Et sted at være mor fra

En voksen søn sanser den rå afmagt omkring sin terminalt syge mor. Romandebut udruller sorgens væsen i slående billeder og sitrende pauser.

Der er et før, et under og et efter døden. Det er ikke til at sige, hvilken af de tre faser, der gør mest ondt. I Joakim Lykke Kruses personlige udlægning må han gennemgå en overvældende række af smertelige forandringer. En opløsning, som ingen kan forestille sig, før man helt mod sin vilje står midt i det. Grænser brydes ned og sproget må genopfindes. Sproget rammer nøgternt i de afmægtige konstateringer, mens døden langsomt nærmer sig. Det er gribende og råt at være tilskuer til.

”Kræften afkræver stuen et nyt møblement – møbler man kan ligge syg i.”

Midt i det står jeg-fortælleren Joakim og hans familie. Det stærke og særlige forhold, der er mellem Joakim og hans mor, skal rumme alt andet og modsat det den plejer – en kræftsygdom, et manglende sprog, og en ny kropslig intimitet.

Sproget holder vejret og pauserne sitrer. Sådan føles det i de mange tomme, hvide afsnit mellem de konstaterende lyriske passager, hvor smerten flyder igennem. Den fåmælte tone som gentager sig selv, søger at finde et sprog for det, der ikke kan siges. Flere steder står de enkle billeder i kræftens rum så stærkt, så man som læser tager tilløb med en dyb indånding til næste intense og ubærlige passage. På den måde udgør romanens univers både en visuel fortælling og en luftig sanseoplevelse, som i læsningen minder om lyrik.

”I det supermarked.

Mælken holder længere end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice.

Den dag, jeg drikker hele mælken den dag, og jeg drikker den, så den ikke skal være en dom i køleskabet.

Mors liv skal fortsætte udover mælkens.”

Den dobbelttydede titel peger på de nye vinkler, der opstår, når intimiteten forstærkes mellem to mennesker. Mor-søn forholdet næsten udviskes og de bliver ét med begge roller.

”Et fotografi af hende. Hun er inde i kameraet, jeg tænker, jeg ser de øjne der har set sin søn se sin mor gå til grunde.”

Efter tabet taler Joakim ind i en dybere filosofisk dobbelthed, der refererer til Roland Barthes, der skrev ’Sorgens Dagbog’ efter sin mors død.

”Fra nu af og for evigt må jeg være min egen mor”

Kruse Lykke eksperimenterer i sin roman med billeder, der rammesætter sorgen. Romanen har et gribende personligt afsæt, som dog også lukker sig lidt om sig selv, fordi den skildrer den navngivne Joakims historie. En mere almen fortæller kunne have givet romanen endnu mere styrke i en åben universalitet. Der er dog ingen tvivl om, at debutanten Joakim Lykke Kruse har en særlig evne til at forme skarpe og nytænkende billeder med sit sprog.