Ordekvilibristen, egoisten og stepdanseren - rapport fra BogForum 2006.
af bibliotekar Marit Haugaard, Århus Kommunes Biblioteker
BogForum 2006 er netop overstået og var som sædvanlig et tilløbsstykke. Forfattere, boghandlere, forlæggere og 25.937 besøgende stod bogstavelig talt på ryggen af hinanden for at komme til.
Nu er der mange måder at ’gøre’ en bogmesse på. Den omhyggelige krydser af i kataloget og styrter målbevidst fra Tranescene til Balkonscene til Under Uret til Bogcafé osv. Den skødesløse flanerer rundt og lader tilfældighederne råde. Den dovne sætter sig på Tranescenens første række og lader alle forfatterne passere revy. Jeg er den mere klaustrofobiske type og udsøgte mig derfor de skæve og formodentlig mindre populære arrangementer og håbede på gode oplevelser. Og det fik jeg – sammen med mange andre.
Oversætterne får ordet.
Leonora Christina Skov talte med to oversættere, Niels Brunse og Rasmus Hastrup, om oversættelsens ædle kunst. Det er sjældent disse litteraturens håndværkere får den opmærksomhed, de fortjener; derfor en stor tak til dem, der sørgede for dette velbesøgte arrangement.
Hvad er vigtigt for den gode oversættelse? Mange elementer: at overføre originalens stemme, rytme og stil, men også oversætterens evne til at få værket til at leve i den danske ramme. En oversætter må have evnen til at sætte sig ind i værket, tolke det og formidle det, det er faktisk en form for skuespilleri.
Rasmus Hastrup, der er ny i faget, har oversat et par titler af ægteparret Auster/Hustvedt, mens Niels Brunse, der oversætter fra engelsk, russisk og tysk, har ca. 180 værker på samvittigheden, heriblandt fremragende nyoversættelser af Shakespeare. Det afholdt ham dog ikke fra at fremhæve Edvard Lembckes Shakespeare-oversættelser (1861-73), men han fastslog også, at en oversættelse er præget af sin tid.
Slutspørgsmålet var deres største svipsere. Hastrup mente ikke, der var nogle i hans korte karriere som oversætter, mens Brunse skred til bekendelse. Jeg skal undlade at afsløre ham, men jeg tror, at det ud over ham selv, kun er de mest nørdede Goethe-kendere, der lægger mærke til det.
Relaterede links:
Shakespeares øjne af Niels Brunse
Forfatterportræt: Niels Brunse
Svar på tiltale -interview med Niels Brunse
En tur i tidsspiralen. Om at oversætte Don Quijote af Iben Hasselbalch
Enhver idiot kan da oversætte- interview med Allan Hilton Andersen.
Et fandenivoldsk forlag
Hans Jørgen Brøndum har netop udgivet sine erindringer om 40 år med Brøndums forlag og kunsthandel, ’I en kælder sort som kul’. Han påstod, at han ikke er idealist, men egoist, for han har aldrig lavet andet end det, han kunne lide – kun fulgt sine naturlige drifter. Disse drifter har vi, der elsker godt boghåndværk, haft megen glæde af i form af række meget smukke udgivelser med fremragende litteratur kombineret med lige så fremragende kunst. I alt er det blevet til 300 udgivelser, bl.a. Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, og tusindvis af grafiske tryk, bl.a. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.
Hans Jørgen Brøndum påstår, at han ikke er idealist, meen… Han har aldrig udgivet noget af ren spekulation, han har altid brændt for udgivelserne. Det skal ikke være en hemmelighed, at hans udgivelsespolitik ikke har været en kilde til rigdom, men det var ikke en bitter mand, der gav sin søn og andre, der gad høre på ham, det råd altid at følge sit hjerte.
Dansk teaters grand old man
’Books on Demand´ præsenterede søndag formiddag´Danmarks største nulevende dramatiker,Ernst Bruun Olsen, manden bag ’Teenagerlove’ (1962) og ’Bal i den borgerlige’ (1966) på Fri Scene. Sammen med en i sammenligning afdæmpet Morten Grunwald fortalte han minder fra 60 år på og bag de danske scener, og det var ikke kedeligt. Henført talte han om Lily Weiding, han brød jævnligt ud i sang, men da han fortalte om dengang, han skulle lære at stepdanse, blevjeg alvorligt nervøs for, at den 83-årige skulle gribe stokken og kaste sig ud i en trebenet stepdans.
De brændte for sagen (og gør det stadig), satte alt på ét bræt og somme tider tabte de det hele. Men så samlede de bare sig selv op igen og startede forfra. Hvis oversættelsen af ’Mågen’ skurrede, ringede man bare til Samuel Rachlin i Moskva og bad ham om en ny, hvis scenen ikke var stor nok til de skuespillere, der ifølge manuskriptet skulle være på den, fandt man bare ud af noget.
Afslutningsvis forkyndte Morten Grunwald, at teatret ikke bare skal være mursten og fin arkitektur, og at man bare venter på en vågen mand, der vil opsætte ’Bill Shakespeare’, som ingen hidtil har turdet binde an med. Det varer vist mindst fem timer og kræver et hav af skuespillere. Men den slags bagateller afholdt jo ikke de to herrer fra at føre deres drømme ud i livet. Men dansk teater har gudskelov stadig ildsjæle, så vi har da lov til at håbe.
