min tekst, men man kan jo egentlig selv bestemme ...

Jeg håber, at det svarer nogenlunde på jeres spørgsmål. Og jeg meget glad for, at I havde en god diskussion i kølvandet på læsningen.

 

Mange hilsner og glædelig jul til jer alle

Lotte

AfTina Karina Mortensen
tir, 10/12/2019 - 09:02

Kære Alle
Hvor er vi heldige.
Lotte Kirkeby har sagt ja til at deltage i snakken her på Litteratursiden.
Hun hopper på engang i løbet af måneden.
Jeg synes, det er en stor luksus, således at få forfatteren direkte i tale.

Mon I har set disse 2 udsendelser fra DR
https://www.dr.dk/drtv/episode/vild-med-boeger_-lotte-kirkeby-og-alberte-winding_95060
https://www.dr.dk/radio/p4/bogselskabet/bogselskabet-med-lotte-kirkeby

mange hilsner
Tina
Tovholder i DR Romanklubben

man, 16/12/2019 - 13:48

Som svar til af Tina Karina Mo…

Kære Tina

 

Og tak fordi jeg må være med! Jeg glæder mig meget til at diskutere med jer. Og dejligt, at det er så mange, der har lyst til at give deres besyv med. 

 

Mange hilsner og god december

Lotte

AfTina Karina Mortensen
man, 09/12/2019 - 17:03

Hvor er det skønt at se, der allerede er gang i snakken.
Helt enig med Birgit og læseklubben i at det er vældig interessant med "sandheden om barndommen" og om sandheden med at kende sine forældre. Scenen hos præsten, hvor de tre søskende skal fortælle om deres forældre, er på én gang meget morsom og tragisk. De er SÅ uenige at præsten siger "så skal vi jo også have lidt, som jeg kan tage med i min tale" (s.89). Anna genkender hverken sin søskende eller sine forældre under snakken med præsten. Det må være ret skræmmende og tankevækkende for hende.
Hilsen Tina
Tovholder her i debatten :-)



 

AfThomas Tiedje
man, 09/12/2019 - 15:49

I Ishøj skålede vi på nok en sæson af DR Romanprisen er gået i gang, og mange af aftenens deltagere var glade for Lotte Kirkebys roman “De nærmeste”. Vi var berørt af historien om Anna, hendes familie og forældrenes død, som blev betegnet som hjerteskærende, sorgfuld og reflekteret i sin beskrivelse af kærlighed, ensomhed, sorg, foranderlighed, forgængelighed, og hvorledes de tre søskende distancerer sig fra hinanden. Andre mente, bogen var tam, overfladisk og hurtigt glemt. Der blev efterlyst flere informationer om personerne, de forhold og den fortid, der i bogen berøres flygtigt. Andre igen mente, “De nærmeste” blot beskriver almindeligheder - “Sådan er livet jo - og hvad så?”, som det blev udtrykt.

I løbet af aftenen gik snakken især om de indbyrdes relationer mellem de nærmeste i Kirkebys bog: Anna, som synes at have været tættest på forældrene, ønskebarnet forældrene roser og betror sig til, men som står i et eksistentielt vadested mellem forældrenes død og døtrenes løsrivelse - det “vemodIge krydsfelt”. Storesøster Eva, som synes at have haft et mere problematisk forhold til forældrene. Mens Christian, lillebroderen som er blevet kaldt uønsket af faderen, og hvis sidstnævntes drukvold har sat sig permanente, fysiske spor, overlader det til sine storesøstre at udtrykke deres sorg og frustrationer verbalt. Her står samtalen hos præsten centralt.

Vi talte om familien som symbiose og isolerede celler: hvorledes forældrene har levet tæt forbundne, uden meget kontakt til andre - og børnene kom i anden række. Ligeledes med de tre søskende, som - indtil forældrenes død - var en stærk enhed. Om at hverken Eva eller Christian har stiftet familie, at Annas familie gik i opløsning, hvilket tegner et billede af mennesker, som har haft svært ved at skabe tætte, blivende forbindelser udenfor familien. 

