Himlen over London

”Fortællingen styrer fortælleren” er forfatterens mantra i denne bog, men hvem er forfatteren egentlig? En velskrevet og finurlig kinesisk æske af en bog.

Mangemillionæren Leonard med det interessante efternavn Vermin vil afrunde sit liv ved at på sin 70-års fødselsdag at invitere sine nærmeste til London. Så vidt, så godt. Men da forfatteren hedder Håkan Nesser er det ikke en lykkelig familie, men et ynkeligt sammenrend af dysfunktionelle individer. Nødtvungent rejser de, og af forskellige grunde håber alle at han snart sætter træskoene.

Leonards store kærlighed er ikke Maud, som han er gift med, men tjekkiske Carla, som han mødte i London i 1968. Han var ung, stormende forelsket og gjorde alt Carla bad ham om, og blev snart hvirvlet ind i et net af tjekkiske agenter – men på hvilken side?

Et godt stykke inde i bogen dukker endnu en forfatter op, en Lars Gustav Sehlén fra byen K- i Sverige, der i gymnasietiden tabte sit hjerte til pige der kaldte sig Carla. Og én til ved navn Steven G. Russell, født i Ipswich i 1966.

Håkan Nesser skriver så man kan høre englene synge, men at referere handlingen i denne komplekse roman er helt umuligt. Det bliver dog efterhånden tydeligt at Nesser rejser spørgsmålet om en forfatter kan styre sine personer, eller om de kan tage magten fra ham - for slet ikke at tale om give ham en fæl overraskelse?

’Himlen over London’ er bygget op som en slags krimi, hvor der bygges op til det endelige clou til sidst, hvad har Leonard i ærmet? Hvad er hans overraskelse? Hvem er de to andre, der er dækket op til?

Læseren kan helt tabe pusten over alle lagene i denne metaroman, men det der står stærkest er alligevel personerne, mage til utilpassede, selvhadende individer skal man lede længe efter, selv bipersonerne er superbt portrætteret.

Spørgsmålet er så om læseren kan leve med og tilgive Håkan Nesser at han snyder og bryder alle regler for forholdet mellem forfatter og læser. Denne læser kan godt, det er sundt at få vendt op og ned på nogle begreber.