Bog

Danmark syd for grænsen : en kulturguide til Sydslesvig

Af (
2019
)

Anmeldelse

Danmark syd for grænsen af Hans Christian Davidsen

02 okt.19

En indbydende og interessant alternativ rejsefører til steder af historisk eller kulturhistorisk interesse i Sydslesvig.

Forfatteren er kulturredaktør på Flensborg Avis, og bogen bærer præg af hans indgående kendskab og store kærlighed til det gamle danske land, og næsten alle afsnit har da også en forbindelse til Danmark. Hans valg er ifølge ham selv subjektive, og der er stof til et eventuelt efterfølgende bind. Han lægger vægten på mindre kendte steder, men har naturligvis også medtaget kendte lokaliteter som Vikingemuseet i Hedeby og Danevirke.

Sydslesvig har en dyster fortid præget af krige og konflikter, men i dag eksisterer tysk og dansk kultur fredeligt side om side til gensidig berigelse. Forfatteren kommer omkring mange forskelligartede lokaliteter som det storladne Gottorp Slot til et finurligt lille julemuseum. Teksten ledsages af forfatterens egne atmosfærefyldte fotos.

Sydslesvigs barske fortid er repræsenteret ved mindesteder for to kz-lejre, udekommandoer under større kz-lejre, som næppe mange kender til i dag. Nazi-fortiden nævnes også i forbindelse med Nolde Museet, for Nolde var ikke bare en stor kunstner. Han var også overbevist nazist og antisemit. Ironisk nok faldt hans kunst ikke i nazisternes smag, men han fik dog ikke forbud mod at male. Endelig er der et jødisk museum i forbindelse med en nyopdaget synagoge.

Den nære fortid kan opleves i Christian Lassens Minde Museum. Lassen var en velhavende, men sparsommelig særling, der bevarede sit hjem med det indbo, familien havde samlet gennem generationer. Fornemmelsen af den fjerne fortid kan bl.a. opleves på Danevirke. Et sagnomspundet forsvarsværk og angiveligt Nordeuropas største.

Kunsten er ikke glemt. Ud over Nolde Museet er der andre spændende kunstmuseer, bl.a. i Alkersum på Før. For musikkens vedkommende beskrives de årligt tilbagevendende festivaller, og af teatre nævnes det danske Det Lille Teater Flensborg.

Med denne bog i hånden (den er for stor til lommen) venter der både den kulturhistorisk interesserede tyske og danske rejsende mange oplevelser for enhver smag. Forfatteren er en inspirerende rejsefører, der nok kan lokke turisten væk fra motorvejen i stedet for bare at drøne igennem Sydslesvig på vej til varmere himmelstrøg.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Faustnummer
47105803
ISBN
9788770706803
Antal sider
231

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer