Cubansk efterårslandskab

Mord, kunst og svindel er bare nogle af ingredienserne i Mario Condes sidste sag - og orkanen Felix.

Det er en forholdsvis afdæmpet og eftertænksom Mario Conde vi møder her i fjerde og sidste del af Leonardo Paduras Havana-kvartet. Han har indleveret sin opsigelse i protest mod de nye koste der har fejet bl.a. hans gamle boss, major Rangel ud.

Og han er begyndt at skrive - for alvor.

Hans nye, parfumeduftende boss gør dog hans fratrædelse afhængig af at han opklarer mordet på en hjemvendt eksilcubaner på tre dage; gør han det, kan han være en fri mand på sin 36-års fødselsdag.

Miguel Forcada var efter den cubanske revolution vicechef i Provinsafdelingen for Eksproprieret Ejendom og underdirektør i Den Nationale Afdeling for Planlægning og Økonomi, i 1978 hoppede han af uforklarlige grunde af i Madrid, nu er han amerikansk statsborger og bor i Miami. Han har – 11 år senere - fået tilladelse til at vende hjem for at besøge sin alvorligt syge far.

Han findes død, myrdet og med nosserne stoppet langt ned i gabet. Er det jalousimord? Eller hænger det sammen med hans uforklarlige afhopning? Conde, der har et godt øje til kvinders former, har også et godt øje til enken – men kan man stole på en falsk blondine? Han fascineres af den døende og meget filosofiske far, og her får han det vitale spor der fører langt tilbage i historien.

Et par dyre sko, som Conde så i sin gymnasietid, spiller også en rolle. De fører til et ukendt Matisse-maleri af et efterårslandskab – men med eller uden gul hund? Conde aner en sammenhæng med Forcades ’ekspropriationer’ af rigmandsvillaer i 1970’erne.

I bogens start vejrer Mario Conde orkanen Felix, han aner den før meteorologerne og følger intuitivt dens hærgende bane mod Cuba som den vil ramme på hans 36-års fødselsdag, den dag hvor han formodentlig, forhåbentlig vil være fri, være renvasket og kunne starte på ny.
 
Fødselsdagen fejres i vennernes lag, men forandringens vinde blæser. Vennekredsen vil undergå forandringer i lighed med Cuba og hele verden. Vi skriver efteråret 1989.