Skønhedssalon

Mexicansk klassiker er en fascinerende og gådefuld fortælling om sygdom og social udstødelse.

Kortromanen ’Skønhedssalon’ af peruviansk-mexicanske Mario Bellatin udkom i 1994, men selvom vi altså har måttet vente 24 år på en dansk oversættelse, er historien om en frisørsalon forvandlet til hospice en fascinerende og evig aktuel meditation over vores forhold til døden og stigmatiseringen af den afvigende krop.

Fortælleren i ’Skønhedssalon’ er en unavngiven frisør, som ejer en skønhedssalon for kvinder. Salonen er udsmykket med talrige akvarier fyldt med farvestrålende fisk for at give kunderne ”en fornemmelse af at være nedsænket i krystalklart vand […] for så at dukke op til overfladen, foryngede og smukke.” Men sådan er det ikke længere. En dødelig sygdom har bredt sig i byen og salonen er omdannet til et interimistisk hospice, hvor byens døende mænd kommer for at tilbringe deres sidste tid, og hvor alle akvarierne på nær ét står tomme. Kvinder er ikke tilladt, ej heller børn eller for den sags skyld mænd, som ikke er i slutfasen af den dødelige pest:

”Salonen havde engang haft til formål at forskønne kvinder; jeg var ikke indstillet på at lade hånt om så mange års tålmodigt arbejde. Derfor havde jeg aldrig accepteret nogen, der ikke var af hankøn. […J]eg havde allerede været vidne til så mange dødsfald og forstod snart, at jeg ikke kunne påtage mig ansvaret for alle syge mennesker.”

Som læser er det svært at gennemskue fortællerens motivation for at tage sig af de syge og døende mænd, som ikke kan få hjælp fra sundhedsvæsenet eller deres egne familier. Nogen stort lyst til at spille barmhjertig samaritaner har han ikke, og han virker ofte mere optaget af at fortælle om de talrige fisk, der tidligere beboede salonens akvarier. Alligevel gør han hvad han kan for at hjælpe, uden unødig medynk eller behov for at skulle ”demonstrere selvopofrelse ved at skænke andre livet”.

Mænd og fisk dør side om side bag salonens vægge, men nogen egentlig handling eller psykologisk indsigt i hovedpersonen får vi ikke. Vi ved at fortælleren er homoseksuel, at han udover sit arbejde i salonen trækker på gaden klædt som kvinde og at han selv lider af den sygdom, som har ramt hans patienter. Han hører altså selv til blandt de udstødte og uønskede - måske er det derfor, han føler en forpligtelse til at tage sig af sine skæbnefæller?

’Skønhedssalon’ er en smuk og gådefuld roman, som rejser flere spørgsmål end den giver svar, og hvor meget foregår under tekstens overflade. Mario Bellatins mærkværdige skildring af livet i salonen er en historie om sygdom og forfald som livets grundvilkår, og om at skabe plads til sygdomsramte og udstødte mennesker. Det er oplagt at læse romanen som en kommentar til AIDS-epidemien i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, men Bellatins allegoriske refleksion over samfundets tendens til at ekskludere den afvigende kropslighed er stadig relevant og i høj grad værd at stifte bekendtskab med.