Bog

Bukkens fest

Af (
2005
)

Anmeldelse

Bukkens fest af Mario Vargas Llosa

12 dec.05
Skribent

Denne flodbølge af en roman giver mange grunde til, at diktatoren skal myrdes: vilkårlig og meningsløs vold gennem alt for mange år og hæmningsløs grådighed på alle tænkelige områder. Alle har fået nok.

Præsident Balaguer beder til Gud ".. som han lejlighedsvis troede på, om at stille sig på hans side." Han er den, der skal føre landet igennem krisen. Året er 1961, og Den Dominikanske Republiks diktator gennem 31 år, Rafael Leonidas Trujillo, er netop blevet myrdet af en gruppe landsmænd. Romanen beskriver mordernes (en senere tids helte) konspiration og venten på bilen med 'Bukken' – som er Trujillo.

Bogen fortæller også om, hvordan Urania vender tilbage til øen 35 år senere. Hendes far, senator Cabral, faldt i unåde hos diktatoren og tilbød ham sin 14-årige datter i bod. Hun blev inviteret til 'Bukkens fest', en fest for to, den halvfjerdsårige diktator og den purunge pige. Efter festen forlod hun landet, dybt skadet på sjælen, men hjulpet af nonnerne i sin skole. Hun svarede aldrig senere på breve og telefonopringninger fra sin familie.

Vi kender bogens slutning, tyrannens død, men bogen er alligevel utroligt spændende. Vilkårlig vold, logren for tyrannen, rygklappere og medløbere, USAs indblanding i øens anliggender, de mange personers liv og tanker - det hele flyder sammen til en sand flodbølge af en roman, hvor Vargas Llosa i bogens slutning virkelig folder det politiske spil ud.

Den gamle kransekagepræsidents bøn til Gud blev hørt. Det lykkedes ham at manøvrere uden om et militærkup og en truende amerikansk invasion. Alene hans tanker i de uger er fascinerende læsning. Sproget er formidabelt, og selve romanens komposition er med til at øge spændingen. Bogen kan slet ikke anbefales nok, og klichéen: mere spændende end nogen kriminalroman, passer på en prik til denne store roman.

Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Klim, 2005. 379 sider. Kr 349,-

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Rigmor Kappel Schmidt
Faustnummer
25862856
Graphic
Joyce Grosswiler
ISBN
9788779553224
Antal sider
405

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer