Tre har elvernes konge i dybeste skove,
Syv har dværgenes herrer i sale af sten,
Ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove,
Én har den natsorte fyrste for ondskab og mén
I Mordors land, hvor skygger ruge
Én Ring er over dem alle, Én Ring kan finde de andre,
Én Ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle
I Mordors land, hvor skygger ruge.
Med dette vers indleder J. R. R. Tolkien Ringenes herre, fantasy-romanen over alle fantasy-romaner, en fantastisk, fabulerende og fornøjelig fortælling om dværge, troldmænd, høj-elver, lav-elver, orker, enter og mange andre forunderlige væsner - for slet ikke at tale om hobbitter: små besynderlige, godmodige, piberygende skabelser med lodne fødder, der helst bliver hjemme ved kaminen og ikke udsætter sig for fare. Alligevel er de blandt de modigste, når alle gode kræfter samles for at bekæmpe det Onde.
Elver og dværge og troldmænd! Skal det være noget for voksne mennesker? Hører det ikke hjemme i barnekammeret? Nej, absolut ikke, den der ikke har læst Ringenes herre, er gået glip af en stor læseoplevelse.
Romanen strækker sig over tre bøger The Fellowship of the Ring, 1954 (Da: Eventyret om ringen, 1968), The Two Towers, 1954 (da: De to tårne, 1969) og The Return of the King, 1955 (da:Kongen vender tilbage, 1970) og tager sit udgangspunkt i en hændelse i Tolkiens første roman fra 1937, Hobbitten eller Ud og hjem igen. Her vinder bogens hovedperson, hobbitten Bilbo Sækker, en ring fra det modbydelige, ynkværdige væsen, Gollum, i en gådeleg på liv og død. Den redder hans liv, men det er ikke en helt almindelig ring, den har magisk kraft. Det er Ringen, ringen over alle ringe, smedet i tidernes morgen af Mørkets Fyrste, Sauron, i vulkanen i bjerget Orodruins dyb. Men Sauron har mistet den, og i sin søgen efter den bliver han mere og mere skånselsløs.
Ringen giver, som verset siger, bæreren magt over de andre ringe, men det ved Bilbo ikke, han ved kun, at når han tager den på, er han usynlig, og det kan jo være såre praktisk en gang imellem. Hvad han ikke ved, er at den også åbner for en forbindelse til Sauron, som i det lange løb vil være ødelæggende. Ringen vil på et eller andet tidspunkt tage magten over ham, samtidig med at Sauron vil gøre alt for at få fat i den, for når han har den, kan han samle kraften fra de andre ringe og opnå total magt. Dens kraft gør, at den ikke kan skjules for ham, og han er ved at komme på sporet af den.
Ringen skal derfor ødelægges, og det kan kun ske ved at kaste den i vulkanen, hvor den blev smedet. Og den ligger midt i Saurons rige, Mordor.
Det er det, bøgerne handler om: et lille selskab bestående af repræsentanter for de gode kræfter, der ønsker at bryde Saurons magt: Elverfolket, dværgene, menneskene samt troldmanden Gandalf er på vej til Mordor med alle odds imod sig: uvejsomt terræn, vinterstorme - for slet ikke at tale om, at Sauron vil gøre alt for at forhindre deres forehavende. Og han har mange spioner og hjælpere.
Og det er den udødelige historie om kampen mellem det Gode og det Onde, som vi læser så tit i mange forklædninger, og som aldrig ophører med at fascinere os.
Læs bøgerne før du ser filmen: Hobbitten eller Ud og hjem igen og Ringenes herre
John Ronald Reul Tolkien (1892-1973):
Forfatteren til Ringenes herre var professor i old- og middelalderengelsk litteratur og sprog ved universitetet i Oxford. En dag - nærmest ved et tilfælde - begyndte han at skrive historien om hobbitten, der rejste ud og hjem igen. Den blev antaget af et forlag, og til alles overraskelse blev den så stor en salgssucces, at forlaget bad ham om en fortsættelse. Det var han ikke meget for, men 17 år senere dukkede han op med et trebindsværk, som forlæggeren udgav med skepsis. Det fik også en meget blandet modtagelse; W.H. Auden roste bogen til skyerne og fik megen kritik derfor af andre intellektuelle. Men publikum elskede den, og der er i dag ikke mange, der ikke har hørt om Bilbo, Frodo og Gandalf.
Hvad alle måske ikke ved er, at Tolkien gik meget metodisk til værks, som sprogforsker med kendskab til en række sprog, bl.a. finsk, var det oplagt at skabe et elversprog med ordbøger og grammatik, men han tegnede også kort over området og skrev dets historie. Han var meget interesseret i nordisk mytologi og lavede inspireret heraf en mængde tegninger, som man kan se på flere af de citerede websites. Han ville dog ikke illustrere sine bøger, for han mente at læseren selv skulle skabe billederne. Mon ikke han vender sig i sin grav i Oxford, når storfilmen får premiere den 19. december 2001?
Men - en dag i begyndelsen af 60'erne sendte en dansk studerende ved et engelsk universitet ham nogle illustrationer, som han syntes om. De var jugend-agtige og forestillede ikke personerne, og han gav derfor den unge pige tilladelse til at illustrere en udgave. Det gjorde hun mange år senere under navnet Ingahild Grathmer, der er identisk med Dronning Margrethe II af Danmark.
Litteratur om J. R. R. Tolkien:
Der findes efterhånden mange bøger om J. R. R. Tolkien og hans verden, her skal blot nævnes nogle få. Yderligere litteratur kan findes i bibliotek.dk
- Paul Kocher: Master of Middle-Earth. The achievements of J. R. R. Tolkien. Penguin, 1972. Findes også i en svensk udgave: Tolkiens sagovärld: en vägledning i J.R.R. Tolkiens författarskap. Stockholm: Geber, 1973.
- David Day: Et bestiarium over Tolkien; illustreret af Ian Miller ... [et al.]. Gyldendal, 1991.
- David Day: Tolkiens ring; illustreret af Alan Lee. Gyldendal, 2001.
Links:
Der er alt for mange websites om Tolkien til at lave et kvalificeret udvalg, men jeg vil gerne gøre opmærksom på The Tolkien Society, som blev oprettet i 1969 og i dag har afdelinger i mange lande. De afholder en række årlige arrangementer for medlemmerne, og i 1996 oprettede de dette website, der bl.a. har en omfattende biografi om J.R.R. Tolkien.
Der findes en række opslagsværker på nettet, bl.a. The Encyclopedia of Arda (Arda er elvernes ord for Verden).
Tolkiens engelske forlag, HarperCollins, har selvfølgelig også en meget flot promoveringsside: J.R.R. Tolkien, ligeledes det danske, Gyldendal.
Interesserede skulle kunne komme videre derfra.
Relaterede links:
Bøgerne:
Uddrag fra Lord of the Rings
Uddrag fra The Hobbit
Filmen:
Engelsk site
BogWeb - 3. december 2001
Kommentarer