De fleste var glade for, at en del detaljer og facts i bogen (alder, geografi, omstændighederne ved Annas sidespring mv.) var udeladt, for dette giver rum læserens egen fortolkning og skaber en almén historie om livsvilkår. En hemingwaysk stil, hvor man kun fortæller “tip of the iceberg”. 

Spørgsmål til Lotte Kirkeby:

  • Kommer Anna videre i sit liv, som nogle mener de sidste linjer i bogen lægger op til?
  • Hvem er “de nærmeste” for Anna?
  • ..og hvad er det med den færgemand? :)

     
tir, 17/12/2019 - 13:03

Som svar til af Tomkin

Kære Thomas (og læsekredsen i Ishøj)

Mange tak for at dele jeres tanker om romanen. Jeg glæder mig til at fortsætte snakken, når jeg besøger jer den 29. januar. Det ER vildt, at man kan være så uenig om litteratur. Jeg har aldrig selv været i en læsekreds, men da jeg var forlagsredaktør, sad vi hver uge og diskuterede færdige og allerede udkomne udenlandske bøger og danske manuskripter, og bølgerne højt. Og det er jo noget af det, der er sjovt og spændende ved litteratur - at der måske nok er visse objektive kriterier, som man kan vurdere og diskutere ud fra, men det også er en meget subjektiv oplevelse at læse, og derfor er det så forskelligt, hvorvidt et værk taler til en, eller om det slet ikke får fat. Det må være nogle interessante diskussioner, I har. 

Jeg bliver tit spurgt, hvad der sker med mine personer, når sidste side er vendt, og sagen er den, at jeg faktisk ikke ved det. Det er et svar, som jeg  tit har hørt fra andre forfattere, og inden jeg selv begyndte at skrive, tænkte jeg, at det ikke kunne passe - at de bare ikke ville fortælle det - men nu siger jeg selv det samme, og det er sandt. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at Anna kommer videre. Det gør de allerfleste heldigvis, det er en helt naturlig drift, både fordi man skal, og fordi der er meget andet - og sikkert også meget andet godt - der venter. 

De nærmeste for Anna er hendes familie, tror jeg. Men det flytter sig for hende. Jeg tænker egentlig ikke, at hendes forældre har været det, måske hendes mor til allersidst, men ellers synes jeg, at det har været først Eva og Christian og siden Ida og Marie. Og så med Uffe på sidelinjen hele tiden - og måske mere og mere, som romanen skrider frem, fordi det er ham, hun deler pigerne med - og derfor også livssituation og dermed det savn, som hun føler, da de bliver store. Eller måske er det hende selv. Måske er det i virkeligheden sådan, at det er. At de nærmeste er en selv. Eller i hvert fald aldrig rigtig dem, som man tror, at det er. Jeg ved ikke. Gad vide, hvad jeres bud var. 

Og færgemanden, ja, hvad er det med ham? Det var den første, hun kyssede. Og hvem ved, hvad der sker? Jeg forestiller mig egentlig ikke det store, men jeg ville gerne have ham med, fordi alle hendes minder står så klart i den periode, hvor fortid, nutid og fremtid støder sammen. Skulle han have fyldt mere? Eller være skrevet helt ud? Jeg har i hvert fald ikke tænkt ham som en symbolsk og mytologisk færgemand, men som en helt faktisk dreng fra fortiden, der i mellemtiden er blevet en mand.

Jeg håber, at det svarer nogenlunde på jeres spørgsmål. Ellers skriver I bare igen. Og forhåbentlig ses vi i januar. 

Mange hilsner og glædelig jul fra Lotte

tor, 05/12/2019 - 08:43

Indlevelsen og beskrivelsen af de tre generationer synes vi er rigtig godt beskrevet - forældrenes forhold: forældrene, der har haft nok i hinanden, de dækker over hinanden både mht farens alkohoforbrug, da han slå Christian og senere farens demens. De tre søskende, som er tæt knyttet, men som alligevel oplever deres tid sammen forskelligt og pigerne/teenagerne, der er på vej med et selvstændigt liv.

Vi finder det ret så fascinerende og tankevækkende, at vi kun ser tingene/livet/ situationerne fra Annes verden og det, hun har været  fyldt op af. Det viser også et panorama over et liv, hvor vi får en rigtig god indsigt og forståelse i Annas liv- vi ser kun toppen af isbjerget.

