Jeg kunne finde hjem i blinde

Tragikomisk roman om 40-årige Finn, som befinder sig en krise efter sin mors død.

”Han ville miste sit arbejde og han ville miste Ida og han prøvede at mærke efter om det føltes trist eller godt. Han var en mand uden vilje. En viljeløs mand. Han var en skide plasticflaske der lå i vandkanten og blev skyllet frem og tilbage” (oversættelse Jannie Jensen og Arild Batzer).

Han er Finn, hovedpersonen i Joachim Førsunds debutroman, som blev kåret som årets norske debutroman 2009.

Finn er på vej hjem til sin fødeby for at forberede begravelsen af sin mor. Hans far og hans bror bor stadig i barndomsbyen, men han ikke har haft megen forbindelse med dem i de senere år. Forældrene blev skilt og faderen er nu gift med en kinesisk kvinde, som han ikke kan tale med. Broderen Tore lever sig eget liv sammen med kone og børn i parcelhuset, mens Finn bor i Oslo. Efterhånden finder vi ud af, at Finns arbejde som advokat hænger i en tynd tråd og det samme gælder forholdet til kæresten.

Bedemanden er en af Finns barndomskammerater, og han tilbyder Finn midlertidig ansættelse, da Finn åbenbart ikke har så travlt med at komme tilbage til arbejdet og kæresten.
Finn er ikke særlig praktisk anlagt, og hans ansættelse i bedemandsbrancen fører til mange situationer fyldt med sort humor.

Jeg kunne finde hjem i mørke er en roman om en mand, som har svært ved livet, han kan ikke engagere sig, og det er kun moderen har haft et tæt forhold til, så hendes død kaster ham ud i eksistentiel krise. 

Det er et evigt aktuelt tema, som vi har læst før, men Joachim Førsunds sprog gør bogen til en helstøbt læseoplevelse. Der er ikke brugt mange unødvendige ord - faderens eneste kommentar er ofte ”Jøsses”, og selv er Finn heller ikke meget for at tale om sine følelser, selv om kæresten forsøger ihærdigt – ”jer er der for dig”.

Det er nærliggende at sammenligne Førsund ikke blot med Anne B. Ragde, hvis romaner også handler om de svære familieforhold (og en bedemand), men også med Per Pettersson og Karl Ove Knausgaard.