Nat i Caracas

Rystende roman fra Venezuela om, hvordan en social reform kan udvikle sig, ikke blot til et diktatur, men til et kollektivt moralsk forfald.

I bogens indledning begraver Adelaida sin mor efter lang tids kræftsygdom. Da hun forlader kirkegården, ser hun tilbage: ”Jeg kunne ikke efterlade hende der. Jeg kunne ikke efterlade min mor dér, ikke når jeg vidste, hvor hurtigt en hvilken som helst tyv ville kunne åbne hendes grav og stjæle hendes briller, eller skoene eller knoglerne, der var i høj kurs i de dage, hvor heksekunst var blevet den nye nationalreligion.”

Når man tænker på latinamerikansk litteratur, går tankerne til García Márquez, Isabel Allende og anden fabulerende litteratur, også kaldet magisk realisme. Den genre hører ’Nat i Caracas’ absolut ikke til, den er kras og modbydelig – og desværre virkelig – realisme og giver et uhyggeligt billede af et land i økonomisk krise, og hvad det kan føre med sig. Varemangel skaber sortbørs, præsidentens støtter har uindskrænket magt, folk sulter, og protester bliver slået ned med hård hånd af paramilitære grupper. Når børn sulter, har deres forældre sultet længe, og selv folk, der før var anstændige borgere, griber til desperate midler som f.eks. at plyndre grave.

En aften kort tid efter begravelsen vover Adelaida sig ud i et forsøg på at finde hygiejnebind på det sorte marked, men da hun kommer hjem, er hendes lejlighed uden videre overtaget af en gruppe sortbørshandlere. Hun søger tilflugt i nabolejligheden, men finder beboeren, en jævnaldrende kvinde, død på stuegulvet. Gode råd er dyre, men Adelaida er snarrådig – og lidt heldig.

Hun planlægger et identitetsskifte, der kan gøre det muligt for hende at forlade landet. Under forberedelserne tænker hun tilbage på livet med moderen og besøgene hos de to mostre, der drev et pensionat i en mindre by. Det var anderledes fredelige tider. Og hun tænker tilbage på det land, hun nu skal vende ryggen. Mænd har der tilsyneladende ikke været nogen af i deres liv, bortset fra journalisten, hun selv skulle giftes med, men han blev likvideret af de revolutionære.

Det er en sort og tragisk bog, som ikke er for sarte sjæle, især ikke da den beskriver de virkelige forhold i et land, der er nået ud over grænsen for al anstændighed.

I slutningen af det 20. århundrede var Venezuela et af Latinamerikas mest velordnede lande med både demokrati, almindelig skolegang og sundhedsvæsen. For slet ikke at snakke om den olie, der finansierede det hele. Men en række økonomiske kriser gjorde landet ustabilt, og i 1999 vandt socialisten Hugo Chavez præsidentvalget med løfte om sociale reformer. Trods de utvivlsomt gode hensigter begyndte det at gå galt, og da Chavez’ efterfølger Nicolás Maduro ikke havde hans karisma, gik det helt galt.