Årets BogForum er overstået, og besøgende og udstillere kan se tilbage på tre hektiske dage. Atter overgik besøgstallet de foregående års – kan det blive ved? Især lørdag var Forum pakket til randen af ivrige læsere.
At komme på bogmesse er lidt at gøre som man plejer, man lytter i forbifarten til forfattere på Tranescenen og Under uret, enkelte gange sætter man sig. Scenen og Bogcafeen kræver lidt mere planlægning, især Scenen for der skal man gøre op med sig selv om man gider stå i kø. Brødrene Price i samtale med Lone Kühlmann trak vist den længste kø.
Det vrimlede med forfattere, store og små, kendte og ukendte. Især Lene Kaaberbøl havde travlt, da hun havde gang i to hele bøger på messen, ”Et stille umærkeligt drab” skrevet sammen med Agnete Friis, og den nyligt udgivne gotiske krimi, ”Kadaverdoktoren”.
Fay Weldon var der også – som hun plejer, og hun har sit publikum. Man kunne også støve sine fremmedsprog af på A.S. Byatt (England), Marilynne Robinson (USA), Tracy Chevalier (USA) og Günther Wallraff (Tyskland), samt krimiforfatterne Gunnar Staalesen (Norge) og ægteparret Ahndoril = Lars Kepler (Sverige).
I modsætning til tidligere år blev begge Danske Banks priser uddelt om fredagen, antagelig for at give vinderen af den store pris maksimum eksponering.
Med sædvanlig tæft for kvalitet og hvad der rør’ sig, havde Litteratursiden selvfølgelig forlængst aftalt interview med den kommende vinder af den store pris, Morten Ramsland, og selv om han lige var blevet interviewet officielt på Scenen, flød Litteratursidens stand over med publikum.
Vi ramte også plet med Litteratursidens ambassadør, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der fortalte levende om sit samliv med Hildegard von Bingen.
Det er selvfølgelig altid spændende hvem der får Danske Banks store pris, men kandidaterne er kendte, og resultatet kan nogen gange være temmelig forudsigeligt.
Det er straks mere spændende hvem der får debutantprisen. Forlagene indstiller forfattere, der har skrevet original dansk skønlitteratur for voksne og ikke tidligere har fået udgivet et selvstændigt værk, som er voksenskønlitteratur.
En jury på fire personer udpeger derefter vinderen, der i år blev Kaspar Colling Nielsen, der debuterede tidligere på året med københavnerromanen, ”Mount København”. Som sædvanlig blev forfatteren interviewet af Jannik Lunn på messens første dag, og denne påpegede at mens sidste års pris gik til en novellesamling, der havde karakter af en roman (”Han danser på sin søns grav” af Martin Kongstad), kan man om ”Mount København” sige at det er en roman med karakter af en novellesamling.
Og pludselig er det hele overstået, man skal hjem og tjekke at man ikke har købt for mange ”messetilbud”.
Kommentarer