Fredag på BogForum overrakte vi prisen for det bedste foto i konkurrencen, 'Dit yndlingslæsested'. Vinderen blev Michael Plesner for dette indbydende billede fra Kalvebod Fælled.
Chefredaktør Lise Vandborg sagde i pristalen at Litteratursiden ikke blot interesserer sig for hvad folk læser, men også HVOR folk læser. Derfor udskrev vi i efteråret en fotokonkurrence: 'Dit yndlingslæsested'. Vinderbillede skulle være det foto der umiddelbart gav folk mest lyst til at slå sig ned med en bog på netop dette sted.
Vi modtog rigtig mange dejlige billeder, så valget var mere end svært, og juryen debatterede længe frem og tilbage. En afstemning viste at Michael Plesners meget stemningsfulde foto fra fugletårnet på Kalvebod Fælled på sydspidsen af Amager var en klar vinder.
Michael læser økonomi ved Københavns Universitet, men læser også alt muligt andet. Han ynder at lukke regnearket og slå sig ned i fugletårnet med en god roman. Er vejret til det kan han finde på at overnatte i tårnet.
Præmien var en e-bogslæser, og Michael kan nu se frem til en ny oplevelse: at læse e-bøger i toget, på kollegieværelset og selvfølgelig i fugletårnet.
I takketalen fortalte han levende om tårnets beliggenhed, udsigten og alle de gode oplevelser, han har haft der.
Kommentarer