Vi synes bare så godt om bogens sprog - bl.a beskrivelserne af turene til stranden er så man føler, man selv er med på turen.

Vi brugte lang tid på  at diskutere det tankevækkende i, hvad er den sandhed man oplever - hvad er sandheden, det virkelige for den enkelte? Det sætter bogen en meget fint fokus på.

Hvis vi havde læst Eva eller Christians historie om deres liv sammen med forældrene havde det været en helt anden fortælling. 

Selv om der ikke er så mange sider i bogen, får vi et godt indblik i Annas liv . 

En rigtig dejlig bog at have læst. 

 Læsekredsen DIVA

man, 16/12/2019 - 13:33

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Kære Birgit og læsekredsen DIVA

Først og fremmest tak for dit indlæg - og fordi I læste med i din læsekreds. Det er sjovt, at du nævner det med, at det jo er Annas fortælling, fordi det er hende, der har fået stemme. I begyndelsen var romanen faktisk en tredjepersons fortælling, hvor vinklen godt nok var Annas, men hvor det var et 'hun' og ikke et 'jeg', der fortalte. Og det er rigtigt, at det ville have været en helt anden fortælling, hvis det var Eva eller Christian, der havde fået lov at fortælle deres version. Og det er netop noget af det, jeg er blevet mere og mere optaget af, efter at jeg er begyndt at tale (og som her: skrive) med folk om romanen. At man sagtens kan have ens ydre erindringer, som man typisk har med sine søskende, men helt forskellige indre erindringer som i romanen. Og derfor er der jo også mange sandheder om et liv - eller måske snarere slet ingen overhovedet. Det behøver måske ikke at være så smertefuldt, som det er for de tre søskende i min roman, men jeg tror, at i hvert fald Anna havde forestillet sig, at de også delte mere end blot det ydre - at de delte tanker, opfattelser, at de var fortrolige og kunne mødes i sorgen over deres forældres død. Også her kunne det være sjovt at vide, hvordan Eva og Christian oplever det. Er det også en sorg for dem, at de ikke finder hinanden i dagene inden begravelsen, eller er det mere forudsigeligt for dem? Betyder det mindre for dem, det fælles, eller er Anna blot ekstra udsat, fordi hun samtidig oplever, at Ida og Marie forsvinder for hende, fordi hun har brug for en konstant? Jeg ved det faktisk ikke helt. Men måske kunne det være sjovt at undersøge ... Mange hilsner og tak for at dele dine tanker her. Lotte

 

tor, 05/12/2019 - 08:42

Indlevelsen og beskrivelsen af de tre generationer synes vi er rigtig godt beskrevet - forældrenes forhold: forældrene, der har haft nok i hinanden, de dækker over hinanden både mht farens alkohoforbrug, da han slå Christian og senere farens demens. De tre søskende, som er tæt knyttet, men som alligevel oplever deres tid sammen forskelligt og pigerne/teenagerne, der er på vej med et selvstændigt liv.

Vi finder det ret så fascinerende og tankevækkende, at vi kun ser tingene/livet/ situationerne fra Annes verden og det, hun har været  fyldt op af. Det viser også et panorama over et liv, hvor vi får en rigtig god indsigt og forståelse i Annas liv- vi ser kun toppen af isbjerget.

Vi synes bare så godt om bogens sprog - bl.a beskrivelserne af turene til stranden er så man føler, man selv er med på turen.

Vi brugte lang tid på  at diskutere det tankevækkende i, hvad er den sandhed man oplever - hvad er sandheden, det virkelige for den enkelte? Det sætter bogen en meget fint fokus på.

Hvis vi havde læst Eva eller Christians historie om deres liv sammen med forældrene havde det været en helt anden fortælling. 

Selv om der ikke er så mange sider i bogen, får vi et godt indblik i Annas liv . 

En rigtig dejlig bog at have læst. 

 Læsekredsen DIVA

AfTina Karina Mortensen
man, 02/12/2019 - 09:03

Kære Alle
Velkommen til en snak om Lotte Kirkebys roman "De nærmeste".
"De nærmeste" er den første af årets DR romanklub bøger. Jeg håber mange har lyst til at byde ind i snakken. Som altid i læseklubber, behøver man ikke selv have løsningen på forhånd. Lad os sammen undre os og måske nå frem til større forståelse af årets bøger.
Jeg hedder Tina Karina Mortensen. Jeg er bibliotekar og arbejder på Svendborg Bibliotek. Også i år har jeg fornøjelsen af at være en slags vært her i DR Romanklubben på Litteratursiden.
Jeg glæder mig til debat med alle, som har lyst at være med.

Stof til debat er der netop nok af i "De nærmeste" som jeg synes er en rigtig fin bog.
Titlen er så velvalgt synes jeg.
"De nærmeste" - men hvor godt kender familien her egentlig hinanden?
Egentlig tror jeg, mange af os har en barndom, som er ret forskellig fra vores søskende, selvom vi er vokset op i samme familie. Men hvorfor?  Det er blot et af bogens temaer.

Et andet, meget fint tema, er selvmord. Ja, det er vel nærmest et tabu bogen tager op. 
Allerede på side 25 får vi mistanke om at morens død er planlagt. "Vi deler os op, og Eva tager køkkenet. Det vil hun helst, siger hun, og bagefter fortæller hun, at hun ikke kan forstå, hvordan der kunne være så ordentligt. Der var ingenting, der var for gammelt og skulle smides ud hverken i spisekammeret eller i køleskabet, som næsten var tomt". 

Børnenes forhold til deres far, er også et godt tema at tage op - ja og forholdet til deres mor!
Hvorfor griber hun ikke ind, da Christian har brækket kravebenet?

Hermed er debatten åbnet. Byd ind med, hvad du har lyst til. Både de temaer, jeg har åbnet med, eller hvad der presser sig på i dine tanker om bogen.
mange hilsner
Tina

 

 

 

Log ind for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

2 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer
AfTina Karina Mortensen
tor, 02/01/2020 - 11:12

Kære Alle
Tak for snakken om "De nærmeste".
Særlig tak til Lotte Kirkeby for at deltage.
"De nærmeste" er en bog som vokser hos mig, jo mere jeg tænker og taler om den.
Debatten lukker ikke selvom nærste måneds bog her i DR Romanklubben er "Ophav" af Eva Tind.
Jeg ved, der er mange DR Romanklubber på landets biblioteker, som læser bøgerne i en anden rækkefølge end DR og Litteratursiden lægger op til.
Så skriv endelig videre om dine tanker omkring "De nærmeste"
Godt Nytår 
Tina

AfTina Karina Mortensen
man, 23/12/2019 - 15:00

Kære Alle
Hvor er det spændende at læse alle kommentarerne igennem.
Som altid synes jeg, det er fantastisk, vi er så mange som læser de samme bøger rundt omkring på bibliotekerne.
Selv er jeg ret optaget af de ret store kontraster, der er i bogen. På den ene side er der Anna, som er meget sanselig og på den anden side forældrene - nok især moren, som er meget mere reserverede.
Anna hører (på side 19) lyden af det nyvaskede sengetøj : "Dengang vidste jeg ikke noget bedre end at krybe ned under det rene sengetøj, som var stift og duftede af sol og strygejern, og jeg forestillede mig, at det var min mor, som jeg kunne lugte på det stribede stof, selvom det var rent, og at jeg tog lidt af hende med i seng, når jeg lagde mig om aftenen" . Meget sanseligt og smukt. Jeg kan få klumper i halsen over at tænke på, hvor meget den lille pige, har længtes efter at putte hos sin mor.
Umiddelbart inden (på side 16) fornemmer vi Annas kamp for at være anderledes end sin mor: "Jeg prøver at lade være med at smile, da jeg siger det, for jeg ved at jeg minder om min mor, når jeg gør det. Hun smilede altid for at skjule, hvad hun tænkte, og det er en vane, som jeg har arvet og gerne vil lægge fra mig."
Py ha. Vi er børn af vore forældre, og må arbejde hårdt for at komme af med indlærte mønstre.
mange hilsner
Tina