Anmeldelse
Spøgelserne af César Aira
Argentinerne er tilbage med guf for dem, der er vilde med ikke helt at vide hvad det lige er der sker i denne her bog.
Man taler om ”det store boom” i latinamerikansk litteratur og tænker hermed på Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa, J.L. Borges m.fl. Det har åbenbart været svært for yngre generationer at følge efter, for der fulgte et tomrum.
Nu er yngre forfattere som chilenske Roberto Bolaño og argentinske César Aira dukket op og begynder at blive oversat til dansk. De kan fuldt ud leve op til deres forgængere, men de er helt deres egne: Avantgardistiske, fascinerende, underlige og umulige at lægge fra sig – selv om man ikke lige forstår hvad det er man læser
’Spøgelserne’ starter som en slags kollektivroman om et ufærdigt labyrintisk (vi er jo i Buenos Aires) luksusbyggeri med manglende og pludseligt opstående skillevægge, manglende afskærmning og overvåget af en fordrukken chilensk opsynsmand uden opholdstilladelse. Han bor midlertidigt i en bolig på taget sammen med sin børnerige familie.
Fokus skifter fra arkitekten til bygherren, til køberne, til håndværkerne … Men lige så stille samles fokus på familien på taget, især moren Elisa og efterhånden helt på hendes datter af første ægteskab, 15-årige Patri.
31. december - der er bagende varmt (sydlige halvklode!): Formiddag: åbent hus for køberne og deres arkitekter – byggeriet er stærkt forsinket, et synonym kunne være ”byggesjusk”. Frokost: Håndværkerne spiser fælles frokost og har halv fridag. Nytårsaften: Familien på taget planlægger nytårsfest.
Men bygningen har allerede beboere, nemlig svævende, meget realistiske kødfulde spøgelser dækket af cementstøv, som kun Elisa og Patri opfatter. Elisa føler det forstyrrende, mens de for Patri er mere virkelige, og denne aften kommunikerer de med hende og inviterer hende til deres nytårsfest – men ”Du er selvfølgelig nødt til at være død” (s.111).
Sidste del af romanen er som et crescendo, hvad beslutter Patri?
Dejligt at latinamerikanerne igen er på banen, man kan kun glæde sig til næste oversættelse af den velskrivende César Aira, der efter sigende bliver ’Cómo me hice monja’ fra 1993 (’Hvordan jeg blev nonne’?).
Argentinerne er tilbage med guf for dem, der er vilde med ikke helt at vide hvad det lige er der sker i denne her bog.
Man taler om ”det store boom” i latinamerikansk litteratur og tænker hermed på Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa, J.L. Borges m.fl. Det har åbenbart været svært for yngre generationer at følge efter, for der fulgte et tomrum.
Nu er yngre forfattere som chilenske Roberto Bolaño og argentinske César Aira dukket op og begynder at blive oversat til dansk. De kan fuldt ud leve op til deres forgængere, men de er helt deres egne: Avantgardistiske, fascinerende, underlige og umulige at lægge fra sig – selv om man ikke lige forstår hvad det er man læser
’Spøgelserne’ starter som en slags kollektivroman om et ufærdigt labyrintisk (vi er jo i Buenos Aires) luksusbyggeri med manglende og pludseligt opstående skillevægge, manglende afskærmning og overvåget af en fordrukken chilensk opsynsmand uden opholdstilladelse. Han bor midlertidigt i en bolig på taget sammen med sin børnerige familie.
Fokus skifter fra arkitekten til bygherren, til køberne, til håndværkerne … Men lige så stille samles fokus på familien på taget, især moren Elisa og efterhånden helt på hendes datter af første ægteskab, 15-årige Patri.
31. december - der er bagende varmt (sydlige halvklode!): Formiddag: åbent hus for køberne og deres arkitekter – byggeriet er stærkt forsinket, et synonym kunne være ”byggesjusk”. Frokost: Håndværkerne spiser fælles frokost og har halv fridag. Nytårsaften: Familien på taget planlægger nytårsfest.
Men bygningen har allerede beboere, nemlig svævende, meget realistiske kødfulde spøgelser dækket af cementstøv, som kun Elisa og Patri opfatter. Elisa føler det forstyrrende, mens de for Patri er mere virkelige, og denne aften kommunikerer de med hende og inviterer hende til deres nytårsfest – men ”Du er selvfølgelig nødt til at være død” (s.111).
Sidste del af romanen er som et crescendo, hvad beslutter Patri?
Dejligt at latinamerikanerne igen er på banen, man kan kun glæde sig til næste oversættelse af den velskrivende César Aira, der efter sigende bliver ’Cómo me hice monja’ fra 1993 (’Hvordan jeg blev nonne’?).
Kommentarer