Relaterede links:
Books on Demand
Artikel
Bogforum 2006
Ordekvilibristen, egoisten og stepdanseren - rapport fra BogForum 2006.
af bibliotekar Marit Haugaard, Århus Kommunes Biblioteker
BogForum 2006 er netop overstået og var som sædvanlig et tilløbsstykke. Forfattere, boghandlere, forlæggere og 25.937 besøgende stod bogstavelig talt på ryggen af hinanden for at komme til.
Nu er der mange måder at ’gøre’ en bogmesse på. Den omhyggelige krydser af i kataloget og styrter målbevidst fra Tranescene til Balkonscene til Under Uret til Bogcafé osv. Den skødesløse flanerer rundt og lader tilfældighederne råde. Den dovne sætter sig på Tranescenens første række og lader alle forfatterne passere revy. Jeg er den mere klaustrofobiske type og udsøgte mig derfor de skæve og formodentlig mindre populære arrangementer og håbede på gode oplevelser. Og det fik jeg – sammen med mange andre.
Oversætterne får ordet.
Leonora Christina Skov talte med to oversættere, Niels Brunse og Rasmus Hastrup, om oversættelsens ædle kunst. Det er sjældent disse litteraturens håndværkere får den opmærksomhed, de fortjener; derfor en stor tak til dem, der sørgede for dette velbesøgte arrangement.
Hvad er vigtigt for den gode oversættelse? Mange elementer: at overføre originalens stemme, rytme og stil, men også oversætterens evne til at få værket til at leve i den danske ramme. En oversætter må have evnen til at sætte sig ind i værket, tolke det og formidle det, det er faktisk en form for skuespilleri.
Rasmus Hastrup, der er ny i faget, har oversat et par titler af ægteparret Auster/Hustvedt, mens Niels Brunse, der oversætter fra engelsk, russisk og tysk, har ca. 180 værker på samvittigheden, heriblandt fremragende nyoversættelser af Shakespeare. Det afholdt ham dog ikke fra at fremhæve Edvard Lembckes Shakespeare-oversættelser (1861-73), men han fastslog også, at en oversættelse er præget af sin tid.
Slutspørgsmålet var deres største svipsere. Hastrup mente ikke, der var nogle i hans korte karriere som oversætter, mens Brunse skred til bekendelse. Jeg skal undlade at afsløre ham, men jeg tror, at det ud over ham selv, kun er de mest nørdede Goethe-kendere, der lægger mærke til det.
Relaterede links:
Shakespeares øjne af Niels Brunse
Forfatterportræt: Niels Brunse
Svar på tiltale -interview med Niels Brunse
En tur i tidsspiralen. Om at oversætte Don Quijote af Iben Hasselbalch
Enhver idiot kan da oversætte- interview med Allan Hilton Andersen.
Et fandenivoldsk forlag
Hans Jørgen Brøndum har netop udgivet sine erindringer om 40 år med Brøndums forlag og kunsthandel, ’I en kælder sort som kul’. Han påstod, at han ikke er idealist, men egoist, for han har aldrig lavet andet end det, han kunne lide – kun fulgt sine naturlige drifter. Disse drifter har vi, der elsker godt boghåndværk, haft megen glæde af i form af række meget smukke udgivelser med fremragende litteratur kombineret med lige så fremragende kunst. I alt er det blevet til 300 udgivelser, bl.a. Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, og tusindvis af grafiske tryk, bl.a. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.
Hans Jørgen Brøndum påstår, at han ikke er idealist, meen… Han har aldrig udgivet noget af ren spekulation, han har altid brændt for udgivelserne. Det skal ikke være en hemmelighed, at hans udgivelsespolitik ikke har været en kilde til rigdom, men det var ikke en bitter mand, der gav sin søn og andre, der gad høre på ham, det råd altid at følge sit hjerte.
Dansk teaters grand old man
’Books on Demand´ præsenterede søndag formiddag´Danmarks største nulevende dramatiker,Ernst Bruun Olsen, manden bag ’Teenagerlove’ (1962) og ’Bal i den borgerlige’ (1966) på Fri Scene. Sammen med en i sammenligning afdæmpet Morten Grunwald fortalte han minder fra 60 år på og bag de danske scener, og det var ikke kedeligt. Henført talte han om Lily Weiding, han brød jævnligt ud i sang, men da han fortalte om dengang, han skulle lære at stepdanse, blevjeg alvorligt nervøs for, at den 83-årige skulle gribe stokken og kaste sig ud i en trebenet stepdans.
De brændte for sagen (og gør det stadig), satte alt på ét bræt og somme tider tabte de det hele. Men så samlede de bare sig selv op igen og startede forfra. Hvis oversættelsen af ’Mågen’ skurrede, ringede man bare til Samuel Rachlin i Moskva og bad ham om en ny, hvis scenen ikke var stor nok til de skuespillere, der ifølge manuskriptet skulle være på den, fandt man bare ud af noget.
Afslutningsvis forkyndte Morten Grunwald, at teatret ikke bare skal være mursten og fin arkitektur, og at man bare venter på en vågen mand, der vil opsætte ’Bill Shakespeare’, som ingen hidtil har turdet binde an med. Det varer vist mindst fem timer og kræver et hav af skuespillere. Men den slags bagateller afholdt jo ikke de to herrer fra at føre deres drømme ud i livet. Men dansk teater har gudskelov stadig ildsjæle, så vi har da lov til at håbe.
Relaterede links:
Books on Demand
Kommentarer